- Du skal ikke komme hjem. Jeg er bange for at slå dig ihjel

Han drikker for at mærke glæde. Men indeni Magnus ulmer en vrede, som skræmmer både ham og hans familie. Nu står han over for sit livs valg.

Der er stille i stuen, da hun folder brevet ud. Hendes stemme er fattet, selvom alt i hende lige nu skriger på, at hun skal løbe langt væk.

Katharina ved, at det er nødvendigt at få sagt de ting højt, som står på papiret - også selvom konsekvenserne er uforudsigelige. Hun kigger over på sin kæreste, Magnus, som ikke ved, at hans familie om lidt vil stille ham et ultimatum.

Så tager hun en dyb indånding.

- Jeg frygter for dagen i morgen, da jeg aldrig ved, hvad den byder på, og om jeg skal gennemleve endnu et mareridt i dagslys. Jeg er nået til et punkt nu, hvor jeg oprigtigt er bange for at være sammen med dig, når du drikker, siger hun.

Magnus mærker sin mors hånd på skulderen. Hans far har røde, våde øjne og synker gentagne gange.

De ved begge, at deres søn kæmper, men ingen af dem vil længere se på, at han ødelægger sig selv.

Det er nu kommet så langt ud, at han nogle gange frygter at komme til at slå Katharina ihjel.

Derfor stiller de ham sammen over for et valg: Gå i behandling - ellers mister du kontakten til os.

31-årige Magnus ser længe tomt ud i luften, inden han giver sit svar.

Farvel

Historien om Magnus og Katharina er på flere måder en kærlighedshistorie.

Det er fortællingen om to unge mennesker, der fandt hinanden og blev forelskede et svært sted i livet. Men det er også historien om Magnus’ kærlighed til alkohol.

Nu står han over for at skulle vælge imellem to ting, han elsker. Enten holder han op med at drikke, eller også mister han Katharina.

Spørgsmålet er, hvilken af de to ting han vil sige farvel til. Og om den ene del kan stå uden den anden.

For at finde og forstå svaret på det begynder vi denne historie uden for Roskilde, da Magnus Juncher var helt ung. Dengang var han nemlig en helt anden.

Dengang havde han endnu ikke været udsendt som soldat til Irak og Afghanistan.

Alkohol og fællesskab

Magnus Juncher blev født i 1985 og voksede op i den lille by Lejre med sin storesøster, mor og far - en rigtig kernefamilie.

Hans forældre husker ham som en “nem dreng, der ikke skulle afprøve alt muligt”. Men i skolen var han usikker.

square to 16x9
- Jeg tog nok kritik hårdere end de andre børn. Så jeg endte med at lave mig om til det, der gjorde, at jeg fik mindst kritik, siger Magnus Juncher. Foto: Privatfoto

10-årige Magnus havde svært ved at være i relationer og lavede konstant om på sig selv for at passe ind.

Det mønster tog han med i gymnasiet. Som de fleste teenagere begyndte han at drikke, men for Magnus blev alkoholen også nøglen til at komme ind i det fællesskab, han higede efter.

Han drak ofte mere end de andre for at føle sig god nok. Til sidst kunne han ikke følge med fagligt og måtte droppe ud, og derefter gik det meste af tiden med computerspil og byture. Lige indtil han som 20-årig satte sine ben i Forsvaret.

Egentlig trak han frinummer ved session, men han meldte sig frivilligt i håb om at få noget struktur i sit liv.

Rammerne i militæret gjorde Magnus Juncher tryg. Han var skytte, og når et våben ikke virkede, forstod han at skille det ad og samle det. Alligevel var han betænkelig, da seniorsergenten i sommeren 2006 spurgte, hvem der ville udsendes til Irak.

Det var ikke hans oprindelige plan med at melde sig til Forsvaret, men det var en mulighed for at prøve grænser af og se, hvad han duede til. Samtidig følte han, at han ville svigte de andre, hvis han ikke tog med.

