Dansk turist dræbt i trafikulykke i Berlin

16x9
De pårørende er underrettet, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice. Foto: TV 2

En bilist mistede herredømmet og ramte den danske turist.

En 62-årig dansk kvinde, der var på turistbesøg i Berlin, blev onsdag dræbt i en trafikulykke i den centrale del af storbyen, der kaldes Mitte.

Det bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice til TV 2.

Ifølge avisen Berliner Morgenpost blev kvinden ramt af en bilist, der kørte ind i et udrykningskøretøj og derefter mistede herredømmet over sin bil i gaden Friedrichstrasse.

Pårørende er underrettet

Bilen ramte derefter den danske kvinde, der lige havde krydset fodgængerfeltet med sin ægtefælle. 

Den dræbtes ægtefælle og den forulykkede bils chauffør er uskadte, men har efterfølgende modtaget psykologhjælp.

De pårørende er underrettet, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice.