Først blev de anbragt i Helvede - så splittede kommunen søstrene op og svigtede dem igen

I forbindelse med en ny dokumentar undskylder Slagelses borgmester for de anbringelser, kommunen udsatte søstrene for efter plejefaren fra Helvede.

14-årige Nanna skriger efter hjælp. Hun er blevet væltet omkuld på det kolde og hårde linoleumsgulv på børnehjemmet, hvor hun bor. Oven på hende ligger to fremmede mænd. Nanna er i chok. Hun hyperventilerer. Hendes primærpædagog fra børnehjemmet, Maria Skov, er øjenvidne til episoden. Hun forsøger at berolige Nanna ved at nusse hende i håret og ae hende på kinden. Til stede er også en fremmed kvinde, der siger til Nanna:

- Hvis du opfører dig ordentligt, opfører alle sig ordentligt.

De tre fremmede får Nanna på benene, fører hende ud til en bil og kører hende væk.

Ulovlighed på ulovlighed

Ifølge socialpædagog Maria Skov var det, der skete på børnehjemmet den sommerdag i 2006, en ulovlig magtanvendelse. Og magtanvendelsen er langt fra den eneste ulovlighed i Nannas sag, hvis man spørger en ekspert i børns sociale rettigheder. I en ny dokumentar om Nanna Hansen og hendes to yngre søstre Sapran og Amal Hassna peger Caroline Adolphsen, der er lektor i børneret ved Aarhus Universitet, på en stribe ulovligheder og svigt, der fandt sted, mens Slagelse Kommune havde ansvaret for de tre forældreløse søstre.

- Søstrenes sag giver jo et samlet billede af en kommune, der slet ikke har taget børneområdet og reglerne på området alvorligt i forhold til, hvad de skal – nemlig at sikre, at de her børn i sidste ende forhåbentlig kommer ud og kan leve et nogenlunde ordentligt voksenliv, siger Caroline Adolphsen.

Nanna, Sapran og Amal var ellers sårbare børn, der havde brug for særlig støtte.

'Anbragt i Helvede'

For knap to år siden bragte TV 2 dokumentaren 'Anbragt i Helvede'. Historien handlede om Nanna, Sapran og Amal, der blev gjort forældreløse, da deres far bortførte, dræbte og begravede deres mor. Faren blev dømt og siden udvist af Danmark. Efter drabet og en kortere anbringelse på et københavnsk børnehjem kom de tre søstre og deres udviklingshæmmede storesøster i pleje hos en dagplejemor og en elektriker, der boede sammen med deres to sønner på en gård ved Skælskør.

Dengang var de fire søstre mellem fire og otte år gamle.

Amal Hassna, Sapran Hassna og Nanna Hansen står i en ny TV 2 dokumentar frem og fortæller om de kritisable og ulovlige anbringelser Slagelse Kommune udsatte dem for, efter de blev fjernet fra overgreb og vold hos en plejefar i Skælskør.
Amal Hassna, Sapran Hassna og Nanna Hansen står i en ny TV 2 dokumentar frem og fortæller om de kritisable og ulovlige anbringelser Slagelse Kommune udsatte dem for, efter de blev fjernet fra overgreb og vold hos en plejefar i Skælskør. Foto: Lars Erik Andreasen / TV 2

Plejefarens vold

Plejefaren udsatte flere gange Sapran for vold. Hun forklarer for eksempel, at hun var få centimeter fra at få en træstub i hovedet, da plejefaren en dag afslørede, at hun var ved at bygge en hule i haven. Først kastede han hende op i luften uden at gribe hende igen, og da hun så lå på jorden, kastede han træstubben efter hende.

- Jeg var rigtig overbevist om, at nu skulle jeg dø, husker Sapran Hassna.

Amal blev også slået af plejefaren, hvilket hun grædende fortalte til sin skolelærer, der skrev en underretning til kommunen.

Det blinde øje

Og det var langt fra den eneste underretning, som Slagelse Kommune modtog under søstrenes anbringelse. Fagfolk rundt om pigerne underrettede om ydmygelser, afstraffelser, blå mærker og vold på plejefamiliens gård ved Skælskør, men kommunen undlod at reagere. Heller ikke, da en lokal læge underrettede om muligt sexmisbrug af Amal på grund af skader på pigens underliv, reagerede kommunen.

