Blaffere får faste stoppesteder i København - vil du samle dem op?

I dag er det "Danmark blaffer på arbejde"-dag. Men giver du de tomlende et lift? Deltag i afstemningen nederst i artiklen.

Blafferne i København har fået nye og forbedrede forhold.

Københavns Kommune gav i sidste uge foreningen Blaffernationen lov til at rejse tre skulpturer, der skal markere deciderede stoppesteder for blafferne, så billister og blaffere lettere kan finde hinanden. To af de store skulpturer er opstillet ved Folehaven i Valby, og én skulptur er rejst nær Fisketorvet.

Disse blaffere har selv skabt tre skulpturer, der skal bruges som stoppesteder for blaffere i København.
Disse blaffere har selv skabt tre skulpturer, der skal bruges som stoppesteder for blaffere i København. Foto: Blaffernationen

Fra den 1. november bliver stederne omdannet til faste stoppesteder for blafferne. Holdepladserne bliver markeret med officielle skilte, der er godkendt af Københavns Kommune.

- Skaber tillid mellem folk

Opbakningen til blafferne har spredt sig til flere dele af landet. Aarhus Kommune og Odsherred Kommune støtter også officielt op om projektet.

Carsten Theede er formand for foreningen, Blaffernationen, som 3.320 personer 'synes godt om' på Facebook. Som blaffer gennem de seneste 13 år ønsker han at sætte fokus på blaffertraditionen og forbedre forholdene for alle, der "tager den på tomlen".

Risikoen for at møde en mærkelig type vil altid være der. Det svarer lidt til at gå i byen en fredag aften.

Carsten Theede, formand Blaffernationen

- Jeg blaffer, fordi det grundlæggende skaber tillid mellem folk, og så har jeg en gemt eventyrer indeni, siger han til TV 2.

Mange blaffede i 1970'erne og 1980'erne, men traditionen havde efterfølgende svære kår. De seneste år har Carsten Theede dog oplevet en stigende interesse i hele landet for at blaffe. Det er i tråd med tiden at køre sammen, hvilket den populære samkørselstjeneste GoMore, der har mere end 655.647 medlemmer, vidner om.

Men ifølge Carsten Theede får man en helt anden oplevelse ud af at blaffe:

- Når man blaffer, møder du helt naturligt det ukendte, hvilket giver mulighed for at lære nyt om hinanden som mennesker. Samtalerne, der automatisk opstår i bilen, er med til at nedbryde fordomme. Det kræver et åbent sind og en vis portion eventyrlyst, men er man frisk, venter der mange spændende møder, siger Carsten Theede.

Men hvad med faren som bilist eller blaffer for at opleve et overgreb, når man møder ukendt person?

- Risikoen for at møde en mærkelig type vil altid være der. Det svarer lidt til at gå i byen en fredag aften. Jeg har blaffet i 13 år og aldrig oplevet noget farligt, fortæller Carsten Theede.

Blaffernationens manifest ved ét af de faste stoppesteder.
Blaffernationens manifest ved ét af de faste stoppesteder. Foto: Hans-Henrik Busk Stie

Enormt ressourcespild

Han påpeger, at det ikke er økonomien, der er den primære drivkraft i lysten til at blaffe.

- Der er et enormt ressourcespild på vejene, da mange bilister kører alene. Derfor giver det rigtig god mening at samle en blaffer op og køre sammen, mener formanden for Blaffernationen.

Københavns Kommune er særdeles positiv over for blafferne og i særdeleshed projektet, "Danmark blaffer på arbejde".

Det siger Jacob Hartmann, der er seniorrådgiver i Københavns Kommune og ansvarlig for Sharing Copenhagen, som danner rammerne for grønne partnerskaber mellem kommunen og byens mange miljøinteresserede aktører:

- Vi har valgt at støtte op om projektet og opsætte de faste stoppesteder til blafferne, da vi ønsker at reducere antallet af biler i byen eller i det mindste få fyldt dem så godt op som muligt.

Der sidder i gennemsnit 1,08 person i en dansk bil på vej mod arbejde ifølge undersøgelsen "Kør smart, kør sammen" fra 2014 udført af Gate 21 og Trafikstyrelsen.

- Et uvurderligt projekt

Trafikproblemerne er i dag så massive i København, at der fra kommunens side gøres alt, hvad der er muligt for at mindske trafikgenerne.

Derfor hilser Jacob Hartmann blaffernes initiativ velkommen.

- Det er et uvurderligt projekt, der vil skabe bedre sammenhængskraft i byen. Det rammer to ting, som vi gerne vil fremme - nemlig forsøget på at skabe en øget tillid mellem mennesker, og så indeholder det at blaffe en form for generøsitet.

- Vi vil gerne være åbne og lytte til befolkningen, så vi sammen kan skabe bedre forhold for trafikken. Derfor er vi gået aktivt ind i dette projekt, som er fremkommet på initiativ fra borgerne selv, fortæller Jacob Hartmann.

TV 2 har spurgt Københavns Politi om lovligheden af at blaffe.

Jesper Bangsgaard, vicepolitiinspektør, oplyser til TV 2, at det er fuldt lovligt at blaffe - blot det ikke sker på motorvejen eller ved dennes tilkørsel.

Afstemning

De fem faste opsamlingssteder for blafferne kommer henholdvis til at være ved Folehaven, Fisketorvet, Roskildevej ved Ålholm Station, Hillerødmotorvejen ved Hareskovvej samt krydset ved Stubmøllevej/Ellebjergvej i Sydhavnen, oplyser Vejdirektoratet.

Projektet løber over en to-årig periode fra den 1. november 2017 og skal herefter evalueres.