Havde op til 100 anfald om dagen - nu har specialkost sat en stopper for dem

Mor til den 8-årige Jeppe Willingshøj bruger 14 timer om ugen på at lave mad til sin søn, så han kan følge en særlig diæt, der holder epilepsien væk.

- Det er simpelthen bare så hårdt. Man har bare lyst til at hjælpe ham, og man kan bare ikke gøre noget som helst.

Sådan beskriver Tine Willingshøj fra Næstved, mor til den nu 8-årige Jeppe Willingshøj, de første år af sin søns liv.

Han lider af den medfødte sygdom tuberøs sclerose, som betød, at han som lille havde omkring 100 epileptiske anfald om dagen, hvor han faldt og var i fare for at slå hovedet.

Jeppe er en lille smule kræsen, men han er meget, meget glad for stegt flæsk. Så det får han faktisk en til to gange hver dag

Tine Willingshøj

Ingen anfald siden 2012

Jeppe Willingshøj fik i de første år medicin mod epilepsien, men den virkede kun i kortere perioder.

Derfor var forløsningen stor, da han i 2011 påbegyndte en særlig kostplan, der ændrede både Jeppe Willingshøjs og hans families liv.

Kun få dage efter gav det resultater, og i 40 dage havde han ikke nogen anfald. Fra august 2012 var han helt fri for epileptiske anfald.

Bruger 14 timer om ugen i køkkenet

Kostplanen går kort sagt ud på, at 80 til 90 procent af det samlede energiindhold i Jeppe Willingshøjs mad skal komme fra fedt.

- Det er det, der virker med den her diæt. Så vi prøver jo en masse forskellige opskrifter. Jeppe er en lille smule kræsen, men han er meget, meget glad for stegt flæsk. Så det får han faktisk en til to gange hver dag, fortæller Tine Willingshøj.

Hun bager også selv brød, der med et tykt lag smør også er et hit hos hendes 8-årige søn.

- Det er jo utroligt, at simpel kost kan gøre det her, siger Tine Willingshøj.

Alt skal vejes nøje med en specialvægt og opskrifterne skal følges til punkt og prikke. Derfor bruger Tine Willingshøj omkring 14 timer om ugen på at lave mad til sin søn.

- Det er bøvlet, og det tager lang tid, men det er det hele værd, når Jeppe er anfaldsfri, siger hun.

Foruden den fedtrige kost får Jeppe Willingshøj også tilført ekstra protein, vitaminer og yderligere fedt gennem en sonde.

Birgit Jepsen, overlæge på Filadelfia Hospital, forklarer, at det er vigtigt, at holde sig meget præcist til de angivne mængder i diætens opskrifter.
Birgit Jepsen, overlæge på Filadelfia Hospital, forklarer, at det er vigtigt, at holde sig meget præcist til de angivne mængder i diætens opskrifter. Foto: TV 2

Diætbehandling en succes

Den særlige diæt, som Jeppe Willingshøj er på, er udarbejdet af epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund.

Ifølge overlæge på hospitalets diætbehandlingsafdeling, Birgit Jepsen, virker metoden, fordi kroppen forbrænder mere fedt end kulhydrater, hvilket giver nogle anderledes affaldsstoffer, herunder ketonstoffer.

- Man har fundet ud af, at et højt antal af ketonstoffer i blodet betyder færre anfald. Dette har man udviklet, så det kan bruges som behandling, forklarer Birgit Jepsen.

Resultaterne af diætbehandling taler sine tydelige sprog. 10 til 15 procent af de omkring 75 patienter på den særlige diæt bliver fuldstændig anfaldsfri, mens det for 10 procent ikke har nogen effekt.

- Derimellem er der mange, der holder ved diæten. Hvis man har 50 anfald om måneden og bare får dem ned til 25 anfald, så betyder det rigtig meget. Vi vil gerne opnå, at halvdelen af vores patienter bliver reduceret med 50 procent i antal, siger Birgit Jepsen.