Slagelse Kommune vendte med andre ord det blinde øje til mistanken om både vold og sexmisbrug.

- Jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg vidste ikke, hvad det hed. Jeg vidste ikke, at det var misbrug. Men det gjorde ondt, forklarede Amal Hassna i 'Anbragt i Helvede'.

Plejefarens sexovergreb

Men Amal var ikke plejefarens første offer. I perioder sexmisbrugte han Nanna på ugentlig basis.

- Det der med, at man lukker øjnene, tager sin bamse, putter sig ind til den og ved, at far og mor passer på én, eksisterer ikke. Så når du lukker øjnene, så er det eneste, du beder til, at han ikke kommer ind til dig. Men du ved godt inde i dig selv, at lige meget hvad så kommer han ind til dig, fortalte Nanna Hansen, der tidligere hed Randa Hassna, i 'Anbragt i Helvede'.

Plejefaren kom aldrig ind til Sapran om natten, men han blufærdighedskrænkede hende.

- Puha! Det var en rigtig grimrian

I 2008 fik plejefaren fem års fængsel for vold, blufærdighedskrænkelser og sexmisbrug i byretten. En dom, som landsretten senere stadfæstede. Domstolene fratog også plejefaren retten til at være sammen med børn – både på jobbet og i fritiden.

Ni år senere har søstrene nu fået rettens ord for, at Slagelse Kommune havde et medansvar for deres ulykkelige barndom i Skælskør. Retten har givet de tre søstre en erstatning på 100.000 kroner hver for offentligt omsorgssvigt. I et resumé af dommen skriver landsretten blandt andet:

- At det efter karakteren og alvoren af de forskellige (…) bekymringer må have stået klart for kommunen, at pigerne under anbringelsen (…) risikerede at blive udsat for person­lige overgreb, men at kommunen ikke på noget tidspunkt tog skridt til at undersøge forholdene hos plejefamilien nærmere eller hindre, at sådanne overgreb fandt sted.

Og så kunne historien jo egentlig slutte her, men det gør den ikke. For Hassna-søstrenes retssag mod Slagelse Kommune handlede alene om anbringelsen i plejefamilien. Men da søstrene slap væk fra krænkelserne på gården ved Skælskør, var de stadigvæk forældreløse børn, hvis skæbne i høj grad lå i kommunens hænder.

- Når man har lavet så grum en fejl i denne her første plejefamilie, som man har, så burde man som kommune sige: "Puha! Det var en rigtig grimrian. Nu må vi tage os sammen, og vi må gøre tingene ordentligt". Men det er ikke det, der sker, fortæller socialpædagog Maria Skov, der er en af de eneste voksne, som Amal, Sapran og Nanna har tillid til.

Søstrenes morbror havde forældremyndigheden over dem dengang, men han følte sig ikke i stand til at tage sig af sine niecer – det var derfor kommunens ansvar at finde et trygt hjem til dem.

Skyld og skam

Tilbage i bilen hos de tre fremmede forstår 14-årige Nanna ikke, hvad der sker. Hun er blevet varslet om, at hun skal flytte, fordi hun er ved at vokse ud af Vendebo – børnehjemmet i Ringsted, hvor socialpædagog Maria Skov arbejder – og fordi hun er begyndt at stikke af og lave hærværk. Nanna fortæller, at hun var blevet lovet et stort teenageværelse og adgang til en hest, men den første tid tilbringer hun i et sommerhus uden heste og uden kontakt til sine yngre søstre, der er blevet boende på børnehjemmet.

Tænk nu, hvis plejefaren kom tilbage og gjorde mig ondt

Nanna Hansen

Selvom de kan være to irriterende møgunger, føler Nanna, at hun er blevet revet væk fra Sapran og Amal, få måneder efter at de tre søstre er blevet genforenet på samme afdeling på børnehjemmet. Hun har lovet sin afdøde mor at passe på dem, fordi hun er den store. Et løfte, hun allerede har brudt én gang.

- Hvordan skal jeg beskytte mine små søskende, når jeg er anbragt her i et sommerhus, spørger Nanna sig selv.

Nanna bærer på en dyb skyldfølelse, fordi hun er sluppet væk fra krænkelserne på gården ved Skælskør tre år før Sapran og Amal. Da Nanna bliver fjernet på grund af mistrivsel, undersøger kommunen nemlig ikke de andre plejebørns trivsel. Da Sapran og Amal bliver fjernet, er forklaringen, at plejefamilien ikke længere kan matche deres behov.

