Medicinsk cannabis bliver snart en realitet i Danmark

16x9
Ellen Trane Nørby holder fast i, at danske patienter skal have adgang til medicinsk cannabis. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Syge skal som et forsøg have medicinsk cannabis 1. januar. Det slår Sundhedsministeren fast på trods af modstand fra læger.

Patienter med smerter skal fra 1. januar kunne få en recept på medicinsk cannabis.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) fastholder, at en fireårig forsøgsordning med lægeordineret cannabis skal i gang som planlagt. 

- Lægerne skal huske på, at vi med forsøget ser på, om medicinsk cannabis kan hjælpe en række meget syge mennesker med store smerter, som i dag ikke oplever, at de gængse præparater virker, siger Ellen Trane Nørby i en skriftlig udtalelse. 

- Jeg håber, at lægerne vil være aktive medspillere, siger hun. Også Liselott Blixt (DF), der er formand for Folketingets Sundhedsudvalg, står fast på ordningen.

Lægen har det sidste ord

Vil patientens egen læge ikke udskrive medicinen, så må patienten finde en anden læge. 

- Vi går i gang som planlagt. Alt andet ville være være at trække det i langdrag over for de patienter, som i forvejen har ventet længe, siger Liselott Blixt. 

- Hvis de praktiserende læger ikke vil være med, så må vi se, om speciallæger eller andre vil udskrive det. Bag forsøgsordningen står et flertal i Folketinget, som har besluttet, at cannabis efter nytår skal kunne ordineres til sklerosepatienter, rygmarvsskadede, patienter i behandling med kemoterapi og smertepatienter. Den største gruppe er de smerteplagede, og flertallet af dem skal have medicinen udskrevet hos deres praktiserende læge. 

Mangler dokumentation

Men lægernes videnskabelige selskab, DSAM, fraråder sine medlemmer at deltage i ordningen, fordi behandlingen ikke er videnskabeligt undersøgt og dokumenteret. 

Ifølge Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, er lægernes kritik et langt stykke ad vejen kommet i møde. 

- Vi har afsat fem millioner til forskning, og dermed samler vi viden op, sådan som lægerne og Danske Patienter har ønsket. Det har været deres primære anke, og det har vi lyttet til, siger han. Han ærgrer sig over lægernes modstand, men siger, at der er mange speciallæger, som allerede udskriver medicinen. 

- Der er en bevægelse i gang, og jeg tror, at flere læger efterhånden vil komme med, siger han. /ritzau/