Dansk iværksætter: Dyrk grøntsager uden jord med din computer

Dansk iværksætter har et radikalt bud på, hvordan vi skaffer mad nok i fremtiden. Dyrk grøntsager uden jord, men med hjælp fra en computer.

Grøntsager behøver ikke at vokse ude i naturen.

Faktisk giver det rigtig god mening at dyrke sine grøntsager indenfor på en hylde, helt uden jord og med meget lidt vand.

Sådan lyder et radikalt bud på fremtidens fødevareforsyning, der i dag blev præsenteret på en messe i København.

- Der er behov for, at vi dyrker vores fødevarer på en ny måde, som er bæredygtig og som kan brødføde en meget hastigt voksende befolkning, siger Rasmus Bjerngaard, der har stiftet  firmaet Next Food, der vil have folk til at dyrke deres egen mad, lige der hvor de skal bruge den.

Jordens befolkning vokser stærkt, og behovet for fødevarer stiger naturligvis i samme takt. Beregninger har vist, at behovet for fødevarer – målt på kalorier – vil stige med 70 procent frem til år 2050. Og der skal tænkes kreativt, hvis fødevareproduktionen kan øges så markant, uden det går ud over natur og ressourcer.

Buddet fra Next Food er dyrkning af grøntsager indendørs og under skarp kontrol og computerstyring. Lys og vand styres automatisk via en computer, som har en præcis opskrift til hver eneste plante.

- Vi kan styre smagen og vi kan styre tekstur og udseende meget præcist. Man skal ikke vide noget om planter for at gøre det her. Det er bare at sætte stikket i, og så går man ind på sin app og siger: ’Jeg skal have et kilo basilikum om fire uger. OK’, forklarer Rasmus Bjerngaard.

De nye og de helt store

På messen i dag mødtes iværksættere og idemænd som Rasmus Bjerngaard med repræsentanter for nogle af de helt store fødevarekoncerner.

- Jeg mener vi kan lære flere ting ved at arbejde med nye virksomheder: Behændighed, mod, kreativitet og opfindsomhed, som  Gerardo Mazzeo, der er Global Innovation Director i den multinationale Nestlé- koncern, udtrykker det.

Og Rasmus Bjerngaard mener også selv, at hans firma har noget at byde på:

- Det er nødvendigt med nye teknologier, og det her er et af de mest lovende bud på, hvad fremtidens dyrkningsteknologi kan bringe os, siger han.

Følg med i dyrkningen

Fordelene ved grøntsagsdyrkning hjemme på hylderne er mange, mener han. For det første er fødevarerne lige ved hånden. For det andet kan dyrkningsmetoden uden jord spare op til 95 procent af vandbehovet. Og for det tredje kan grøntsagerne dyrkes uden skadelige stoffer.

- Vi ved,at forbrugeren bekymrer sig over, hvor maden kommer fra, og her kan vi følge det fuldstændigt. Vi ved nøjagtigt, hvad der er sket i udviklingen, siger han.

I første omgang forventer Next Food at sælge sit særlige dyrkningskoncept til restauranter, små virksomheder og cateringfirmaer.