På det tidspunkt er kommunen gentagne gange blevet advaret om, at søstrene kan være ofre for vold og sexmisbrug, men det er altså ikke på grund af advarslerne, at Sapran og Amal til sidst slipper væk.

Tre kilometer fra sexforbryder

Efter få uger i sommerhuset bliver Nanna kørt hen til sit nye hjem. Stedet hedder Tystoftegård og er – som navnet siger – en gård, der ligger ved Skælskør. En dag møder Nanna en af plejefarens sønner på tanken, og pludselig går det op for hende, at hun bor bare tre kilometer fra plejefarens daværende gård.

- Tænk nu, hvis plejefaren kom tilbage og gjorde mig ondt. Nu vidste han jo, hvor jeg boede henne, fortæller Nanna, der panikker og skynder sig hjem.

På Tystoftegård fortæller Nanna personalet, at hun er blevet sexmisbrugt af sin tidligere plejefar, der bor bare tre minutter væk i bil, men ingen tror på hende.

Nanna blev anbragt på Tystoftegård, der lå på Bybjergvej. Kun tre minutter væk i bil på Næstved Landevej boede plejefaren, som havde slået og voldtaget hende.
Nanna blev anbragt på Tystoftegård, der lå på Bybjergvej. Kun tre minutter væk i bil på Næstved Landevej boede plejefaren, som havde slået og voldtaget hende. Foto: Google Map

I stedet bliver Nanna mandsopdækket. Nanna forklarer, at der er mandlige pædagoger med hende i klasseværelset på skolen i dagtimerne, og at der typisk sover en mand på gulvet på hendes værelse om natten. Nanna foretrækker at låse døren om natten, fordi hun har mareridt om plejefaren, men personalet på Tystoftegård fjerner ifølge Nanna i perioder døren, så hun ikke kan låse sig inde.

Mændene giver Nanna kuldegysninger.

- På daværende tidspunkt vidste jeg jo ikke, at alle mænd ikke er ens. Så jeg hadede jo mænd. Jeg ville ikke have, at de skulle være i nærheden af mig. De skulle ikke røre mig. De skulle ikke være tæt på mig, fortæller Nanna.

Søvnløse nætter

Nanna har så mange søvnløse nætter på Tystoftegård, at hun i desperation ringer til sin tidligere primærpædagog fra børnehjemmet. Efter telefonsamtalen kigger Maria Skov forbi. Hun forklarer personalet, at det er sandt, når Nanna siger, at hun er offer for sexmisbrug, og at gerningsmanden bor lidt længere nede ad vejen.

- Du havde bedt mig om at forklare, hvad der egentlig var sket. Meget syret at skulle forklare sådan nogle ting, mens du sad ved siden af. Og du blev ved med at sige: "Jamen, det har jeg jo sagt. Det har jeg jo sagt", husker Maria Skov, da hun og Nanna under optagelserne til 'Anbragt – Efter helvedet' tager tilbage til Tystoftegård.

Nanna Hansen har stadig mareridt om tiden hos plejefaren i Skælskør.
Nanna Hansen har stadig mareridt om tiden hos plejefaren i Skælskør. Foto: Lars Erik Andreasen / TV 2

En ledning om halsen

I september 2006 underretter personalet på Tystoftegård Slagelse Kommune om, at plejefaren "måske" har forgrebet sig på Nanna og hendes søskende, men kommunen undlader at reagere.

Nanna må altså blive boende bare tre kilometer fra den mand, der i perioder har sexmisbrugt hende på ugentlig basis. Nanna blev ikke fjernet fra ham på grund af sexmisbruget, men på grund af mistrivsel, og nu mistrives hun igen. Nanna forklarer, at hun ringer direkte til sin sagsbehandler uden at blive taget alvorligt, selvom hun er knap 15 år gammel.

Nanna bliver mere og mere desperat.

- Til sidst så blev det for meget. Så tog jeg en ledning oppe fra mit værelse af og proppede den rundt om halsen på mig selv, og så sprang jeg ud fra førstesalen. Ledningen knækkede selvfølgelig, og jeg slog mig bare, fortæller Nanna og fortsætter:

- Det er svært at være i den her virkelighed, når du føler, at du er tilbage i et helvede igen.

