Kvinde dømt for vanrøgt af 91 hunde: - Lugtede så grimt, at øjnene løb i vand

Den 34-årige kvinde var ikke selv til stede i retten i Næstved, da dommen blev afsagt. Dommeren i sagen havde accepteret, at hun ikke selv mødte op.

En kvinde er dømt til 30 dages betinget fængsel for vanrøgt af 67 hunde. Derudover er hun frakendt retten til at have med hunde at gøre de næste tre år. Dommen er betinget i et år.

TV 2 har flere gange tidligere omtalt sagen, der blev oprullet tilbage i maj 2015, da 91 vanrøgtede hunde blev fjernet af politiet og Dyrenes Beskyttelse fra en landejendom i Hyllinge på Vestsjælland.

Dommeren mente ikke, at der var bevis for, at alle 91 hunde var blevet groft behandlet, skriver TV ØST.

Der lugtede kraftigt af ammoniak

Den nu 34-årig kvinde, der er mor til et barn på cirka fem år, drev kennelvirksomhed uden tilladelse og holdt hundene under kummerlige forhold i en lade.

- Det var horribelt. De var tørstige og sultne. Det var meget, meget sørgeligt. Antallet af hunde – og det, de har været udsat for – det er det værste, jeg har set, sagde Rikke Christensen-Lee, daværende leder af Roskilde Dyreinternat, dengang til TV 2.

I retten kom det også frem, at der lugtede kraftigt i den ulovlige kennelvirksomhed.

- Da jeg trådte ind i stalden var ammoniaklugten så stærk, at øjnene løb i vand. Det var endda, selv om politiet havde haft døren åben i et stykke tid, forklarede en dyrlæge i retten ifølge TV ØST.

Han var en af de dyrlæger, der blev sendt ud til ejendommen.

- I huset var der, uanset hvilket rum jeg kom ind i, hundelorte overalt. Gulvene var belagt med lort, fortalte dyrlægen videre.

Dyrenes Beskyttelse er skuffet

Hos Dyrenes Beskyttelse kalder man dagens dom meget "skuffende":

- Ikke mindst fordi, den dømte jo har vist, at hun ikke kan håndtere dyrehold, og derfor burde hun være frakendt retten til at have med dyr at gøre overhovedet, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, til TV 2.

Hun finder det problematisk, at sagen har været over to år undervejs.

- Også i forhold til, at der ikke bliver givet en bøde. Ved sager med de her hvalpefabrikker ser vi ofte, at der kan tjenes meget store penge ved at sælge de her hvalpe. Og vi mener ikke, at man skal kunne avle hunde på den her måde, og så tjene penge på det, fortsætter hun.

Roskilde Dyreinternat tog imod en stor del af de vanrøgtede hunde - fire af dem havde det så dårligt, de måtte aflives, mens en række hunde fik det bedre efter operationer.

Mens de fleste af hundene, 63, blev modtaget af Dyreinternatet i Roskilde, kom de 28 sidste til et dyreinternat på Fyn, og i maj sidste år kunne Dyrenes Beskyttelse fortælle, at alle de overlevende hunde undtagen én havde fået nyt hjem.

I februar blev sagen mod den 34-årige kvinde udskudt på ubestemt tid, og det udløste dengang stor kritik fra Dyrenes Beskyttelse.