Derfor sagde han ja. Men de seks måneder i Irak forandrede den unge soldat.

Magnus Juncher var ikke bange, da han tog afsted til Irak. Han vidste, at de skulle ned og beskytte lokalbefolkningen, men det store formål, tænkte han ikke på.
Magnus Juncher var ikke bange, da han tog afsted til Irak. Han vidste, at de skulle ned og beskytte lokalbefolkningen, men det store formål, tænkte han ikke på. Foto: Privatfoto

Blev en anden

Da Magnus Juncher kom hjem fra udsendelsen, sagde flere, at han var blevet følelseskold. Når familie og venner fortalte om deres problemer, mistede han energi og havde svært ved at tage det alvorligt.

Selv forklarede han, at hverdagsproblemer bare havde fået en anden betydning. I Irak havde det jo handlet om større ting som menneskeliv.

Han kunne ikke håndtere at høre på, at vejret var dårligt, eller at et tog var forsinket, men han kunne heller ikke fortælle om de oplevelser, han havde haft i Irak.

Magnus Juncher under sin første udsendelse til Irak - her nummer tre fra venstre.
Magnus Juncher under sin første udsendelse til Irak - her nummer tre fra venstre. Foto: Privatfoto

Derfor fortalte han ikke om den episode, hvor hans hold glemte ham midt i ørkenen under en opgave.

De havde været på vej tilbage til basen, men holdkammeraterne havde ikke set ham gå ved det bagerste køretøj, og pludselig satte de farten op. Først troede han, at det var en joke. Men det næste øjeblik stod han alene blandt lokale, der hviskede et sprog, han ikke forstod.

Hvordan skulle han komme hjem til basen? Skulle han kapre en bil et sted eller lægge sig i en grøft og vente?

Tankerne fløj igennem hans hoved, da han løb langs vejen. Et stykke derfra kunne han se en engelsk patrulje, der skulle til at køre fra byen i modsat retning, og han satte farten op. Da han nåede englænderne, fik de kaldt hans deling op, som vendte om for at hente ham.

Men følelsen af at blive efterladt kunne Magnus Juncher ikke slippe.

- Hvorfor var det mig, der blev glemt?, tænkte han, men svaret kom aldrig, og han fortrængte med tiden ubevidst oplevelsen.

Derfor rakte han igen hånden op, da seniorsergenten en dag nævnte Afghanistan. Han tænkte, at det nok ville blive mere voldsomt end i Irak, og han havde hørt, at nogen fik det svært, når de kom hjem igen.

Jeg var helt tom. Ingen vrede, ingen sorg, ingen smerte, ingenting

Magnus Juncher

Han havde dog ingen forestilling om, hvor dybt særligt én episode ville sætte sig i ham.

Bagholdet

Da Magnus Juncher i efteråret 2007 landede i Helmand-provinsen, var det som en af de erfarne soldater.

Han fandt hurtigt tryghed i at alliere sig med de holdkammerater, der ligesom ham havde været udsendt før - blandt andre Casper Cramer, som han kendte fra Irak.

Magnus Juncher mærkede, at Cramer gik op i detaljerne og havde visioner. De havde en fælles forståelse for det at være i krig. Samtidig havde Cramer altid et smil på læben, som smittede af på stemningen i lejren, og det gjorde ham tryg.

Modsat under den første udsendelse skulle de nu primært patruljere til fods. Udrustningen var tungere, og den fugtige luft og de store maskingeværer gjorde det umuligt at gå længere distancer uden pause. Og endnu sværere at løbe.

De fleste vænnede sig dog til de daglige - og for det meste fredelige - patruljer i fjendeland.

Men den 29. november 2007 skete det, der ikke måtte ske.

Soldaterne havde gået det meste af dagen langs de mudrede marker i Helmand-provinsens såkaldte grønne zone. Et område, hvor Taliban-bevægelsen hidtil havde bevæget sig frit. Cramer gik i den bagerste gruppe, mens Juncher gik forrest.

