Hijab, niqab eller burka? Se hvad maskeringsforbuddet dækker

Ikke alle slør og tørklæder er omfattet af det maskeringsforbud, som regeringen vil have gennemført. Læs her, hvad der er hvad.

Regeringen vil stramme det danske maskeringsforbud, så det bliver forbudt at bære maskering eller heldækkende beklædning i det offentlige rum.

- Vi mener ikke, det er rimeligt, at man skjuler sig i det offentlige rum. Vi mener ikke, at man kan gå og putte sig med, hvem man er, lyder det fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, om forslaget, der blandt andet vil omfatte de muslimske klædedragter burka og niqab.

Der er i forvejen et maskeringsforbud i Danmark, der gælder, hvis ens ansigt er helt eller delvist tildækket i visse situationer.

I straffelovens paragraf 134 står der, at det kan straffes 'i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på et offentligt sted'. Ydermere står der, at forbuddet 'ikke gælder for tildækning af ansigtet, der foretages for at beskytte mod vejrliget, eller som tjener andet anerkendelsesværdigt formål'.

- Formålet med paragraffen er, at man undgår, at folk tildækker deres ansigter til møder og optræk, som for eksempel en demonstration, forklarer Thomas Elholm, der er professor i strafferet ved Syddansk Universitet. 

Men den nuværende lovgivning betyder, at det er situationen, som afgør, hvorvidt maskeringen er ulovlig. 

Straffeloven § 134 b

Den, der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

- Man kan gå med en elefanthue på gaden, hvis man går alene. Det må bare ikke være i forbindelse med en form for samling. Du må også godt gå to og to, men hvis der er optræk til opløb eller demonstration, så gælder om at komme af med den, fortæller Thomas Elholm.

Maskeringer kan være alt fra ansigtsmaling, hætter, masker eller hjelme:

Det nuværende maskeringsforbud betyder, at ansigtet ikke må være tildækket, hvis man for eksempel deltager i demonstrationer eller besøger bestemte offentlige steder.
Det nuværende maskeringsforbud betyder, at ansigtet ikke må være tildækket, hvis man for eksempel deltager i demonstrationer eller besøger bestemte offentlige steder. Foto: TV 2

Med 'anerkendelsesværdigt formål' kan man i visse tilfælde slippe for at blive straffet for brud på maskeringsforbuddet, fortæller Thomas Elholm. 

- Man kan forestille sig, at hvis man er på vej til demonstration på sin motorcykel, så vil det være mærkeligt ikke at have sin hjelm på. Der vil være nogle særlige situationer, hvor det vil være berettiget.

En stramning af lovgivningen kan ifølge Thomas Elholm betyde, at hverken burkaer eller niqabber fremover kan opfattes som om, de tjener et anerkendelsesværdigt formål.

Forbud gælder ikke hijab og chador

Selvom der findes en række forskellige hovedklæder og klædedragter, som muslimske kvinder kan bære, så er det langt fra alle, der kommer til at være omfattet af et strammere maskeringsforbud.

Se eksempler på fire muslimske beklædninger her­:

Overblik over fire muslimske former for beklædninger.
Overblik over fire muslimske former for beklædninger. Foto: TV 2

Hijab er den mest udbredte hovedbeklædning blandt muslimske kvinder i Danmark. Den vil fortsat være lovlig, da ansigtet er frit.

- Det er et tørklæde, som kan have forskellige størrelser. Håret er dækket, og hals og nakke er dækket. Det kan være bundet på forskellige måder. Det kan være pyntet, og det kan være helt simpelt, fortæller kultursociolog ved det amerikanske universitet i Libanon Connie Carøe Christiansen, som har studeret islamisk mode i det københavnske bybillede.

Tørklædet dækker kun hovedet, og flere kvinder bærer det med almindeligt tøj.

Chador dækker hele kvindens krop og kurver, men ikke ansigtet, og er derfor heller ikke en del af maskeringsforbuddet. Chadoren vikles rundt om hovedet og falder ned over kroppen. Det bæres typisk af kvinder fra Iran, fortæller Connie Carøe Christiansen:

- Det kan bestå af flere beklædningsgenstande, men danner samlet en løs kjole, så man ikke kan se kroppens facon. Man kan heller ikke nødvendigvis se hænderne.

Niqab er en af de beklædninger, som det kan blive forbudt at bære i Danmark, fordi det stort set dækker hele ansigtet.

- Det er et beklædningsstykke, som dækker ansigtet, så kun øjnene er synlige, forklarer Connie Carøe Christiansen.

Ifølge kultursociologen er det kun meget få kvinder i Danmark, som bærer niqab.

- Mit indtryk er, at det findes blandt nogle kvinder, som er nye i landet.

- Det findes også blandt meget stærkt troende kvinder. De, som er ude på at demonstrere over for omverdenen, hvor stærke de er i troen, siger hun.

Burka er også omfattet af regeringens nye maskeringsforbuddet. Der er forskellige definitioner på, hvordan en burka ser ud, men den populære opfattelse er, at den ligesom niqabben dækker hele ansigtet, men derudover også dækker øjnene med et net.

Ligesom niqabben er den ikke særlig udbredt i Danmark.

TV 2 ledte efter kvinder med niqab eller burka i Odense - se hvordan det gik: 

Regeringen vil forbyde burkaer og niqabber. Men de er i forvejen et sjældent syn på de danske byer. Video: Louise Uberg

Straffen for at overtræde det nuværende maskeringsforbud er en bøde eller fængsel indtil seks måneder.

Tildækning af ansigtet er forbudt i blandt andet Letland, Frankrig, Belgien og Østrig, mens det i Holland er forbudt at bære burka på skoler, hospitaler og i offentlig transport.