Vil ikke udstille Muhammed-tegninger - men Kurt Westergaard har en løsning

Trykkefrihedsselskabet mener, der er tale om selvcensur, når Skovgaard Museet i Viborg ikke vil udstille Muhammed-tegningerne.

På fredag åbner Skovgaard Museet i Viborg en udstilling, der allerede nu har skabt en voldsom debat. Med på udstillingen er blandt andet et billede, hvor Jesus på korset er nedsunket i kunstnerens urin.

Udstillingen hedder Billedstorm. Formålet er at vise, hvordan blasfemi siden reformationen har provokeret og skræmt publikum.

Den berømte lort på dåse af Manzoni og et glas med dele fra Bjørn Nørgaards parterede hest er også med på udstillingen, men her er ingen Muhammed-tegninger, som ellers har været omdrejningspunktet for blasfemidebatten de sidste 10 år.

- Fordi de er så polariserende. Så vi synes, at hvis vi viser dem, vil det være det eneste, der vil blive talt om – og nu er det så ironisk, at nu har vi valgt ikke at vise dem, og så er det det eneste, der bliver talt om, siger museumsleder Anne-Mette Willumsen til TV 2.

Kurt Westergaard forstår beslutningen

Som en af de tegnere, der tydeligt har mærket konsekvenserne efter den 11 år gamle tegningkrise, forstår Kurt Westergaard beslutningen. 

Et blankt stykke papir med initialerne nederst i højre hjørne. Det ville være bidraget, hvis han skulle udstille på Skovgaard Museet.

- Det er det, man kan vise, og så ville det sikkert give nogle kraftige associationer til et af ikonerne for ytringsfriheden, siger tegneren Kurt Westergaard til TV 2.

Kurt Westergaards bidrag til den nye udstilling - hvis de vil have den.
Kurt Westergaards bidrag til den nye udstilling - hvis de vil have den. Foto: TV 2

Trykkefrihedsselskabet mener, at der er tale om selvcensur, når ikke museet vil udstille Muhammed-tegningerne.

- Det kan kun være udtryk for en fejhed og en selvcensur, der i den her sammenhæng er upassende. For hvad er egentlig formålet med at have en udstilling om blasfemi, hvis man ikke tør have noget med, siger Aia Fog, der er næstformand i Trykkefrihedsselskabet.

Sikkerhed har spillet rolle

Det mener de ikke på museet, men de indrømmer, at sikkerhed har spillet en rolle.

- Det ville være naivt, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt over den sikkerhedsrisiko, der selvfølgelig er forbundet med at vise Muhammed-tegningerne. Det var ikke den primære årsag til at fravælge dem, men jo, det er også noget, vi har taget med i vores betragtninger, siger museumsleder Anne-Mette Willumsen.

Overvejer Westergaards nye tegning

Det er biskoppen i Viborg, der skal åbne udstillingen på fredag - og han vil ikke savne Muhammed-tegningerne.

- Jeg synes, det er noget pjat. Det har ikke noget at gøre med at turde – eller ikke turde. Her har man ønsket at lave en udstilling, der bliver farlig for dig og mig. Det gør den ved, at de billeder, der bliver præsenteret, er nogle billeder, der går tæt på os og vores religiøsitet. Det synes jeg, er ganske flot, siger biskop Henrik Stubkjær.

TV 2 har her til aften spurgt Skovgaard Museet, om de vil udstille Kurt Westergaards blanke stykke papir med hans initialer. De vil nu overveje, om der er plads til tegningen i udstillingen.

Fra på fredag kan publikum selv se, om tegningen er med - udstillingen er åben frem til 30. december.