Medier kritiserer kongehuset for sen besked om prins Henrik

Kongehuset burde have bedt medierne holde sig væk eller have undersøgt Prinsen tidligere, mener flere medier.

Flere medier kritiserer i deres ledere i torsdagsaviserne kongehuset for ikke at reagere tidligere med hensyn til prins Henriks svækkede helbredstilstand.

Det sker, efter kongehuset onsdag meldte ud, at prins Henrik lider af demens.

Kongehuset burde have ansvaret

Medier har i det lys evalueret den seneste tids dækning af Prinsens opsigtsvækkende ytringer, og ansvaret er kongehusets, mener de.

I Jyllands-Postens leder torsdag kan man læse om, hvordan den seneste tid har været fuld af "pinagtige optrin, som pressen kynisk har forfulgt".

Det burde man have forskånet Prinsen for, mener både Jyllands-Posten og Ekstra Bladet.

Der er ingen tvivl om, at medierne har sympati med Prinsens helbredstilstand, men en stor del af postyret skyldes ifølge Jyllands-Posten kongehuset selv.

- Kongehuset har først og fremmest sig selv at takke for, at forløbet op til ikke har været for kønt, skriver avisen i lederen.

Medier gjorde, som de burde

Jyllands-Posten mener, at kongehuset burde have bedt pressen om at holde sig tilbage eller ganske enkelt have undersøgt Prinsens tilstand tidligere.

Det bakkes op i et interview i Ekstra Bladet med bladets egen chefredaktør, Poul Madsen. Han mener, at medierne gjorde, som de burde under de kendte omstændigheder.

- Hvis kongehuset vidste, at prins Henrik var dement, skulle de have fortalt os det, for så havde vi taget en række forbehold. Tværtimod understregede de, at han var i sin gode ret til at sige, som han gjorde, siger han i interviewet.

Berlingskes lederskribent giver ikke samme opsang til kongehuset. Her bliver der trukket en streg i sandet ved at sige, at "fra dette øjeblik vil det være klart, at det vil være dybt urimeligt og uetisk at jage prins Henrik for udtalelser".

I JydskeVestkysten skriver opinionsredaktør Henrik Sejerkilde, at kongehuset med den sene udmelding forspildte en mulighed for at sættes fokus på en alvorlig sygdom - og vise, at man kunne håndtere den.

- Vejen mod gårsdagens nyhed blev til tider noget af et freak show af flagrende spekulationer. Men man ved det jo. Hvis nogen i pressekorpset havde formastet sig til at sige åbent, hvad de tænkte, når de stak mikrofonen op til prins Henrik, ville der være lukket for det varme vand fra hoffet fremover.

- Havde hoffet bare inviteret de fire-fem toneangivende høje hæle fra det royale pressekorps ned på den nærmeste bæverding og forklaret, hvad der i virkeligheden var los. Jeg tror faktisk, at de kunne have holdt på den viden, hvis de havde fået at vide, at de skulle. Og dermed givet de royale lidt fred til at fordøje. I stedet blev der en kommunikationsmæssig katastrofe ud af en i forvejen trist situation for kongefamilien, skriver han.