Unge taler helst med mor om sex: - Jeg tror ikke, det er en fars rolle

16x9
En række elever fra 9. KIBc på Kirstinebjergskolen, afdeling Havepladsvej i Fredericia deler deres tanker om at tale med mor og far om sex. Foto: Skolefoto

Her kan du læse en række elever fra 9. klasses tanker om 'blomsten og bien'-samtalen med mor og far.

Unge danskere taler i højere grad end tidligere med deres forældre om sex.

48 procent af de 50-59-årige har hverken talt med deres mor eller far om sex og seksualitet, mens de var unge - i dag gælder det kun for 11 procent af de unge under 20 år. Det viser en pilotundersøgelse for Projekt Sexus, der skal kortlægge danskernes sexvaner

Det er særligt, når de unge når 14-16 års alderen og begynder i 9. klasse, at spørgsmålene om sex opstår, forklarer Jeppe Hald, projektleder i Sex og Samfund samt leder af sexlinien.dks anonyme rådgivningslinje for unge og privatsnak.dk.

- Vi kan se på vores statistikker, at vi får rigtig mange henvendelser fra unge i aldersgruppen omkring 9. klasse. Spørgsmålene lyder ofte "Er jeg almindelig? Er det rigtigt, at første gang skal se sådan her ud?", siger han. 

TV 2 Nyhederne har spurgt eleverne i 9. KIBc (Krop, Idræt og Bevægelse, red.) på Kirstinebjergskolen i Fredericia, om de har haft en snak om sex med deres forældre. 

Det har 7 ud af de 10 elever, der har svaret. En af dem er 15-årige Marlene Humrutanon Olesen. 

- Jeg valgte at snakke med mine forældre om det, da jeg havde nogle spørgsmål, jeg ikke følte, jeg kunne få svar på fra andre, svarer hun. 

Sofie Balling Grønbech på 15 år har ikke selv følt, at hun har haft brug for at snakke om sex. Men da hun begyndte at gå til fester, kom hendes mor til hende, så de kunne tale lidt om det.

- Vi snakkede om, at man skal vente og ikke behøver gå ud og være sammen med en masse. Jeg kan altid komme til hende, men jeg tænker slet ikke på sådan noget endnu.

På klassebilledet herunder kan du læse, hvad alle 10 elever fra 9. KIBc (tidligere 8.SAC) tænker om at dele deres tanker og spørgsmål om sex med deres forældre. Artiklen fortsætter under billedet. 

- Jeg tror ikke, det er en fars rolle

I 9. KIBc er der flest, der går til mor, når de har spørgsmål sex. Fem ud af de syv elever, der har haft snakken om seksualitet med deres forældre, har haft den med deres mor. 

Det gælder også for 15-årige Anton Kløvgård Rothemejer, selvom han ved, at han altid kan komme til begge sine forældre, hvis der er noget, han er i tvivl om. 

- Jeg foretrækker at snakke med mine venner eller min mor. Dermed ikke sagt, at man ikke kan snakke med sin far, men jeg tror ikke, det er en fars rolle at snakke om sådan nogle ting, siger han. 

Det er ifølge Jeppe Hald svært at give en forklaring på, hvorfor det føles mere pinligt for de unge at tale med far.

Men han mener, at det muligvis kan skyldes, at det i mange familier er mor, der er sundhedspiloten. Det er typisk hende, der følger børnene til læge og taler med dem om de blødere emner.

- Kvinder er gennemgående mere opmærksomme på sundhed og trivsel. Det er ikke fordi fædre ikke er opmærksomme, men der er en forskel, og de unge har en større tillid til at snakke med deres mor. Men det er svært at svare præcist på, hvorfor det er mere pinligt for dem, at snakke med far, siger han. 

Men der er også nogen, der mener, at far er den bedste at tale med. Simon Pedersen på 14 år har endnu ikke har haft snakken, men når spørgsmålene en dag melder sig, er han ikke i tvivl om, at det er hans far, han går til. 

- Jeg tror, det vil være nemmere at snakke med ham om det, fordi han er en dreng ligesom mig. Hvis jeg snakker med min mor om det, kan hun måske ikke relatere til det på samme måde, som min far kan. 

Fælles for alle 10 elever fra 9. KIB er, at uanset om de har talt om sex eller ej og med hvem, så tænker de på sex-samtalen med deres forældre som en pinlig og akavet situation.