Flere vagtlæger risikerer at måtte dreje nøglen om

Borgerne i de danske regioner må ud på en længere køretur, hvis de skal til vagtlægen.

På grund af mangel på læger er der behov for at lukke mindre vagtlægekonsultationer. Det mener i hvert fald lægerne selv.

Beboere uden for de store byer kan dermed få langt til nærmeste vagtlæge uden for almindelig åbningstid.

Et sted, hvor de allerede har oplevet en lukning, er i Brønderslev. Her lukkede lægevagtkonsultationen i sommer.

Nu skal borgerne derfra i stedet køre til Hjørring eller Aalborg, hvis de skal tilses af en læge om aftenen eller i weekenden.

Ikke læger nok til lægevagten

Formanden for de Praktiserende Læger i Region Nordjylland siger, at der er brug for endnu flere af den slags tilpasninger, hvis lægevagtordningen skal fungere fremover.

Også i Region Syddanmark og i Region Sjælland kan det blive nødvendigt at lukke lægevagtkonsultationer, siger de regionale lægeformænd til TV 2.

Henrik Dibbern er formand for Akutudvalget i Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Han begrunder, hvorfor det er svært at leve op til den aftale som PLO har med fire af regionerne om at levere en service uden for almindelig arbejdstid.

- Der er langt færre praktiserende læger nu, end der var dengang, vi lavede den oprindelige aftale med regionerne. Især i Region Nordjylland og Region Sjælland er problemet med at finde læger nok til at dække lægevagten blevet rigtig stort, lyder det fra Henrik Dibbern.

Løsningen er flere læger

Løsningen er ifølge Henrik Dibbern kort og godt at få uddannet noglere flere praktisernede læger, men:

- Det er et meget langt projekt, der tager i bedste fald 10 år. I mellemtiden bliver vi nødt til at håndtere vores lægevagtsordninger, så vi giver den bedste service, der kan gives, af dem der nu er til stede. Men det kan ikke blive helt den samme service, som da vi havde flere hundrede praktisernede læger mere her i landet.