Man skal undersøge noget så alvorligt

Caroline Adolphsen, Lektor i Børneret

Teenagere skal høres

I dag kritiserer eksperten, at Nannas stemme ikke blev hørt dengang.

- Det er jo forståeligt nok, at man ikke har lyst til at være i nærheden af et menneske, der har sexmisbrugt én. Det betyder ikke nødvendigvis, at hun skal anbringes et andet sted, for hun skal være det sted, der socialpædagogisk er bedst egnet for hende. Men det er klart, at man skal lytte til denne her ret store piges indvendinger, også i forhold til om den socialpædagogiske indsats overhovedet kan lykkes, hvis hun har så meget modstand på, siger lektor Caroline Adolphsen fra Aarhus Universitet.

Kommunen har registreret underretningen fra Tystoftegård og erkender, at "det er korrekt", at kommunen ikke reagerede. Eksperten kalder det en klar pligtforsømmelse.

- Man skal undersøge noget så alvorligt. Eller også skal man skrive i journalen: "Vi tror simpelthen ikke på det". Så har man det grundlag at arbejde ud fra. Man kan ikke bare ignorere det, uddyber Caroline Adolphsen.

I pleje hos politianmeldt plejefar

Efter tre måneders tavshed fra Slagelse Kommune må Amal selv melde plejefaren til politiet i december 2006. Hun har hørt, at han har fået nye piger i pleje. Pigerne er 11 og 14 år gamle.

- Jeg kunne slet ikke leve med mig selv, hvis jeg vidste, at jeg ikke havde gjort noget ved det, forklarer Amal.

Maria Skov er med på politistationen.

- Det er en ung pige – et stort barn, som skal tage sagen i egen hånd for, at der sker et eller andet i det. Det synes jeg er umenneskeligt, fortæller socialpædagogen.

Men politianmeldelsen kommer ikke de nye plejebørn til gode med det samme.

- Når politiet går ind i en sag, så kan man jo ikke sige: "Det gider vi ikke forholde os til", siger lektor Caroline Adolphsen fra Aarhus Universitet.

Men ikke desto mindre gør Slagelse Kommune ingenting. Først da politiet sigter plejefaren for sexmisbrug af Nanna og Amal i februar 2007, inddrager kommunen mandens plejetilladelse. De nye plejebørn fjernes altså ikke akut, men over fem måneder efter at Nannas sagsbehandler modtager underretningen fra Tystoftegård.

Hvis samme sagsbehandler havde bladret i søstrenes sagsmappe dengang, ville han have set en mindre stak underretninger fra fagfolk, der mistænkte plejefaren fra Skælskør for vold og sexmisbrug, mens Hassna-søstrene var anbragt hos ham i perioden 1999-2005.

Amal Hassna blev for ti år siden hentet uden varsel af to mænd og kørt til Norge. Her boede hun i næsten ti måneder hos flere plejefamilier, som kommunen ikke havde de præcise navne og adresser på.
Amal Hassna blev for ti år siden hentet uden varsel af to mænd og kørt til Norge. Her boede hun i næsten ti måneder hos flere plejefamilier, som kommunen ikke havde de præcise navne og adresser på. Foto: Lars Erik Andreasen / TV 2

Har i det mindste hinanden

Amal har haft det svært efter tiden hos plejefaren, og efter politianmeldelsen bliver hendes tilstand mere og mere kritisk.

- Jeg var ret voldelig, og jeg var ret aggressiv. Når man har begravet sin egen mor, og man samme dag har mistet sin far, og man så ryger i en plejefamilie, som har udsat én for tortur og seksuelt misbrug, sult, vold – you name it – og man så bliver placeret på en institution efterfølgende, så er man helt ødelagt, forklarer Amal.

Da Maria Skov stopper på børnehjemmet i Ringsted, kollapser Amals hverdag, fordi socialpædagogen er den eneste voksne, som hun har tillid til.

- Så rent psykisk er hun vanvittigt sårbar og føler sig ensom og svigtet, husker Maria Skov, der bevarer kontakten til alle tre søstre, selvom hun ikke arbejder på børnehjemmet længere.

