Dansk opfinder byggede ryg-helikopter i køkkenet - men det var kun begyndelsen

16x9
Det hele startede i Vincent Seremets arbejdsværelse, hvor han efter et afslag fra flyvevåbnet gik i gang med at opfinde sine egne flyvemaskiner. Foto: Private billeder

87-årige Vincent Seremet springer i faldskærm en gang om året og er stadig testpilot.

Vincent Seremet har i 87 år fulgt sin passion og fået sin drøm gjort til virkelighed på egen hånd.

Siden han var seks år gammel, var hans største drøm ligesom så mange andre børn at kunne flyve.

Derfor søgte han, da han blev gammel nok, ind ved flyvevåbnet for at blive pilot. Men han kom ikke ind.

- De kunne ikke bruge mig fordi jeg ikke havde realeksamen, så der var ikke noget at gøre, fortæller han til TV 2.

Men afslaget lod han sig ikke slå ud af. For med en opfinder i maven skulle han nok få det til at lykkes.

- Da jeg kom hjem, tænkte jeg: ”Så må du sgu bygge dit eget fly!”

Ryghelikopteren var den første

Fra sit arbejdsværelse begyndte han at opfinde, og et halvt århundrede senere har han bygget omkring 40 flyvemaskiner.

Ryghelikopteren på billedet nedenfor var den første, han byggede.

Den første flyvemaskine, ryghelikopteren, byggede Vincent Seremet i sit køkken.
Den første flyvemaskine, ryghelikopteren, byggede Vincent Seremet i sit køkken. Foto: Private billeder

Den blev bygget i opfinderens køkken, og før han vidste af det, var garagen fyldt med fly. Så mange, at han skulle kante sig igennem sin store garage for at komme rundt.

Samlingen var så stor, at han kunne samle en mindre flypark i sin egen baghave.

En lille del af flysamlingen får opfinderens have til at ligne en flypark.
En lille del af flysamlingen får opfinderens have til at ligne en flypark. Foto: Private billeder

Flere ture til skadestuen

Bedriften krævede ikke kun en opfinder i maven. Vincent Seremet måtte også være en vovehals.

For at få de første flyvemaskiner i luften brugte han sin folkevogn til at trække dem i gang.

Det gav flere besøg på skadestuen, for det gik ikke lige godt hver gang. Men det slog øjensynligt ikke Vincent Seremet ud.

Vincent Seremet var selv forsøgskanin, når de mange opfindelser skulle afprøves.
Vincent Seremet var selv forsøgskanin, når de mange opfindelser skulle afprøves. Foto: Private billeder

- Når du kommer til skade og ligger der og siger: ”Av for fanden!”, så skal du op igen, lige så snart det er overstået, siger vovehalsen.

Har det bedre i luften

Gåpåmodet er da heller ikke aftaget, selvom han er kommet godt op i alderen.

Han er stadig testpilot, og en gang om året springer han i faldskærm.

- Når man ikke er så godt gående, så har jeg det bedre, når jeg er deroppe i luften. Jeg føler mig hjemme.

Vincent Seremet styrer ikke kun flyvemaskiner, han hopper os ud fra dem.
Vincent Seremet styrer ikke kun flyvemaskiner, han hopper os ud fra dem. Foto: Private billeder

Sådan har han haft det i en menneskealder, for der findes ingen pensionsalder for hverken opfindere eller vovehalse.

- Jeg tror, jeg har sagt over 100 gange: ”Jeg stopper, jeg stopper." Men nu tror jeg ikke på det mere.

Vovehalsen og opfinderen, Vincent Seremet, tror aldrig, han stopper.
Vovehalsen og opfinderen, Vincent Seremet, tror aldrig, han stopper. Foto: TV 2

Selvom Vincent Seremet stadig er amatørpilot, står flyparken ikke længere hjemme i haven.

Mange af dem er udstillet på Teknisk Museum og Danmarks Flymuseum.

Men i weekenden kan de også opleves på teknologi festival i København, hvor han har taget et par af maskinerne med for at vise dem frem til børn som voksne.

Se indslaget om Vincent Seremet i fredagens 19 Nyheder:

Efter et afslag ved flyvevåbnet tog Vincent Seremet sagen i egen hånd. I sit hjem opfandt, byggede og testede han 40 flyvemaskiner. Video: Mads Buur Simonsen