7-årig druknede i svømmehal - vi gjorde ikke noget forkert, siger kommunen

16x9
Kemal druknede i en alder af syv år. Foto: Screendump Facebook / TV 2

Modlys og antal voksne i svømmehallen var skyld i, at der ikke var opsyn med Kemal. Advokat Lars Ulrich forbereder en retssag mod Lolland Kommune.

- Min kone og jeg føler os uretfærdigt behandlet, da ingen bliver stillet til ansvar for det, der er sket med vores søn.

Sådan lyder ordene fra Ahmet Türkyilmaz til TV 2. Han er far til 7-årige Kemal, der døde i en drukneulykke i Rødby Svømmehal tilbage i april. Fem måneder efter ulykken har Ahmet Türkyilmaz og hans kone stadig ikke fået svar på, hvorfor Kemal, der ikke kunne svømme, endte på bunden af det store bassin - druknet.

Modlys skyld i ulykke

Den dag i april, da Kemal var i svømmehallen med 37 andre børn med Søndre Skoles SFO, var der tre pædagoger med, hvoraf den ene var livredder. Og det er for få voksne, mener Ahmet Türkyilmaz. 

- Når der er 38 børn i en svømmehal med tre pædagoger, og kun én har livredderkursus - allerede dér har kommunen svigtet, siger han.

Hos politiet har man siden vurderet, at antallet af pædagoger samt livreddere og et kraftigt modlys gennem svømmehallens vinduer har været en af årsagerne til Kemals dødsfald. Det oplyser forældrenes advokat Lars Ulrich, som er blevet hyret til at køre parrets sag.

Ifølge advokaten, som har fået indsigt i politiets sagsakter, står konklusionen på Kemals dødsfald skrevet som følgende:

- Politiets vurdering er, at ulykken skyldes uheldige omstændigheder dels på grund af svømmehallens indretning med kraftigt modlys fra de store vinduer, hvorfor overblik over bassiner er besværligt, hvilket sammenholdt med opgaven med tilsyn af op til 15 børn for hver voksen kan være skyld i ulykken.

Jeg har aldrig hørt noget lignende, det virker som en begrundelse for ikke at foretage sig noget yderligere

Kilde: Advokat Lars Ulrich

Samtidig lyder konklusionen, at Lolland Kommune ikke gjorde noget forkert, og de ikke kunne gøre noget bedre, da alle retningslinjer og normer for sikkerhed var opfyldt.

Kommunen vasker hænder

Kemals forældre og Lars Ulrich accepterer ikke den konklusion, politiet er kommet frem til.

- Jeg har aldrig hørt noget lignende, det virker som en begrundelse for ikke at foretage sig noget yderligere, lyder det fra parrets advokat.

Vi føler, at Lolland Kommune vasker sine hænder

Kilde: Ahmet Türkyilmaz

Og Ahmet Türkyilmaz er enig i sin advokats udtalelser.

- Vi føler, at Lolland Kommune vasker sine hænder, så de ikke står til ansvar for det, der er sket.

Parrets advokat fortæller yderligere, at der er et tidsrum på 10-12 minutter, hvor man ikke ved, hvad der er sket, hvordan Kemal er havnet i det store bassin, og hvornår han er sunket til bunds.

- Det var nogle af børnene, der gjorde pædagogerne opmærksom på, at der lå en dreng på bunden af det store bassin. Hvorfor har ingen holdt opsyn med store bassin, spørger parrets advokat?

Det har ingen - ifølge advokat Lars Ulrich - kunnet give en forklaring på.

Vil flytte stol

TV 2 har været i kontakt med sektorchef i Lolland Kommunes skole- og dagtilbud Henrik Andreasen, som fortæller, at de efter ulykken vil undersøge sikkerheden, når institutionerne er på udflugt i svømmehallen.

- Vi har skærpet vores rollefordeling blandt dem, der er i livredderfunktion og i tilsynsfunktion - altså den rollefordeling, der er imellem pædagogerne, siger sektorchefen.

"When someone you love becomes a MEMORY The memory becomes a Treasure" ️ R.I.P ️ Alway in our hearts ️

Posted by MeDina Atie on Wednesday, May 10, 2017

Men Henrik Andreasen mener, at den ene livredder, der var på den pågældende dag, hvor Kemal druknede, var tilstrækkelig. Han slår samtidig fast, at der ikke vil blive ændret på den del.

- Vi har den her rollefordeling med to i tilsynsfunktion og en i den livreddende funktion.

For at en livredder skal fungere optimalt i svømmehallen, har man ifølge de sagsakter, Lars Ulrich har læst, flyttet livredderens stol, så personen ikke bliver generet af sollys.

Kemals klassekammerater har lagt blomster ved Rødby Svømmehal.
Kemals klassekammerater har lagt blomster ved Rødby Svømmehal. Foto: Martin S. Poulsen / Folketidende

- Vi går ind og kigger på vores indretning, og hvordan sikrer vi, at vores personale har bedst muligt overblik over børnene ved hjælp af en klar rollefordeling, supplerer Henrik Andreasen.

Advokat Lars Ulrich vil nu gøre klar til en retssag mod Lolland Kommune med den påstand, at de er ansvarlige for ulykken. Ahmet Türkyilmaz og hans kone håber, at de kan få svar på, hvordan deres søns liv sluttede på bunden af det dybe bassin.