Flere danskere dyrker motion i naturen

Flere ture ud i naturen kan være med til at stresse os mindre, mener rådet bag stor analyse. Her kan du dele dine tip til motion i det fri.

Vi er vilde med fuglefløjt, åben himmel og frisk luft i kinderne.

Det viser en omfattende analyse fra Friluftsrådet, hvor det fremgår, at en stor del af danskerne oplever fysisk og mental velvære efter ture i det fri.

Og ifølge organisationen kan gåture, motion på cykel eller løbeture forbedre danskernes overordnede sundhed betydeligt.

600.000 skal ud i det fri

Især motion under åben himmel er ifølge Friluftsrådet i fremgang, og det glæder direktør Jan Ejlsted.

Danskere i naturen

  • Fire ud af fem oplever, at friluftsliv i høj grad forbedrer deres fysiske form og helbred.
  • 3/4 af danskerne oplever i meget høj eller høj grad, at friluftsliv forbedrer deres liv generelt
  • 84% oplever, at det forbedrer deres psykiske velvære og humør.
  • 80% oplever, at det forbedrer deres fysiske form og helbredstilstand.

Undersøgelsen er lavet af Friluftsrådets blandt knap 10.000 danskere. 

KILDE: Friluftsrådet - Danskernes Friluftsliv, 2017.

Derfor har man også lavet et samarbejde med idrætsorganisationerne Danmarks Idrætsforbund og DGI om at få 600.000 flere danskere til at være fysisk aktive i naturen.

- Hvis vi skal nå den målsætning, så kan det ikke ske i sportshallerne, for der er ikke plads. Så skal det ske ude i naturen, siger Jan Ejlsted til TV 2.

Det giver dog også problemer med nogle af de nye sportsgrene, som de senere år har fået flere brugere. Ifølge undersøgelsen er der blandt andet stor fremgang i nyere sportsgrene som mountainbiking, windsurfing, kitesurfing og flyvning med faldskærm. 

Marsmænd på mountainbikes irriterer

Især mountainbikere har ført til tilspidsede situationer. Når de kører rundt i skovene i høj fart, kan det komme til konflikter med de mere rolige brugere af naturen.

- Nogle af dem ligner marsmænd med hjelme og briller, så andre folk i skoven kan blive lidt forskrækkede. Mange mountainbikere bruger ikke cykelklokker, så i stedet råber de "BAGFRA!". Det er der mange, der føler sig generede af. Og mange synes, det er ubehageligt, siger Jan Ejlsted, men understreger også, at mange mountainbikere er opmærksomme på udfordringerne og opfører sig pænt.

Med andre ord medfører den øgede aktivitet altså også et øget pres på naturen. Og hvis det hele skal foregå gnidningsfrit, så skal de enkelte grupper respektere hinandens tilstedeværelse, mener han.

- Alting skal ikke udfoldes overalt. Så vi skal kigge på, hvordan vi kan sikre, at mountainbikere kan være i én del af skoven, mens fuglekiggerne er et andet sted. Der skal nok ikke være en skarp zoneinddeling, men noget fysisk planlægning, så de bliver adskilt lidt. Meget action-prægede brugere er der lyd og larm i, så dem skal man også holde lidt adskilt fra folk, der gerne vil have fred og ro, siger Jan Ejlsted.

Måske kan det løse stressproblemer

Hos Danmarks Naturfredningsforening genkender man problemet.

Ifølge præsident Ella Maria Bisschop-Larsen skaber mountainbikes irritation for mange af de mere stille brugere af naturen. Og her understreger hun, at de stille brugere altså ikke bare er pensionister - det drejer sig også om børnefamilier eller andre på gåtur i skoven.

- Vi er ved at revidere vores politik, fordi vi oplever, at mountainbikerne skaber stigende problemer for de andre naturbrugere, siger hun til TV 2.

Men på samme tid er hun også glad for analysens resultater, der peger på, at flere danskere får glæde og velvære ved at opholde sig i naturen.

Og tallene i analysen peger da også på, at danskerne primært bruger naturen til gåture og naturoplevelser. Ifølge Jan Ejlsted kan det også have gavnlige effekter for samfundet i sidste ende:

- Der er rigtig meget behov for at fokusere på mental sundhed, fordi vi oplever så mange stressproblemer i samfundet. Og der tror jeg, at enhver kan mærke, at det at komme ud og få jord under sålerne og kigge på horisonten hjælper. 

Kom med dit tip: Her kan du dyrke sport i det fri
Her kan du dele dit tip til motion i det fri.
Tryk for at se kortet
Træk markøren ind på kortet
Tak for dit bidrag
Afventer godkendelse fra redaktionen
Der er desværre problemer med kortet i Nyhedscenter på Android. Prøv at åbne kortet i din browser.