Dansk Industri til EU-borgere i England: - Kom til Danmark

16x9
Polske håndværkere har længe været eftertragtede for danske virksomheder. Foto: Thomas Lekfeldt (arkiv) / Scanpix Denmark (arkiv)

Usikkerheden blandt de mange EU-borgere i Storbritannien bør udnyttes, mener Dansk Industri.

Det er svært for danske virksomheder at skaffe den nødvendige arbejdskraft, så nu skal de på charmeoffensiv ude i Europa.

Det kan man ved selvsyn mærke på Dansk Industri, der i engelsksprogede medier har rettet en direkte appel til Storbritanniens mange EU-borgere:

Kom til Danmark, lyder budskabet for eksempel i avisen The Independent.

Danmark er i hård konkurrence

På grund af Brexit er fremtiden nemlig usikker for de omtrent tre millioner EU-borgere, der bor i landet, siger underdirektør Steen Nielsen fra Dansk Industri til TV 2:

- Vi vil meget gerne have, at nogle af dem kigger mod Danmark, for vi har altså brug for medarbejdere. Og frem for at gå med en uvished i Storbritannien om, hvad Brexit måtte bringe, så ville det da være rigtig fint, hvis nogle af dem ville vælge at komme til Danmark.

Danske virksomheder mangler især arbejdere fra faglært niveau og opefter. Det gælder blandt andre elektrikere, mekanikere, industriteknikere og smede. Men også ingeniører og it-folk, fortæller Dansk Industri.

Men Danmark er i hård konkurrence om arbejdskraften, viser de seneste ledighedstal fra EU's statistikkontor. Sammenlagt ligger arbejdsløsheden i EU's 28 lande på det laveste niveau siden 2008.

Polakker vender hjem - nu kommer spanierne 

Og der er fart på derude i Europa. 

Det kan Kristian Nærø fra vikarbureauet TeamVikaren bekræfte. Hans virksomhed rekrutterer årligt 10.000 vikarer til virksomheder i Danmark.

I mange år var det attraktivt at hente arbejdskraften i Polen, men også der er der bedre tider. Seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at omtrent 38.000 polakker er registreret i Danmark. Ifølge både Dansk Industri og TeamVikaren kan det tal dog ændre sig i den kommende tid.

- Der er gang i hjulene, og vi mærker, at mange af de polakker, der var her engang, de er begyndt at tage tilbage, fordi der er så meget gang i Polen, fortæller han.

I weekenden lander derfor 10 spaniere i danske lufthavne. TeamVikaren har nemlig rettet blikket mod Sydeuropa i stedet for Polen for at finde kvalificerede medarbejdere.

- Og der er flere spaniere på vej, fortæller Kristian Nærø.

Overvejer en kampagne

Derfor har han også et godt øje til Storbritanniens mange EU-borgere, der for nuværende ikke kan være fuldstændigt sikre på, hvad fremtiden bringer.

Premierminister Theresa May sværger ellers, at de ikke skal være nervøse. I juni fremlagde hun en plan, der skulle sørge for at sikre dem.

- Vi ønsker, at I skal blive, sagde hun på det tidspunkt. Men der er endnu ikke faldet en konkret aftale på plads.

Derfor er Dansk Industri heller ikke i gang med en decideret kampagne endnu.

- Det er stadig usikkert, hvordan vilkårene bliver for de EU-borgere, der opholder sig i Storbritannien. Så det er lidt tidligt at sige, hvad der kan være i det. Derfor har vi ikke iværksat en kampagne i forhold til det, men det er da bestemt en mulighed, vi skal overveje, siger Steen Nielsen.

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af bruttoledige faldt med 2600 personer i august. Det betyder, at 118.800 fuldtidspersoner står uden job, hvilket er færre end i juli. Det svarer til, at Danmark har en ledighedsprocent på 4,4.