Men i det mindste har 13-årige Amal og 14-årige Sapran hinanden. Selvom de to søstre er meget forskellige – Amal vender sine følelser udad, mens Sapran vender dem indad – forsøger de at beskytte hinanden. Men en forårsdag i 2007 sker der noget dramatisk.

- Fordi du er jo et problembarn, og du skulle bare væk, husker Sapran Hassna, da hun under optagelserne til 'Anbragt – Efter helvedet' tager tilbage til børnehjemmet Vendebo med sin lillesøster.

- Hun har ingen chance

13-årige Amal skriger efter hjælp. Hun er ved at blive afhentet på børnehjemmet af to fremmede mænd. Kort forinden har lederen af børnehjemmet fortalt Amal, at hun skal anbringes i Norge, fordi børnehjemmet ikke vil have hende længere. Amal tænker: "Det kommer ikke til at ske, at du kommer til at tage mig væk fra min søster". Hendes få personlige ejendele er blevet smidt ned i en sort sæk. Lederen af det private firma Vildmarksprojektet fører hende ud til en bil, hvor en af hans medarbejdere venter.

Det var unødvendigt. Unødig vold

John Søndergaard, tidligere medarbejder i Vildmarksprojektet

Da Amal sætter sig ind i bilen, bliver børnelåsen aktiveret. Amal panikker. Hun tænker: "Hvem fanden er jeg endt i hænderne hos?" Amal og projektlederen råber i munden på hinanden. På et splitsekund skubber projektlederen 13-årige Amal ned i bunden af bilen. Medarbejderen, der sidder bag rattet og ser på, tænker: "En voksen mand på 65-66 kilo og en lille pige på knap 40 kilo. Hun har ingen chance". Det gør ondt, og Amal kan ikke få luft. Da hun får hovedet op igen, er hun svimmel.

Kuet og knækket

Projektleder Ole B. Nielsen giver Amal besked på at tage ham i hånden og gå med ham ind i et skovbryn ved børnehjemmet. Medarbejder John Søndergård får at vide, at han skal blive i bilen. Det gør han, men jo mere han tænker over situationen, desto mere mærkelig synes han, at den er. I mellemtiden forsvinder Ole B. Nielsen og Amal ind i skoven.

- Da de kommer tilbage fra skoven, der er hun jo kuet. Der er hun kuet. Der er hun ligesom knækket. Der er der ro på hende, husker John Søndergaard, der ikke arbejder for Vildmarksprojektet længere.

Siden dengang har han uddannet sig til socialpædagog, og i dag tøver han ikke med at sige sin ærlige mening om det, der skete dengang.

- Det var unødvendigt. Unødig vold. Man kan dårligt kalde det omsorg, siger øjenvidne John Søndergaard.

Hvorfor forsøgte du ikke at stoppe Ole?

- Fordi han gav indtryk af, at han havde styr på, hvad han gjorde. Og så må jeg sige, vi bliver alle sammen klogere og lærer hen ad vejen, og jeg var simpelthen ikke klogere dengang.

Dér tror jeg virkelig, at jeg gik psykisk ned

Amal Hassna

- Syg i hovedet

Ole B. Nielsens version af episoden er noget anderledes. Han fortæller, at Amal slog, sparkede og bed.

- Jamen, det, jeg gør, er, at jeg laver omsorg for hende, så hun ikke får smadret bilen fuldstændig indvendigt, siger han og fortsætter:

- Det tror jeg også, at Danmarks befolkning kan se. Hvis en pige er så syg i hovedet, at hun sparker og regerer, så må du sgu holde hende lidt nede, så hun ikke får smadret hele bilen. Det er sgu sund fornuft.

Amal anklager Ole B. Nielsen for vold i skovbrynet. En anklage, som den tidligere leder af Vildmarksprojektet, blankt afviser.

- Jeg har gode erfaringer med at være på tomandshånd med de unge, når jeg skal forklare dem, at de ikke skal lave vold. Når jeg skal forklare for eksempel Amal: "Du må ikke slå voksne lige i hovedet. Du må ikke sparke på et rat, så vi kører i grøften". Så er det godt, at jeg er face to face. Så går det altså meget bedre ind i hovedet på dem, siger han.

I Ole B. Nielsens egne papirer fra dengang beskriver sig selv som mekaniker, bjørnejæger og judomester. I dag er han førtidspensionist og arbejder ikke længere med børn.