Magnus Juncher (tv) og Casper Cramer (th) i Afghanistan.
Magnus Juncher (tv) og Casper Cramer (th) i Afghanistan. Foto: Privatfoto

Alt var roligt, men pludselig spottede Magnus Juncher en afghansk mand fægte med hænderne og råbe et stykke derfra.

Få sekunder efter lød de første skud.

Magnus Juncher og resten af den forreste gruppe kastede sig ned i en grøft. De var røget i et Taliban-baghold, men det var umuligt at lokalisere, hvilken retning skuddene kom fra. Så han og en anden blev bedt om at løbe længere frem til et småt bebygget område. 

På vejen mærkede Magnus Juncher en kugle rive i benet.

- Jeg er ramt!, råbte han.

Buksebenet blev hurtigt flået op. Der var intet blod. Kuglen havde formentlig kun lige strejfet stoffet, men Magnus Juncher nåede kun lige at trække vejret, da radioen skrattede.

- Ti stille, Juncher. Ti stille, lød det fra hans holdkammerat.

Stemmen i den anden ende var alvorlig. En af deres egne mænd var ramt i den bagerste gruppe.

- Fuck, fuck, fuck. Bare det ikke er min ven, Cramer, tænkte Magnus Juncher.

Det var det ikke, og han åndede igen lettet op. Men få minutter efter kom endnu en melding over radioen:

- Cramer er ramt, Cramer er ramt!

To kister svøbt i Dannebrog

Hvordan de slap ud af kugleregnen og hjem til basen, kan Magnus Juncher ikke huske i detaljer. Men han husker tydeligt følelserne efter aftenens debriefing, hvor meldingen kom.

Kuglen havde ramt Casper Cramer direkte i hovedet. Ingen af de to soldater havde overlevet.

Da Magnus Juncher lå i sin seng den aften, græd han først lidt. Så blev han vred, frustreret og bange. Derefter kunne han intet mærke. Det hele skete inden for en times tid.

- Jeg var helt tom. Ingen vrede, ingen sorg, ingen smerte, ingenting. Jeg tror, det var begyndelsen på det, der har udløst mit misbrug, siger han.

Knap en uge senere landede to kister svøbt i Dannebrog med et af militærets Hercules-transportfly i Karup Lufthavn. På højre side af den ene gik Magnus Juncher i midten med et slukket blik.

square to 16x9
Kisterne på vej fra flyet og ind til mindehøjtideligheden 5. december 2007. I midten på højre side af kisten går Magnus Juncher. Foto: Jens Dige / Polfoto

Udover de tunge skridt fra flyet og begravelsen kan han ikke huske, hvad han lavede de 10 dage, han var hjemme i Danmark.

Noget har han fortrængt, mens andet er visket væk af alkoholen. Når folk spurgte, hvordan han havde det, svarede han “fantastisk”, fordi det var for svært at forholde sig til andet.

Jeg ligger ofte om natten og tænker på, hvad jeg kan gøre for at hjælpe dig, fordi jeg så inderligt gerne vil have min dejlige søn tilbage igen

Magnus' far

Det samme sagde han til Forsvarets psykologer. På holdet havde de snakket om, hvad der ville ske, hvis de sagde andet.

- Bare lyv og sig, du har det godt. Ellers bliver du sendt hjem, husker Magnus Juncher, at der blev sagt.

Da han intet kunne mærke fra oplevelsen, føltes det som det logiske at gøre.

Indeni tænkte han dog også på, om han helt kunne undlade at tage tilbage til Afghanistan. Men tanken om at svigte de andre kunne han ikke bære.

Så han fuldførte sin tjeneste, og da han kom hjem, begyndte han et forløb mod at blive officer.

Sideløbende eskalerede hans alkoholforbrug.

Når Magnus Juncher drak, kunne han græde og mærke glæde og vrede, men det forsvandt øjeblikkeligt, når han blev ædru igen. Derefter var han lige så lukket som før.

