Efter dom om 91 vanrøgtede hunde: - Det skærer i mit hjerte

Det tog fem dage og hjælp fra frivillige at klippe afføring ud af hundenes pels.

- Alle var berørte. Selv Falck-manden stod med tårer i øjnene og havde lort op ad benene.

Ordene kommer fra Mie Munck, der er hundeansvarlig på Roskilde Internat.

For to år siden, i maj 2015, var hun en af de første til at modtage en stor del af de 91 hunde, primært af racen cockerspaniel. De blev reddet fra en såkaldt 'hvalpefabrik' i Danmarks hidtil største sag om vanrøgt.

Flere af de 91 vanrøgtede hunde havde så beskidt pels, skulle barberes for at kunne blive behandlet. Her hvalpen Mynte af racen cockerspaniel.
Flere af de 91 vanrøgtede hunde havde så beskidt pels, skulle barberes for at kunne blive behandlet. Her hvalpen Mynte af racen cockerspaniel. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Græd over dommen

I går faldt der dom i sagen, hvor en 34-årig kvinde fra Næstved-egnen blev idømt 30 dages betinget fængsel for vanrøgten.

Derudover er kvinden frakendt retten til at have med hunde at gøre i de næste tre år. Dommen er betinget i et år.

Men det er alt for let sluppet, mener Mie Munck, der i sine 13 år i faget aldrig har set noget lignende.

Hun græd, da dommen faldt mod den dømte, som med dommerens tilladelse ikke var til stede og ikke selv har kommenteret sagen.

- Det skærer i mit hjerte, at hun fortsat kan have hunde. Det er en uacceptabel straf. Jeg kan ikke forstå, at man kan mishandle hunde og ikke blive straffet hårdere, siger Mie Munck.

Bylder og infektioner

Hun beskriver, hvordan de 91 hunde ankom med blandt andet hud-, øre- og urinvejsinfektioner, bylder, tandsten og paradentose.

Deres pels var sammenfiltret og indsmurt i afføring til et niveau, hvor det krævede fem dage og hjælp fra frivillige at få barberet hundene fri.

- Det var ufatteligt, at de så sådan ud. Jeg har selv cockere, og jeg ved, hvor meget pelspleje de kræver. Én uge, så er pelsen filtret - og de her hunde var ikke blevet friseret i flere år, siger Mie Munck.

Hun forklarer, at fire af hundene var så slemt tilredt, at de ikke stod til at redde. Blandt andet en hvalp der ikke kunne gå, fordi pelsen var komplet ødelagt.

- De lå i mine arme, da de sov ind. De skulle have den sidste tryghed, inden de skulle herfra, siger Mie Munck.

Blod, sved og tårer

Foruden hundenes fysiske forfatning, var også deres mentale tilstand med Mie Muncks ord ”forfærdelig”.

En cockerspaniel, Honey, havde udviklet astma efter at have levet i dunster fra urin og afføring.
En cockerspaniel, Honey, havde udviklet astma efter at have levet i dunster fra urin og afføring. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Hundene var skræmte, havde intet lært, og kendte hverken til hundesnore eller vandskåle.

Derudover måtte Mie Munck og de andre ansatte på internatet gradvist vænne dem til igen at have tillid til mennesker. Blandt andet ved at lægge sig fladt ned til hundene og give dem mad.

- Langsomt begyndte de at vise interesse og blive skødehunde, siger Mie Munck og forklarer, at alle overlevende hunde i dag har fået nye familier.

I dag har alle de overlevende hunde fra sagen fået nye familier. Nogle i mere end én forstand.
I dag har alle de overlevende hunde fra sagen fået nye familier. Nogle i mere end én forstand. Foto: Mie Munck

- Det krævede blod, sved og tårer, men vi er så heldige, at vi har fået fantastiske hunde ud af den her sag.

Hundetræf og nye kuld

Sagen har berørt Mie Munck hårdt. Derfor er hun stadig i kontakt med mange af de nye ejere og deres hunde, som siden redningen for to år siden er mødtes til hundetræf en gang om året.

- Det er den bedste dag på året, siger Mie Munck.

En gang om året mødes de engang vanrøgtede hunde og deres nye ejere. VIDEO: Dyrenes Beskyttelse Video: Anders Lars Buch-Larsen

Hun har selv adopteret Prada, en af de vanrøgtede cockerspanieler, der med sit milde temperament i dag er blevet en såkaldt terapihund, som beroliger andre af sine artsfæller.  

Tilmed har Prada fået sit eget kuld velholdte hvalpe, men trods den lykkelige udgang har sagen trukket tårer for Mie Munck.

Hun mener, at man i Danmark burde straffe dyremishandling hårdere, og at et dyrepoliti vil være en god ide.

Indtil da opfordrer Mie Munck kommende hundeejere til fortsat at være opmærksom på forhold hos sælgeren, samt hvordan hvalpene og deres mor har det. Ligesom at alle bør reagere, hvis de ser en hund leve under uacceptable forhold.

Mie Munck og sine hunde. Prada (højre) var en af de 91 vanrøgtede hunde.
Mie Munck og sine hunde. Prada (højre) var en af de 91 vanrøgtede hunde. Foto: Mie Munck