110.000 om måneden for at kigge på bjerge

I Norge – cirka 1000 kilometer væk fra sine nærmeste – mistrives 13-årige Amal i en plejefamilie.

- Jeg tror, at jeg gik psykisk ned deroppe. Dér tror jeg virkelig, at jeg gik psykisk ned, fortæller Amal Hassna og fortsætter:

- Jeg sad bare og kiggede på bjerge dagen lang.

Slagelse Kommune betaler 110.000 kroner om måneden for anbringelsen, der er på ubestemt tid. Amal forklarer, at hun får at vide, at hun først kommer hjem, når hun har lært at opføre sig ordenligt. Hun får ingen socialpædagogisk støtte.

Den norske plejefamilie har ingen erfaring med omsorgssvigtede børn. Da Amal flytter ind, ved familien ikke, at hun har meldt sin tidligere plejefar til politiet for sexmisbrug. Familien ved heller ikke, at Slagelse Kommune kort forinden har ignoreret et forslag fra Maria Skov om ekstra støtte til, at Amal kan gennemføre et terapiforløb på Rigshospitalet for sexmisbrugte børn.

Intet tilsyn 1000 kilometer nord for Slagelse

Og det er ikke det eneste problem.

- Man må ikke anbringe børn i udlandet. Det er simpelthen ulovligt, konstaterer lektor Caroline Adolphsen fra Aarhus Universitet.

Alligevel tillader Slagelse Kommune anbringelsen.

Med tiden får Amal det bedre, fordi hun møder andre danske børn, der også er anbragt i Norge. Men hun savner sine søstre og sin morbror. Den ulovlige anbringelse varer i knap et år.

- Jeg har ikke set nogen som helst mennesker eller talt med nogen som helst mennesker fra kommunen af, fortæller Amal Hassna.

- Slagelse Kommune skal føre tilsyn med alle de anbragte børn fra kommunen, uanset hvor de er anbragt henne. Og det bliver jo ikke mindre af, at man sender hende til udlandet, siger Caroline Adolphsen.

"Meget beregnende" søstre

Mens 13-årige Amal er i Norge, underretter 16-årige Nanna Slagelse Kommune om mulig vold mod Amal.

En sagsbehandler skriver følgende i Amals journal:

- Randa (Nanna, red.) oplyser, at Amal ringer cirka to gange om ugen til Randa, hvor hun grædende fortæller, at hun ikke har det godt i Norge. Hun fortæller også, at hun bliver slået. Randa er bekymret og oplever, at Amal ikke trives.

Håndskrevet note fra sagsbehandler i Slagelse Kommune efter et opkald fra Amals storesøster Nanna, der dengang hed Randa.
Håndskrevet note fra sagsbehandler i Slagelse Kommune efter et opkald fra Amals storesøster Nanna, der dengang hed Randa. Foto: Papir fra Amals sagsmappe

I et notat fra samme dag har sagsbehandleren skrevet:

- Randa er meget beregnende og skyr ingen midler for at opnå, hvad hun ønsker. Amal er også beskrevet som meget beregnende. Med tanke på de to søstres adfærd og psykologiske sammensætning er det ikke utænkeligt, at underretningen er en bevidst handling. Dette ændrer naturligvis ikke ved, at underretningen skal undersøges nærmere (…).

Men det gør Slagelse Kommune ikke.

"Regulær mishandling"

I et forsøg på at stoppe lederen af Vildmarksprojektet betror Amal sig til en socialpædagog, da hun kommer tilbage til Danmark i foråret 2008.

I en dagbog fra dengang skriver socialpædagogen følgende om Ole B. Nielsen og Amal:

- (…) Hun havde ligget og grædt og bedt om tilgivelse for at få ham til at stoppe, men intet havde hjulpet. For mig at se er der tale om regulær mishandling.

- De bør selvfølgelig undersøge det nærmere, kontakte pædagogen og høre: "Hvordan har du fået de her oplysninger? Hvad er din vurdering af dem?" Snakke med Amal. Så det er et lovbrud, at man ikke gør det, siger lektor Caroline Adolphsen.

Jeg følte mig så forrådt. Jeg følte mig så fortabt

Sapran Hassna

Tak, fordi du gider mig

Mens Amal er i Norge, bliver Sapran mere og mere deprimeret.