Alkoholen blev derfor en fast del af hans hverdag, fordi han på den måde kunne mærke bare en smule af, hvad andre normale mennesker mærker.

Til sidst blev han fritstillet fra Forsvaret.

Oftere og oftere drak han nu alene for at undgå kommentarer fra familie og venner. Når han ikke skulle noget, kunne der ryge tre flasker spiritus ned på en dag - og inderst inde vidste Magnus Juncher godt, at han havde brug for hjælp.

Han søgte hjælp hos Forsvarets psykologer, læger og private terapeuter, men intet virkede. Derfor havde han næsten opgivet håbet om at blive fri fra alkoholen, vreden og det indre forsvar, der var blevet bygget op siden Afghanistan. Lige indtil han begyndte i veterangruppen hos den kendte terapeut Carl-Mar Møller.

Her fik han for første gang åbnet op for den smerte og vrede, der gemte sig bag de udsendelser, der nu lå syv år tilbage.

Det var samtidig her, han forelskede sig i 28-årige Katharina, der omvendt også så noget trygt i den unge soldaterveteran.

square to 16x9
Katharina og Magnus kort tid efter de mødtes. Foto: Privatfoto

Kærligheden til Katharina

Magnus og Katharina havde på forskellige måder brug for hinanden, fordi de begge to kæmpede med nogle ting.

Han forsøgte at forstå og tackle de følelser, han havde undertrykt under og efter Afghanistan. Hun var selv vokset op med alkoholmisbrug i familien, og der var derfor både noget fascinerende, trygt og velkendt ved den unge veteransoldat.

Samtidig var han omsorgsfuld, og før Katharina opdagede hans massive alkoholforbrug, var hun faldet for ham - og han for hende.

Først da de flyttede sammen i hans lejlighed i Roskilde, gik det op for Katharina, at hendes kæreste var alkoholiker. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at forlade ham.

- Vi kæmper os igennem det, og vi skal få det til at fungere, tænkte hun.

Efter flere undersøgelser på Rigshospitalet fik Magnus nogle måneder senere diagnosen PTSD - posttraumatisk stresssyndrom. En psykisk tilstand, man risikerer at udvikle, hvis man har været udsat for en eller flere traumatiske hændelser.

Diagnosen gav mange svar. Men den gjorde det ikke lettere at håndtere de følelser, han havde undertrykt og dulmet med alkohol siden Afghanistan. Tværtimod.

Med tiden havde det udviklet sig til en indvendig vrede, og i ren frustration smadrede han en dag sofabordet med sine hænder. Kun på den måde kunne han se vreden foran sig.

Efterhånden kunne bare én negativ kommentar fra Katharina få det hele til at eksplodere på et splitsekund.

Det skete en dag, hvor Magnus havde været på tre døgns druk efter en polterabend.

Katharina var taget hjem til hans forældre, men da hun ville tilbage i lejligheden, advarede Magnus hende mod det i en sms.

13-09-2016 
Magnus
Du skal ikke komme hjem. Jeg er bange for at slå dig ihjel.

Ultimatum

Da Katharina låste sig ind i lejligheden, stod rødvinen stadig på bordet. Magnus' udspilede øjne afslørede, at han stadig var tydeligt beruset, men også frustreret og bange.

- For første gang har jeg følelsen af, at jeg har lyst til at slå dig ihjel. Det må ikke ske. Jeg vil ikke have den følelse. Jeg kan ikke ha' det.

Der blev stille et øjeblik i rummet. Magnus' største frygt var nu, at han ikke længere kunne styre de voldelige tanker i hovedet, og at det ville ende galt på et tidspunkt.

- Har du en plan om at holde op med at drikke på et tidspunkt?, ville Katharina vide.

- Jeg prøver virkelig, svarede han.

Magnus har advaret Katharina mod at komme hjem: - Jeg er så bange for, om du overlever.

Men han anede på det tidspunkt ikke, at spørgsmålet om at stoppe alkoholmisbruget en uge senere ville dukke op igen.

