Så klamme kan skoletoiletter være

16x9
Ashley Brereton, direktør i Brave, har kun besøgt én skole, hvor alle toiletterne var rene. Foto: Ashley Brereton

Vores måde at tænke toiletforhold på er gammeldags. Derfor bliver toiletterne hurtigt så ulækre, at skoleeleverne ikke vil bruge dem, mener konsulent.

En femtedel af landets folkeskoleelever holder sig i løbet af skoledagen og går først på toilettet om eftermiddagen, når de kommer hjem igen. 

Det gør de, fordi de synes, toiletterne er for ulækre, eller fordi de er bange for, at deres klassekammerater kan se ind eller lugte og høre noget.

- Toiletterne er nok det mest forsømte område i hele folkeskolen. Der kommer jo aldrig et voksent menneske herud, siger Ashley Brereton. 

Han er er direktør i konsulentfirmaet Brave, som vejleder skoler i, hvordan de kan gøre toiletforholdene bedre for eleverne.

Når han besøger skoler rundt om i verden er tis på vægge og gulve, summende fluer samt ødelagte låse og håndtag langt fra et sjældent syn. Faktisk har Ashley Brereton kun besøgt én skole nogensinde, hvor alle toiletterne var rene. 

Han understreger, at der selvfølgelig af og til er tale om hærværk fra elevernes side, men at det i langt de fleste tilfælde handler om, at de fysiske rammer omkring toiletterne ikke er gode nok. 

- Det er en kultur, vi er nødt til at gentænke. Det handler ikke om dårlige lærere, elever, forældre eller rengøringsmedarbejdere, men vores måde at tænke toiletforhold på. Den er måske lidt gammeldags, siger Ashley Brereton. 

I galleriet herunder kan du bladre i billederne og se nogle af de ulækre toiletter, Ashley Brereton har set i forbindelse med sine besøg på en række af landets skoler.