- De havde flyttet min søster, og jeg var alene tilbage på Vendebo. Jeg havde ikke noget. Jeg følte ikke, jeg havde nogen fremtid, fortæller Sapran Hassna.

Men så lærer Sapran en ny pædagogmedhjælper ved navn Kirsa at kende.

- Jeg følte mig taknemmelig for, at der var nogen, der gad mig på den måde, husker Sapran Hassna.

Uden at spørge kommunen først flytter Sapran ind hos hende.

- Mit indtryk var, at det ville være rigtig rigtig usundt for Sapran, og det ville ende med at gøre hende rigtigt ondt, fortæller socialpædagog Maria Skov, der i startfasen fører tilsyn med 15-årige Sapran.

Slagelse Kommune tillader anbringelsen, men det går hen over hovedet på Sapran.

- Altså, jeg havde fået det oppe i mit hoved til, at det, hun gjorde, det gjorde hun jo, fordi hun elskede mig. Fordi hvorfor skulle hun ellers tage mig ind, spørger Sapran Hassna sig selv.

Hvad Sapran ikke ved, er, at Slagelse Kommune betaler over 150.000 kroner i snit pr. måned for anbringelsen, der på papiret indebærer socialpædagogisk støtte døgnet rundt. Sapran forklarer, at hun i perioder er helt alene i lejligheden trods den høje takst. Maria Skov bekræfter, at hun flere gange er på tilsynsbesøg, mens Kirsa er bortrejst.

- Det vil jo sige, at der er givet for mange penge, men også, at hun (Sapran, red.) ikke har fået den støtte, hun var berettiget til, siger Caroline Adolphsen.

Sapran Hassna fortæller, at hun i perioder boede på gaden i tiden efter hun var blevet smidt ud af Kirsas lejlighed. Hun var på det tidspunkt 18 år og havde været anbragt hos pædagogmedhjælperen i ca. tre år.
Sapran Hassna fortæller, at hun i perioder boede på gaden i tiden efter hun var blevet smidt ud af Kirsas lejlighed. Hun var på det tidspunkt 18 år og havde været anbragt hos pædagogmedhjælperen i ca. tre år. Foto: Lars Erik Andreasen / TV 2

Låst ude i eget hjem

Sapran tænker: "Pinligt!"

Hun er taget hjem i Kirsas lejlighed sammen med et hold fra gymnasiet. Holdets opgave er at lave en film sammen. Sapran er stolt af at bo i en herskabslejlighed tæt på Rådhuspladsen i København, men den ene halvdel af lejligheden er låst af, og Sapran har ingen nøgle. En af hendes klassekammerater begynder at grine. Hun føler sig ydmyget og ved ikke, hvad hun skal sige. Kirsa har ikke fortalt hende, at hun ikke længere må sætte sine fødder i den del af lejligheden.

Kort efter giver Kirsa Sapran besked på at flytte.

- "Og hvis du ikke gør det nu"… Jamen, så var det lige før, at vi begge to blev smidt i fængsel. Det var den følelse, hun gav mig, fortæller Sapran Hassna og fortsætter:

- Jeg følte mig så forrådt. Jeg følte mig så fortabt.

I månederne efter, at gymnasieeleven Sapran blev smidt ud af Kirsas lejlighed, blev hendes liv så kaotisk, at hun i en periode ikke havde egen bolig og derfor nogle nætter måtte overnatte på biblioteker og i parker.

Da Sapran under optagelserne til dokumentaren ringer til sin tidligere sagsbehandler i København, får hun et klart svar på, hvorfor Kirsa bad hende flytte ud.

Kirsa vil ikke stille op til interview, men skriver til TV 2 Dokumentar, at hun fik en timeløn, der svarer til en pædagogmedhjælpers. Hun svarer ikke på, hvordan det hænger sammen med, at Slagelse Kommune betalte over 150.000 kroner i snit pr. måned for anbringelsen ifølge kommunens egne tal. Alene i 2010 kostede Saprans anbringelse Slagelse Kommune over 2,2 millioner kroner.

Kirsa skriver også, at hendes handlinger udspringer af omsorg.

- Den største fejl er ligegyldigheden

Efter tiden med vold og sexmisbrug hos plejefaren fra Skælskør anbragte Slagelse Kommune altså de tre forældreløse og sårbare søstre i en stribe forskellige og tvivlsomme projekter – kun med lidt kontakt til hinanden.