Nu som et ultimatum om at gå i behandling eller miste kontakten til sin familie og kæreste.

Vi skal tilbage til stuen i barndomshjemmet i Lejre, hvor denne artikel begyndte.

Kære Magnus

Magnus Juncher kigger længe ud i luften. Både hans mor, far og kæreste læser hver et brev højt, som de håber kan få ham til at indse, at han har brug for hjælp.

'Misbrug'

Dokumentaren ’Misbrug’ fortæller historien om 31-årige Magnus Juncher, der kæmper med et massivt alkoholmisbrug og en skjult vrede, som han har svært ved at styre.

Misbruget udviklede sig, efter Magnus i 2007 mistede en kammerat i Afghanistan, hvor han var udsendt som soldat. 

Ved at drikke fandt han ud af, at han kunne flygte fra sine følelser. Men nu siger hans familie stop.

Sammen stiller de ham et ultimatum: Enten holder han op med at drikke – ellers får det konsekvenser.

’Misbrug’ bliver sendt på TV 2 mandag den 2. oktober klokken 20.50 og på TV 2 PLAY.

De seneste fire måneder har et kamerahold fulgt ham og Katharina til et nyt TV 2-program om misbrug. Men han vidste ikke, at det ville ende her, og ordene fra familien er svære at tage ind. Ligesom det er svært for ham at se sine forældre så berørte.

Hans far kan ikke længere holde tårerne tilbage, da han læser op fra sit brev.

- Kære Magnus. Du ved, at jeg elsker dig meget højt, og at jeg altid vil hjælpe dig. Derfor piner det mig helt ind i min sjæl, at du er godt i gang med at ødelægge dig selv både fysisk og psykisk med dit store alkoholmisbrug. Jeg ligger ofte om natten og tænker på, hvad jeg kan gøre for at hjælpe dig, fordi jeg så inderligt gerne vil have min dejlige søn tilbage igen, siger han.

Overfor Magnus sidder misbrugsbehandleren Carl Christian Randow med et behandlingstilbud. Det er skræddersyet til Magnus’ behov med professionelle psykologer, der både kan arbejde med hans traumer fra Afghanistan og alkoholmisbruget.

Men han skal tage imod det lige nu. Tilbuddet gælder kun i dag.

- Hold da op, siger Magnus Juncher og læner sig tilbage i sofaen, mens han tager en dyb indånding.

Midt i sofaen kan han mærke, at det hele er for følelsesladet. Det irriterer ham, fordi det er ting, han har hørt før.

Magnus' mor læser sit brev op, hvor hun beder sin søn om at gå i misbrugsbehandling Video: Camilla Carlson & Anne Brandbjerg

- Kan I ikke bare være glade og lade mig have mit misbrug i fred, tænker han først.

Samtidig er hans egne øjne blevet røde og klare. Han kigger længe ud i luften og så over på misbrugsbehandleren.

- Altså, jeg tænker, at der er ikke noget spørgsmål om, hvad jeg skal svare på det, siger han.

- Det vil jeg rigtig gerne tage imod.

Katharina bliver overrumplet af sine følelser og knuger sig ind til Magnus, mens hun hulker. Hun er lettet og ked af det på samme tid. Nu er der håb for, at tingene ændrer sig. Nu kan Magnus få det godt, hun kan få det godt - og de kan få det godt sammen.

Katharinas brev til Magnus, da familien stiller ham et ultimatum.

Magnus tager afsked med sin familie og Katharina og sætter sig ud i bilen med en følelse af både ubehag og spænding. Han er klar til at sætte alt ind på at gøre op med misbruget, men samtidig spøger en tanke inderst inde.

- Hvis det ikke går, kan jeg jo altid falde tilbage på at drikke, tænker han for sig selv.

På det tidspunkt ved han ikke, at han snart kommer til at tage en drastisk beslutning.

Farvel til kærligheden

Magnus har været i behandling i to uger, da han beslutter sig for at tale med Katharina om deres fælles fremtid.

