Bornholm Lufthavn lukket ned på grund af ufarlig pakke

En pakke med muselmalet porcelæn blev onsdag centrum for en evakuering ved Rønne.

Det viste sig, at der var tale om en "ufarlig" pakke, da lufthavnen fem kilometer fra Rønne onsdag morgen lukkede ned, og alle tilkørselsveje blev spærret.

- Den mistænkelige pakke blev opdaget af nogle passagerer på en handicapparkeringsplads cirka 50 meter fra hovedindgangen til lufthavnen, oplyste vagtchefen til TV 2, da man spærrede området af.

Forsvarets sprængningseksperter ankom klokken 10.00 til lufthavnen, og en lille halv time senere kunne Bornholms Politi på Twitter fortælle:

- Bornholms Lufthavn åbner om kort tid. Pakken viste sig at være ufarlig.

Brug for sekundlim

I en pressemeddelelse oplyser Bornholms Politi, at pakken indholdt muselmalet porcelæn, som var blevet glemt.

- Ejeren får nu brug for flere tuber sekundlim, lyder det i meddelelsen.

Politiet sendte først en patrulje til stedet, der vurderede, at pakken var af mistænkelig karakter. Derfor sendte man også billeder af pakken til sprængningseksperterne, der ligeledes vurderede den som mistænkelig.

- Inden vi lukker området op igen, skal nogle af vores efterforskere lige tage et nærmere kig på genstanden. Vi vil gerne have opklaret, om der eventuelt ligger noget ond vilje bagved placeringen af genstanden, oplyser vagtchefen til TV 2 Bornholm.

Ingen kommer ind i lufthavnen

Ingen passagerer fik onsdag formiddag lov at komme ind til lufthavnen, og de flyrejsende, som landede i Rønne med et fly fra København lidt efter klokken 08.00, benyttede en gammel udgang.