Skatteministeren: Den schweiziske regering bør skamme sig

16x9
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil kalde den schweiziske ambassadør til samtale. Foto: TV 2 / TV 2

Skatteministeren vil nu indkalde den schweiziske ambassadør til en samtale om, hvorfor landet ikke vil hjælpe med at inddrive dansk skattegæld.

Dansk skattegæld for millioner er endt i Schweiz. Men den schweiziske ambassadør mener ikke, det er op til Schweiz at hjælpe med at inddrive gælden. 

Det siger ambassadør Benedikt Wechsler i et interview med TV 2. 

Den danske regering går nu ind i sagen:

- Jeg vil indkalde den schweiziske ambassadør til en snak på mit kontor omkring det rimelige i, at Schweiz er et helle, hvor man kan gemme sig, hvis man har stor skattegæld – og i nogle tilfælde har skattegæld og kan blive dømt for det. Forhåbentlig kan vi få lagt vejen til, at vi kan få rettet op på den urimelighed, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) til TV 2.

Som TV 2 kunne fortælle tidligere søndag, lyder vurderingen fra Skatteministeriet, at man kun kan inddrive cirka 82 millioner af de godt fire milliarder kroner, som de største skyldnere i udlandet skylder i skat i Danmark. Det svarer til cirka to procent.

Det er på trods af, at man politisk er blevet enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, der netop skal have fokus på inddrivelse af skat i udlandet.

Vi har ikke det problem

Benedikt Wechsler, Schweizisk ambassadør i Danmark

Et af problemerne er, at nogle af skyldnerne er flyttet til lande, som ikke vil hjælpe Danmark med at inddrive skatten. Heriblandt Schweiz som er det eneste større vesteuropæiske land, som Danmark ikke har en aftale med om inddrivelse af skattegæld.

- Vi har ikke det problem

I foråret kunne TV 2 dokumentere, hvordan danskere, som ifølge Skat skylder millioner til den danske stat, har bosat sig i Schweiz for at undgå at betale deres gæld.

Derfor har TV 2 siden maj forsøgt at få et interview med den schweiziske ambassadør for at høre, hvorfor alpelandet ikke vil lave en aftale om inddrivelse af skat.

Først da TV 2 tidligere på ugen troppede op foran ambassaden, lykkedes det at få ambassadør Benedikt Wechsler i tale. Han var afvisende over for ideen:

- Vi har ikke det problem, fortalte ambassadøren som svar på, hvorfor Schweiz ikke vil lave en aftale om at assistere med inddrivelse af skat.

Vores problem er, at dansk skattegæld for millioner er endt i Schweiz. Hvad synes du, vi skal gøre ved det?

- Det er ikke min opgave at anbefale jer, hvad I skal gøre. Det er et emne, som det danske politiske system må beslutte, hvordan det skal håndtere, sagde den schweiziske ambassadør og pointerede flere gange, at det ikke er global standard at hjælpe andre lande med inddrivelse af skatter, selvom det faktisk er standard, i hvert fald i Europa.

Den schweiziske ambassadør Benedikt Wechsler vil ikke hjælpe Danmark med at indkræve skattegæld i Schweiz.
Den schweiziske ambassadør Benedikt Wechsler vil ikke hjælpe Danmark med at indkræve skattegæld i Schweiz. Foto: TV 2 / TV 2

Skatteministeren: - Jeg forstår ikke Schweiz

Skatteminister Karsten Lauritzen beklager den udmelding:

- Det er jeg meget ked af, og jeg forstår slet ikke, at den schweiziske regering ikke ønsker at samarbejde med Danmark og andre lande. Schweiz er et helle, hvori - hvis man har stor gæld til blandt andet Danmark - man kan gemme sig. Det skulle den schweiziske regering skamme sig over. De er ellers et internationalt anerkendt land, siger han.

Hvorfor tror du, Schweiz vil lytte til din kritik, når du indkalder ambassadøren?

- Forhåbentlig kan den schweiziske regering se det rimelige i, at hvis man skylder mange hundrede millioner kroner til den danske stat, at så går det ikke, at man kan man gemme sig i Schweiz, uden at det har nogen som helst konsekvenser. Jeg tror, det er et spørgsmål om tid, så bliver der lagt nok pres på Schweiz. Det har vi allerede set med bankhemmeligheden, siger Karsten Lauritzen med henvisning til, at Schweiz har ændret dets politik omkring bankhemmeligheden efter internationalt pres.