Må du plukke æbler på offentlig vej? 300 år gammel lov giver svaret

16x9
Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Det er mere kompliceret end som så, når det kommer til bær, frugter og blomster, som umiddelbart virker tilgængelige.

Sommeren går på hæld, og det er snart tid til at høste årets frugter. Men af og til er der tvivl blandt både ejere og forbipasserende om, hvad man har ret til at gøre, når de fristende frugter og bær hænger ud over offentlig vej.

Og det er med god grund, fortæller arkitekt og fagekspert i Bolius Tine Nielsen til TV 2. 

Reglerne på området er nemlig mere komplicerede end som så, og faktisk er dele af loven Danske Lov ikke lavet om i flere hundrede år, nærmere bestemt siden 1683.

- Elementer af loven er i dag forældet, men der er stadig ting, som fortsat gælder i dag, siger Tine Nielsen og henviser til, at følgende lov fortsat er gældende:

"End Nøder, maa hand plukke saa mange, som hand der fortærer, og ej videre”.

Ejendommen må ikke betrædes

Hun henviser til, at der, ifølge Familieadvokaten, af den gamle bestemmelse i Danske Lov indirekte kan udledes "en almindelig grundsætning om ret for almenheden til i beskedent omfang at tilegne sig vildtvoksende bær, svampe, blomster og lignende, hvis det kan ske, uden at anden mands ejendom ulovligt betrædes".

Det betyder ifølge Tine Nielsen, at du gerne må plukke det, du kan fortære på stedet, hvis det hænger ud over "skel", hvilket vil sige den private grund. Desuden må der ikke bruges stiger eller andet til at plukke.

- Det er en ret for almenheden, hvor man må plukke på offentlige arealer, uden at den anden mands ejendom betrædes, forklarer Tine Nielsen.

To love støder sammen

Men udover loven fra 1683 skal du også være opmærksom på Hegnsloven.

Den bevirker, at du skal beskære din hæk, så den holder sig på egen grund, fortæller Tine Nielsen.

- Hvis du har træer eller grene, som hænger ud over vejen, skal de beskæres i en højde, så man kan færdes frit. Så de to love støder lidt sammen her.

Der er ifølge Tina Nielsen normalt tale om 2 meter og 75 centimeter.

- Og det er sjældent, at man kan nå over to meter, hvis man står på jorden. Desuden må du ikke lave hærværk eller knække grene.

Hegnsloven gælder blomster og planter. Det vil sige, at hvis blomsten hænger ud for privat grund og er på offentlig vej, må man gerne plukke den.

Dog bør man dog lige tænke sig om en ekstra gang, advarer Tine Nielsen.

- Hvis selve blomsterhovedet hænger ud over grunden, men stilken ikke gør det, må du ikke række ind på grunden og tage den. Det er altså kun, hvis blomsten vokser uden for grunden, at du må tage den, siger hun og tilføjer, at de fleste kommuner kræver, at grundejere selv sørger for, at der ikke er bevoksning på fortovet.

Når æbler hænger ind over naboens have

Men når det kommer til naboens æbler og andet, som stikker ud fra naboens have, bliver det igen mere kompliceret.

- Her er det mere en individuel vurdering af forholdene. Derfor træder hegnsloven kun i kraft, hvis naboerne ikke kan blive enige, lyder det fra Tine Nielsen.

En ting er dog sikker: Du må ikke skære grene af naboens træ.

Hvis der til gengæld falder æbler fra naboens træ ned i din have, er det noget andet.

Generelt råder Tine Nielsen ejere til selv at plukke bær og æbler, som hænger ud over fortovet, hvis de vil være sikre på selv at få dem.

- Ellers har andre folk lov til at tage det. Omvendt skal du som forbipasserende huske på, at du kun må tage, hvad du kan spise på stedet.

Så vidt Tine Nielsen ved, er diskussionerne om dette aldrig kommet så vidt, at det er blevet afprøvet i retten.

Det, du kan samle i en hat

Når det kommer til at samle og plukke ting fra marker og skove, gælder endnu en regel.

- I offentlige skove må du tage det, du kan samle i en hat, sådan lød det i gamle dage. I dag siger man en bærepose, siger Tine Nielsen.

Men igen gælder det, at du ikke må gå ind på privatdyrket område og samle noget – medmindre det er aftalt. Og så må man aldrig tage noget fra dyrkede arealer.

- På offentlige stier på marker gælder den samme regel som for privat grund: Du må tage det, der er udover den private grund, understreger Tine Nielsen.