Giftfund i Nordjylland - en kvart teskefuld kan slå ihjel

16x9
En af de fisk fra Store Vildmose som ukendte gerningsmænd har påført med giften Carbofuran. Foto: Bettina Pohle, MST Nordjylland/ Miljøstyrelsen / Scanpix Denmark

Den livsfarlige gift, der er fundet i Store Vildmose, er forbudt i Canada og EU.

Det er en af de mest potente nervegifte i verden, der er blevet fundet spor af i Store Vildmose i Brønderslev. 

For giften med navnet Carbofuran er livsfarlig, hvis bare man indtager en kvart teskefuld, siger chefkonsulent på DTU Veterinærinstituttet, Mariann Chriél.

- Det er en nervegift, der gør, at man ikke kan overføre impulserne på nervebanerne, og derfor får man ikke symptomerne fra sit nervesystem. Man ser forgiftninger ved bræk og opkast, diarré og i værste tilfælde åndedrætslammelse.

Giften har været brugt over hele verden til at bekæmpe insekter i afgrøder i landbruget, men i 2007 forbød man giften i Canada og EU. 

- I Danmark har vi ikke giften til rådighed, men den er tilgængelig i mange andre lande, så den kan bestilles hjem. Det gør det jo ikke lovligt at forbruge den eller besidde den, siger Mariann Chriél. 

Giftfundet i Store Vildmose blev gjort i tre makreller på spid ved søens vandkant, der af tre ukendte gerningsmænd havde fyldt fiskene med det giftige blå pulver. 

PH-værdi kan få bugt med gift

Ifølge Mariann Chriél kan pH-værdien i søen slå giften ned. 

- I den sø, hvor man har fundet fiskene, har man også fundet giften nede i vandet, og det tager måneder, hvis ikke år før det forsvinder, hvis ikke man gør noget aktivt, som at hæve pH-værdien. Skovsøer er nemlig som regel sure og har derfor lav pH. Hvis man derimod hæver pH’en og kommer op i basisk område, går der helt ned til en uge, før giften er neutraliseret.

Miljøstyrelsen advarede fredag mod, at fugle og fisk fra området kan indeholde gift, og de nordjyske jægere skal være varsomme med at røre og spise fugle fra Store Vildmose.

Derfor skal alle ænder, der nedlægges på jagt i området, destrueres. Man bør bruge handsker, når man håndterer dyrene, og man bør lade jagthunden blive hjemme, lyder rådet fra Miljøstyrelsen.

Ornitologisk forening er bekymret

Fundet af giften får alarmklokkerne til at ringe hos Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Her har man de seneste år fundet adskillige døde rovfugle, der har indtaget den ulovlige og dødelige gift.

- Det har vi desværre oplevet en del gange før, hvor vi har fundet forgiftede rovfugle, siger biolog Knud Flensted. 

- Giften har ikke nødvendigvis været lagt ud til rovfuglene, men for at slå andre dyr ihjel, eksempelvis måger, krager, ravne, odder og fiskehejre, som nogen har set sig gale på, siger han.

Alene på Fyn og Langeland er seks havørne fundet døde af forgiftning med carbofouran de senere år. Sidste år blev en rød glente fundet død øst for Vrå i Vendsyssel. Den havde også indtaget giften.

Knud Flensted vurderer, at målet med at lægge giften ud i højere grad er at ramme eksempelvis måger og ræve end rovfugle.

Brønderslev Kommune har taget vandprøver for at undersøge området for yderligere tegn på gift. Sagen er anmeldt til politiet.