Socialpædagog Maria Skov, der har fulgt og stadigvæk følger søstrene tæt, er rystet over sagsbehandlingen.

- Man laver den ene fejl på den anden fejl på den tredje fejl. Og den største fejl i min verden, det er ligegyldigheden, fortæller hun.

Ifølge eksperten i børns sociale rettigheder er Slagelse Kommunes håndtering af søstrenes børnesag efter anbringelsen i plejefamilien fra Skælskør også et offentligt omsorgssvigt.

- Kommunen har haft en masse opgaver, som man ikke har varetaget, fordi man ikke har ført tilsynet, fordi man ikke har snakket med pigerne, fordi man ikke har fulgt op på indsatsen, fordi man ikke har journalført, som samlet set gør, at kommunen ikke har løftet opgaven. Det er et myndighedssvigt, konkluderer lektor Caroline Adolphsen fra Aarhus Universitet.

De har jo frataget mig alt, hvad der kaldes barndom

Amal Hassna

Spild af millioner?

I perioden 2007-2010 betalte Slagelse Kommune sammenlagt over 18 millioner kroner for søstrenes anbringelser.

Man kan ikke beskylde Slagelse Kommune for at være nærig?

- Nej, det kan man ikke. Det er rigtigt. De kan bare aldrig finde ud af det, fortæller Sapran Hassna.

Kommunens håndtering af børnesagen har ifølge søstrene haft store konsekvenser.

- Min søster har boet på gaden. Jeg har boet på gaden, fortæller Nanna Hansen.

- Det har jo skadet mig på mange måder. De har jo frataget mig alt, hvad der kaldes barndom, fortæller Amal Hassna.

- Min lillesøster blev nødt til at være stærk for sig selv. Min storesøster blev nødt til at være stærk for sig selv. Jeg blev nødt til at være stærk for mig selv. Hvem skal ellers være stærk for dig? Så ja, vi var stærke, fortæller Sapran Hassna med tårer trillende ned ad kinderne.

Borgmester: Undskyld, Nanna, Sapran og Amal

Siden maj har TV 2 Dokumentar forsøgt at få borgmesteren i Slagelse Kommune til at medvirke i programmet 'Anbragt – Efter helvedet', men forgæves.

Borgmester Stén Knuth (V) har dog besluttet at stille op til et interview til TV 2 Nyhederne og her på tv2.dk.

- Jeg forstår godt kritikken, og jeg vil også godt her have lov til at sige undskyld til søstrene for den behandling, som de nu har fået fra vores kommune, efter at de blev fjernet fra plejefamilien, siger han.

Hvad tror du, at søstrene kan bruge sådan en undskyldning til?

- De kan i hvert fald opleve en borgmester, som siger undskyld for den manglende omsorg, vi burde have givet i forhold til søstrene her. At det ikke er endnu en sag, der bare skal overstås, men at det er dybtfølt, når jeg siger, at jeg beklager af hele mit hjerte, og at jeg er meget ked af det svigt, vi også som kommune har lavet.

Vil du gøre andet end at sige undskyld i forhold til de tre søstre - Amal, Sapran og Nanna?

- Altså, det er et svært spørgsmål. Det, jeg kan, er jo at sige undskyld. Jeg kan jo ikke give dem deres barndom tilbage.

Kan du sige dig fri for at have et ansvar for behandlingen af søstrenes sag?

- Nej, det kan jeg ikke. Og det kan ingen i det byråd, der har siddet gennem nogle perioder og har været en del af den her sag – eller i hvert fald har været vidne til, at den var der. Så nej, jeg kan heller ikke sige mig fri for det.

Fra og med 2007 til og med 2010 brugte Slagelse kommune over 18 millioner på søstrenes anbringelser. Hvad synes du, at de har fået for de penge?

- De har desværre ikke fået særlig meget.

Søstrene mener faktisk, at anbringelserne har været til mere skade end til gavn. Hvad mener du om det?

- Jamen, når jeg ser udsendelsen, så vil jeg jo give dem ret i, at det har været stærkt kritisabelt, og at det sikkert også har været til skade for deres virke som voksne mennesker.

Se dokumentaren 'Anbragt - Efter helvedet' torsdag kl. 20 på TV 2 eller lige nu på TV 2 Play.