Havet var en stor del af Annes liv: - Selvfølgelig skal hun strøs i det

I stedet for et gravsted får Claus Wennermark Jensens kone en sten på stranden, hvor han kan mindes hende, mens han kigger ud over havet.

De havde aldrig nået at tale om, hvordan hun ville begraves. Alligevel var Claus Wennermark Jensen ikke i tvivl, da hans kone pludselig døde i starten af august, 57 år gammel.

- På en måde er det en indlysende måde for hende at afslutte det her liv på. Hun var så glad for vand, så selvfølgelig skal hun strøs i det, siger han.

Derfor drog han onsdag aften ud på Holbæk Fjord med sine to børn fra et tidligere ægteskab og tre af Annes nære venner.

Da de havde fundet det helt rigtige sted, smukt og med udsigt ind i fjorden, strøede Claus Annes aske ud i havet, der havde været en stor del af hendes liv. 

- Det var det rigtige for Anne. Det var det, hun ville – ud i vandet og bevæge sig,

Flere vil have asken spredt

Askespredning er et begravelsesritual, som stadig flere benytter sig af. Faktisk er antallet af dem, der ønsker at få deres aske spredt, når de skal herfra, steget markant de seneste år. 

Det viser en rundringning til landets krematorier, som TV 2 har lavet.

I København var det 1,7 procent af de kremerede, hvis aske blev spredt i 2005. Det tal var steget til 8,1 procent sidste år, mens det i Hillerød var 10,5 procent af de kremerede, der blev udleveret til askespredning.

Bedemand Jesper Fogh Lund i Odense har specialiseret sig i begravelser uden kirkelig handling. Han tror, at det stigende antal askespredninger skyldes det forhold, mange danskere har til kirken i dag.

- De kender ikke præsten, de kommer aldrig på kirkegården, og derfor siger det dem ikke så meget, siger han og fortsætter.

- I stedet for at have dårlig samvittighed over et gravsted, de ikke vedligeholder, vil de hellere strø asken ud, og hver gang de så kommer i sommerhuset eller på stranden, kan de tænke: "Det var her, vi strøede asken på vores kære ud", siger han.

Regler om spredning af aske

Det skal kunne dokumenteres skriftligt, at afdøde har ønsket askespredning.

Kravet om skriftlighed kan fraviges, når det er utvivlsomt, at det var afdødes ønske. Det kræver dog godkendelse fra begravelsesmyndigheden.

Asken må ikke spredes over land, i søer eller åer.

Ceremonien skal foregå over åbent hav og minimum 200 meter fra land, hvor der er gennemløb nok til at asken hurtigt spredes.

Asken må ikke opbevares i hjemmet.

Urnen må ikke nedsænkes i havet.

Spredningen af asken skal foregå på en måde, der ikke vækker opsigt.

Ifølge Mogens Bo Henriksen, der er ph.d. i forhistorisk arkæologi og forsker i begravelsesritualer, er det voksende ønske om askespredninger helt i tidens ånd. 

- Det er et ønske om, at man er begravet et sted, hvor man lige så meget er begravet i tankerne som på et fysisk sted. Stedet er på vej ud af begravelseskulturen. Når vandet fører asken ud, kan man gå ned til en fjord eller et hav og sige, at der ligger ens forfædre begravet, siger han.

Anne får en mindesten på stranden

For Claus Wennermark Jensen og hans kones venner handlede det mest om at ære Annes glæde ved havet. 

Hun svømmede i svømmehallen to gange om ugen året rundt, og gennem hele sommeren nød hun at hoppe i det store blå.

- Sidste år satte jeg en badeplatform på båden, så hun kunne få lov til at springe i og komme nemt op igen – hun var i den grad et vandmenneske, siger Claus.

Selvom det var helt naturligt at sprede asken over Holbæk Fjord, ved Claus Wennermark Jensen godt, at han får brug for at have et sted, han kan gå hen og sørge. Derfor har han indgraveret Annes navn i en mindesten, som han vil lægge et sted langs kysten. 

Annes navn er blevet indgraveret i en sten, som skal ligge et anonymt sted langs kysten.
Annes navn er blevet indgraveret i en sten, som skal ligge et anonymt sted langs kysten. Foto: TV 2

- Det er rart at kunne gå et sted hen, lægge en hånd på hendes sten og sige ”Ja, Anne, nu står jeg her og kigger ud over vandet”.

Men han er sikker på, at han vil kunne mindes hende, uanset hvor på havet han befinder sig. 

- Jeg vil selvfølgelig tænke på hende, når jeg passerer det sted. Men jeg vil også tænke på hende, når jeg ligger for anker i en havn, og båden gynger stille og roligt, og jeg skal sove. Så ved jeg, at Anne er udenfor, siger han.