Mange danskere kender ikke til mulig kompensation ved aflyst fly

Forbrugerrådet Tænk har bedt EU-kommissionen om at lægge pres på Ryanair.

Flyselskabet Ryanair har aflyst over 2000 afgange i september og oktober. Onsdag varslede selskabet flere aflysninger frem mod marts 2018. Omkring 10.000 danskere har været ramt af aflysningerne i september og oktober.

Vicedirektør Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet Tænk fortæller til TV 2, at mange flypassagerer ikke er klar over, at de har krav på kompensation, når et flyselskab aflyser.

- Flyselskaberne oplyser ikke om det, fortæller han til TV 2.

Det vil Forbrugerrådet Tænk gøre noget ved efter Ryanairs mange flyaflysninger.

- Vores europæiske organisation har skrevet til EU-kommissionen, hvor vi opfordrer kommissionen til at lægge pres på Ryanair for at opretholde passagernes rettigheder, så de giver folk den kompensation, de har krav på, lyder det fra Vagn Jelsøe.

Som EU-borger har man krav på visse beløb afhængig af ens flyrutes distance og ofte mere, end billetten har kostet. Det gælder for flyafgange fra EU med alle flyselskaber samt afgange til EU med flyselskaber, der har base indenfor Europas grænser.

Flight-friend.com, som hjælper passagerer, der ikke får den kompensation, de har ret til, kender også til problemet.

- Mange flyselskaber oplyser ikke om kompensation, når et fly er aflyst, men det skal de faktisk ved lov, siger direktør i flight-friend.com Flemming Nørgaard til TV 2.

Dansk kvinde fik sit fly aflyst

Amanda Schmidt Hansen skulle flyve til Bruxelles med en veninde i fredags og hjem igen mandag, men onsdag inden afrejsen modtager den 23-årige journaliststuderende en mail fra Ryanair om, at hendes fly var aflyst.

- Det var kun hjemturen, der var aflyst, men problemet var, at der ikke var et andet fly på hjemrejsedatoen. Så enten kunne vi komme hjem lørdag eller tirsdag, og det passede os ikke, fortæller Amanda Schmidt Hansen til TV 2.

Det endte med, at de to piger måtte aflyse hele turen.

Amanda Schmidt Hansen er godt klar over, at hun kan få en kompensation, men hun ved ikke, om hun vil udnytte den, da det er en lang proces.

- Da turen er under 1500 kilometer, vil vi få cirka 1800 kroner tilbage. Vi søger i første omgang om at få pengene retur, og så har vi fået et gavekort fra Ryanair til vores næste flyrejse som undskyldning.

I en mail til TV 2 skriver talsmand fra Ryanair Chris Lundshøj: 

- Ryanair overholder fuldt ud alle EU261-krav. Alle berørte passagerer er blevet rådgivet om deres muligheder for at ombooke eller modtage en refusion, samt eventuelle gældende EU261-rettigheder.

RETTET: Efter en mailkorrespondance med Ryanair har det vist sig, at Amanda Schmidt Hansen havde fået oplyst muligheden for kompensation af flyselskabet. Det skrev TV 2 tidligere, at hun ikke havde. 

Ryanair: Her er de danske flyaflysninger

15. september

Rutenummer: FR7382/7381
Strækning: Stansted-København-Stansted
Antal: 2

16. september

Rutenummer: FR712/713
Strækning: Stansted-Aarhus-Stansted
Antal: 2
 
Rutenummer: FR1251/1252
Strækning: Stansted-Aarhus-Stansted
Antal: 2

17. september

Rutenummer: FR9331/9332
Strækning: Pisa-Billund-Pisa
Antal: 2

20. september

Rutenummer: FR201/200
Strækning: Charleroi-København-Charleroi
Antal: 2

21. september

Rutenummer: FR5172/5173
Strækning: Stansted-Billund-Stansted
Antal: 2

22. september

Rutenummer: FR201/200
Strækning: Charleroi-København-Charleroi
Antal: 2
 
Rutenummer: FR7382/7381
Strækning: Stansted-København-Stansted
Antal: 2

23. september

Rutenummer: FR1251/1262
Strækning: Stansted-Aalborg-Stansted
Antal: 2

24. september

Rutenummer: FR2676/2677
Strækning: Bologna-København-Bologna
Antal: 2

Hver mandag frem til 28. oktober

Rutenummer: FR201/200
Strækning: Charleroi-København-Charleroi
Antal: 10

Hver tirsdag frem til 28. oktober

Rutenummer: FR201/200
Strækning: Charleroi-København-Charleroi
Antal: 10

Hver torsdag frem til 28. oktober

Rutenummer: FR2990/2989
Strækning: Bergamo-København-Bergamo
Antal: 10

Hver fredag frem til 28. oktober

Rutenummer: FR201/200
Strækning: Charleroi-København-Charleroi
Antal: 10

Hver lørdag frem til 28. oktober

Rutenummer: FR201/200
Strækning: Charleroi-København-Charleroi
Antal: 10