Gyldne håndtryk for millioner: Se her, hvor mange din kommune har givet

Knap en kvart milliard danske skattekroner er siden 2014 endt i lommerne på topledelsen i kommunerne. Se, hvor mange penge der er taget fra din kasse.

Eksperterne er ikke i tvivl: Det er spild af borgernes penge, når kommunerne udbetaler godtgørelser i millionklassen til fyrede direktører og absolutte topchefer i landets kommuner og regioner.

Alligevel er der siden sidste kommunalvalg blevet udbetalt godt 223 millioner kroner til netop dét formål.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 har foretaget blandt landets 98 kommuner og fem regioner.

- Det burde stoppes. Vi spilder en masse skatteborgerpenge på det her, siger Henning Jørgensen, der er professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet.

Anders Drejer, der er professor i økonomi og ledelse på Aalborg Universitet, bakker op:

- Det er ikke bare et par sko, vi snakker om. Hvis man ikke havde de her fratrædelsesgodtgørelser, ville det gøre en kæmpe forskel.

44 kommuner har intet betalt

Særligt København, Gentofte, Ballerup, Faxe, Holbæk, Slagelse, Odense, Faaborg-Midtfyn og Odder Kommune har været gavmilde med at udbetale store beløb til fyrede chefer. Hver især har udbetalt mere end fem millioner kroner på den post de seneste fire år.

Sådan gjorde vi:

TV 2 Nyhederne har søgt aktindsigt i, hvor meget de 98 danske kommuner og landets fem regioner har betalt i fratrædelsesgodtgørelse til fyrede topchefer, og hvad chefernes løn har været i opsigelsesperioden.

Derudover har vi undersøgt, hvor meget kommunerne og regionerne har betalt i godtgørelse til de topchefer, der blot har opfyldt eller får forlænget deres såkaldte åremålskontrakt.  

De 223 millioner kroner vedrører kun de absolutte topchefer. Det vil sige direktører, afdelingschefer og fagchefer.

44 af landets 98 kommuner har slet ikke udbetalt nogen godtgørelser til de kommunale topchefer, viser aktindsigten.

De resterende 54 kommuner har udbetalt mellem 265.948,28(Stevns Kommune)  og 13.566.627,47 kroner(Københavns Kommune).

På kortet herunder kan du se, hvor mange penge din kommune har givet i gyldne håndtryk siden 2014:

Topchefer får 223 millioner kroner for IKKE at arbejde

Se her, hvor mange penge din kommune har givet i gyldne håndtryk siden 2014.