Datter var med, da syg mor tog sit eget liv: 'Hun var ikke bange eller ensom'

Efter at have overværet sin syge mors farvel siger neuropsykolog Astrid Stabell Vosgerau, at hun vil gøre det samme i den situation.

I august var Astrid Stabell Vosgerau på en rejse til Frankrig, som hun aldrig vil glemme.

Hun var i Frankrig for at være hos sin demente mor i de sidste dage, før moderen tog sit eget liv.

- Så længe jeg kan huske, har hun sagt, at hvis det kom dertil, så ville hun tage sagen i egen hånd. I august sagde hun: "Nu er det nu". Hun havde forberedt sig. Så vi tog derned og havde faktisk nogle gode dage, fortæller Astrid Stabell Vosgerau.

Moderen, Inger Stabell, vidste, at hendes demens var fremskreden, og ønskede at dø, før hun "mistede sig selv og sin værdighed". Hun var selv læge og kunne derfor udskrive en dødelig kombination af sovepiller og kvalmestillende medicin til sig selv.

Følelserne uden på tøjet

Aftenens dokumentarprogram på TV 2, ’Jørgen vil dø’, om den 70-årige Jørgen Vesterbys kamp for at få lov til at dø, kommer derfor meget tæt på nogle af de følelser, som Astrid Stabell Vosgerau selv var igennem for mindre end to måneder siden.

- Det var nogle dage med følelserne udenpå tøjet. Vi græd meget, men vi grinede også og hyggede os. Den sidste aften siger jeg til hende: "Mor, vi kan jo også godt vente. Vi har det jo så hyggeligt". Og så sagde hun: "Nej, i morgen kan jeg måske ikke synke", fortæller Astrid Stabell Vosgerau.

- Det smager godt

Den sidste aften tog moderen selv sine piller, før hun skulle i seng. Astrid Stabell Vosgerau viser et billede frem af moderen, der spiser en dessert:

- Der er mange sovepiller, der er knust til pulver og rørt op i kaffeis. Vi spørger hende: "Er du fuldstændig sikker, mor?", og så siger hun: "Ja, og det smager godt". Sådan lidt overrasket og glad, og så kom vi til at grine. Så skyller hun dem ned med noget rigtig god champagne, og så siger hun, at nu er hun klar til at gå i seng. "Nu er jeg træt", sagde hun. Hun var i det hele taget rigtig træt i de dage. Hun var henne at sove lur flere gange, fortæller Astrid Stabell Vosgerau.

- Så sætter vi hendes yndlings-Mozart på og putter hende i seng og sidder ved siden af hende. Kort efter siger hun: "Det er sjovt at tænke på, at om lidt så trækker jeg ikke vejret mere". Og så vender hun sig om på siden og falder i søvn. Hvis hun havde været den mindste smule bange eller ked af det, så var det jo dér, der var knebet en tåre. Men hun var tilfreds, hun var afklaret, og det var, som det skulle være, fortæller hun.

"Det burde være en menneskeret"

Når Astrid Stabell Vosgerau i dag står frem og deltager i debatten om dødshjælp, så sker det på moderens direkte opfordring. Moderen Inger Stabell var nemlig meget bevidst om, at hun som læge – med mulighed for at udskrive medicin til sig selv – havde bedre muligheder for at arrangere sin egen død end andre mennesker.

- Noget af det sidste, hun sagde, var: "Piger, det her er I nødt til at gøre lidt reklame for. Det burde være en menneskeret", fortæller Astrid Stabell Vosgerau.

Hun er overbevist om, at hun selv vil træffe den samme beslutning, hvis hun en dag står i samme situation.

- Jeg vil meget, meget gerne herfra på samme måde som min mor. I mit eget hus, i min egen seng, omgivet af dem, jeg holder af. Ikke på en eller anden schweizisk klinik. Og heller ikke alene. Jeg er glad for, at vi var hos min mor, for jeg kunne se, at hun ikke var ked af det. Hun var ikke bange. Hun var ikke ensom, siger Astrid Stabell Vosgerau.