Det er ikke nemt at sige ordene højt. Han gnider nervøst sine fingre mod hinanden og kigger over mod hende. Denne gang er det ham, der har noget på hjerte.

Da Magnus Juncher kom i behandling, begyndte han igen at kunne mærke sig selv.
Da Magnus Juncher kom i behandling, begyndte han igen at kunne mærke sig selv. Foto: TV 2/Koncern

- Du har betydet alt for mig, siden vi mødte hinanden. Du har støttet mig i alt. Jeg var nok ikke kommet hertil, hvis jeg ikke havde fået hjælp. Det er på grund af dig, at jeg er kommet i døgnbehandling, og jeg er evigt taknemmelig for, at du hjulpet mig hertil, siger han.

Før i tiden var der både alkoholen og Katharina i hans liv, men da han gik i behandling, sagde han farvel til den ene. Siden har han mærket, at de to ting hænger sammen - at han får lyst til at drikke, når han tænker på Katharina.

- Jeg er virkelig ked af det, siger Magnus.

- Jeg bliver nødt til at slå op. Det er en del af at komme af med misbruget. Det er, at jeg skal lytte til mine følelser og ikke bare gøre det, som jeg tror er rigtigt, siger han.

Katharina kigger ned. Hun har mest lyst til at råbe og skrige, efter alt det de har kæmpet for sammen. Men det gør hun ikke. I stedet fryser alt i hele kroppen på hende.

- Okay, skal jeg bare tage hjem i dag, og hvornår skal jeg flytte?, spørger hun.

Først da hun senere sidder alene, kommer tårerne.

To veje

Nogle dage efter rykker Katharina alle sine ting fra Roskilde til Aarhus med hjælp fra Magnus' forældre. Hun har svært ved at se retfærdigheden i hans beslutning, men tanken om, at der nu kommer ro på, holder følelserne på afstand.

Først da hun senere giver sig selv lov til at være vred på ham og mærke, at hun er såret, accepterer hun hans beslutning.

I dag - knap 12 måneder efter bruddet - er de begge enige om, at det var for det bedste.

- Jeg havde det ikke godt, og han havde det ikke godt. Jeg prøvede på at redde et forhold og redde ham, men jeg er også endt med i et eller andet omfang at redde mig selv, siger Katharina Andersen.

Siden Magnus Juncher tog imod tilbuddet om døgnbehandling, har han ikke rørt alkohol. Traumerne fra Afghanistan og Irak spøger dog stadig, og han er fortsat sygemeldt med PTSD. Måske forsvinder det aldrig helt, har han erkendt.

- Hvis nogen stiller krav til mig, eller jeg føler mig svigtet, får jeg voldelige tanker, som jeg er bange for, om jeg kan styre. Det hænger nok sammen med, at jeg følte mig efterladt i Irak og Afghanistan, siger Magnus Juncher.

Når han snakker om det, får han spændinger i nakken, og der sker en masse ubevidste ting i kroppen. Han bliver ked af det, men det kan ikke komme ud - kun i form af vrede. Det var her, alkoholen førhen kom ind som løsning.

- Misbruget gav mig en pause her og nu, fordi jeg kunne flygte fra mine følelser gennem alkoholen. Men nu er der kun den lange, hårde vej, hvor jeg skal arbejde med de ting, jeg har oplevet, siger han.

Det har samtidig også ændret hans opfattelse af sig selv. Hvor han før tænkte, at han aldrig var god nok, har han i dag et billede af en person, der er meget mere værd.

Derfor har han også et håb om, at han på et tidspunkt igen kan blive til gavn for samfundet. Men først når han er helt klar til det.

For han vil aldrig tilbage til den Magnus, der for et år siden sad i en sofa med et ultimatum.

- Nu skal jeg rent faktisk leve og ikke bare overleve.

Hvad synes du om fortællingens format? Send os din mening her.

Dokumentaren 'Misbrug' om Magnus og Katharina bliver sendt mandag den 2. oktober klokken 20.50 og på TV 2 PLAY.