Næsten 9 ud af 10 har haft problemer i soveværelset: Her er de mest udbredte problemer

16x9
Hver ottende dansker har haft problemer under samleje. Foto: Shutterstock / Shutterstock

Ny undersøgelse viser, hvilke seksuelle funktionsbesvær der er mest udbredte.

For tidlig sædafgang, smerter i underlivet og rejsningsproblemer.

Det er helt normalt at have problemer med de seksuelle funktioner under samleje. Faktisk er det næsten 9 ud af 10 danskere, der inden for det seneste år har haft et såkaldt seksuelt funktionsbesvær.

Men hvad er det så, vi kæmper med på lagenerne? Det giver en ny pilotundersøgelse fra Statens Serum Institut og Aalborg Universitet svaret på. Den er en forløber for en større befolkningsundersøgelse om danskernes sexliv.

De adspurgte er blevet bedt om at angive, hvorvidt de har oplevet forskellige seksuelle funktionsbesvær inden for det seneste, og hvor ofte de så har oplevet det.

Sex og sygdom hænger sammen

Grunden til, at forskerne bag undersøgelsen vil have indsigt i de seksuelle funktionsbesvær, skyldes, at det kan være tegn på andre sygdomme, som kan være ganske alvorlige. Rejsningsbesvær kan for eksempel være et symptom på diabetes. Samtidig har vores sexliv formentlig også indflydelse på vores generelle psykiske og fysiske tilstand.

TV 2 sætter fokus på danskernes sexliv

Vi ved, at sex og sundhed hænger tæt sammen, men for lidt om hvordan. Vores viden om danskernes sexliv er begrænset, men det skal et nyt projekt fra Aalborg Universitet og Statens Serum Institut lave om på.

Projekt Sexus skal kortlægge danskernes seksuelle adfærd fra nu af og til de dør. Op mod 200.000 tilfældigt udvalgte danskere inviteres, men allerede nu har TV 2 fået adgang til en mindre pilotundersøgelse. De næste dage sætter vi fokus på, hvor ofte vi har sex, forskellen på mænd og kvinder, de mest almindelige dysfunktioner, og hvilket forhold børn og ældre har til deres seksualitet.

- Seksualitet og sundhed hænger sammen på to måder. For det første ved vi, at når man bliver ramt af kronisk sygdom, bliver man også altid ramt på seksualiteten. Samtidig ved vi også, at forskellige typer af seksuelle dysfunktioner kan betyde et ganske stort tab af livskvalitet, siger Christian Graugaard, der står bag projektet og er professor i sexologi ved Aalborg Universitet.

Nedenfor kan du læse, hvad de mest udbredte seksuelle funktionsbesvær er, hvorfor de opstår, og hvad man gør ved dem. Listen er lavet i samarbejde med Astrid Højgaard, ledende overlæge ved Sexologisk Center på Aalborg Universitet.

Funktionsbesværene er rangordnet ud fra de respondenter, som har angivet, at de har oplevet problemet ofte eller hver gang, de har haft samleje. Eksempelvis har 12 procent af de adspurgte ofte eller hver gang under samleje kæmpet med for tidlig sædafgang, mens 9 procent af kvinderne har døjet med tørhed i skeden.

Mænds mest udbredte seksuelle funktionsbesvær

For tidlig sædafgang (12 pct.)

Det dækker over, at manden har fået udløsning inden for et minut efter indtrængning – sommetider sker det endda også før indtrængning.
For tre fjerdedele er det et medfødt problem og er formodentlig genetisk. Så er der en gruppe, der har fået problemet senere hen for eksempel på grund af en infektion eller stofskifteproblem. Endelig er der en gruppe af unge, hvor det er et forbigående problem.
Hvis man har for tidlig sædafgang, kan man få medicinsk behandling, eller også kan man træne sin bækkenbund eller smøre sin penis med en creme, der nedsætter følsomheden. Parterapi og mindfullness kan også være en del af processen. Den rigtige løsning er individuelt designet.

Rejsningsbesvær (7 pct.)

Rejsningsbesvær kan enten betyde, at rejsningen ikke har været kraftig nok til indtrængning, eller at rejsningen er forsvundet meget hurtigt efter indtrængning. I værste tilfælde kan man slet ikke få rejsning.
Rejsningsbesvær kan skyldes rigtig mange ting og er sommetider forbundet med andre fysiske skavanker. Det kan være hjertekarsygdomme, stofskifteproblemer, fedme, alkolholproblemer, rygproblemer og forhøjet blodtryk.
Når man har rejsningsproblemer, kræver det en individuel udredning. I mange tilfælde kan det være en god idé at starte behandling sideløbende med udredningen. For manges vedkommende vil man starte med at forsøge sig med rejsningsfremmende tabletter som viagra.

Besvær med at opnå orgasme (7 pct.)

Nogle mænd har svært ved at opnå orgasme ved almindelig seksuel berøring.
Hvis man har svært ved at få orgasme, kan det enten skyldes psykologiske, parforholdsmæssige eller fysiske årsager såsom problemer med stofskifte, diabetes, høj alder og visse typer medicin - eksempelvis den, der bruges mod depression.
Der findes ingen medicin, der kan afhjælpe besværet. Ofte vil man gå til psykolog eller sexologisk parterapi alt afhængig af, hvad årsagen til problemet er.

Smerter ved samleje (<1 pct.)

Det er forholdsvist sjældent, mænd har smerter ved samleje, men når de har det, er det primært af fysiske årsager som en infektion eller irritation – eksempelvis på grund af en kønssygdom. Det kan også være, at man har en meget spændt bækkenbund.
Hvis man eksempelvis har en betændelsestilstand i prostata, kan det gøre ondt ved udløsning. Hvis smerterne skyldes betændelse, vil man formentlig blive henvist til en urolog, der beskæftiger sig med urinvejene.
Kvinders mest udbredte seksuelle funktionsbesvær

Besvær med at opnå orgasme (20 pct.)

Som kvinde er det et spørgsmål om, at man skal lære at få orgasme, for den er meget afhængig af psykologiske og parforholdsmæssige faktorer. Orgasme handler ikke bare om at mestre det tekniske ved et samleje, men om det nydelsesmæssige, som er noget, man skal lære. Her er partneren en vigtig og altafgørende brik. For at opnå orgasme skal der nemlig være tillid mellem parterne og plads til at udtrykke sine behov.
Nogle kvinder møder en partner tidligt, som er en god "læremester", men man kan også møde en, der er klodset. Når først du har opnået orgasme én gang, vil du have nemmere ved at opnå det senere med en ny partner.
Problemer med at opnå orgasme kan dog også skyldes overgangsalderen og anti-østrogenbehandling, som bruges ved brystkræft, hvor nogle får tørre slimhinder. Der kan man behandle med østrogen eller glidecremé.
Endelig kan mangel på orgasme skyldes diabetes, som er en rigtig dræber for orgasmenAntidepressiv behandling kan også gøre det svært.

Tørhed i skeden (9 pct.)

Tørhed i skeden rammer især kvinder efter overgangsalderen, fordi østrogenen falder. Symptomerne er tørhed, kløe, svie, irritation, smerte eller pletblødning under sex.
Kvinder, der er blevet opereret for brystkræft, kan også have problemer med tørhed, fordi man i en del tilfælde nedbringer det kvindelige kønshormon og sørger for, at der er mindre østrogen i kroppen.
Tørhed vil man typisk lokalbehandle med østrogen i de nedre regioner. Glidecreme kan også være en løsning.
Endelig er der de kvinder, der er tørre, fordi de ikke bliver tilstrækkelig tændt. Der vil man også inddrage partneren, for det kan skyldes, at han måske er uvidende om hendes behov, har et hygiejneproblem, ikke bidrager nok derhjemme, der er magtkampe i forholdet eller skænderier. Endelig kan eventuelle seksuelle problemer hos ham, som for eksempel rejsningsbesvær eller for tidlig udløsning, hindre, at hun bliver tilstrækkelig tændt.

Smerter ved samleje (4 pct.)

Kvinder kan både have smerter i skridtet, uden for selve skeden og inde i skeden.
Smerterne kan skyldes mange ting. Nogle af de udbredte er holdningsproblemer, tarmproblemer, urinvejsinfektioner, eller hvis man går og spænder på grund af inkontinens.
Kvinder med smerter vil ofte blive sendt til en gynækologisk undersøgelse, hvor man kan sætte noget behandling i gang. Selvom man kommer i behandling, kan de smertelige oplevelser forplante sig i kroppen, og så bliver det en ond cirkel, der også har psykiske konsekvenser, som der skal arbejdes med.
Mennesker, der har været udsat for overgreb, kan også have problemer med smerter, og der er det også psykologisk behandling, man arbejder med.

Skedekrampe - også kaldet vaginisme (1 pct.)

Nogle kvinder oplever en ufrivillig muskelsammentrækning ved bækkenbunden, som gør det umuligt at trænge op i skeden.
Vaginisme kan skyldes, at man har været udsat for et overgreb, ubehagelige lægeundersøgelser eller fordømmende opdragelse, men der kan også være andre årsager - nogle kvinder har for eksempel en stram bækkenbundsmuskulatur.
Behandlingen for vaginisme er typisk psykologisk, men består også af nogle øvelser, som laves hjemme. Øvelserne er som regel lavet af en fysioterapeut og består af udspændingsøvelser.