Sælger ville have 30.000 for toiletpapir i andelslejlighed

Andelsboligmarkedet i København er rødglødende, og det giver boligsælgerne mulighed for at kræve penge under bordet.

30.000 kroner for en pakke toiletpapirsruller.

Dette var kravet fra en sælger, hvis 23-årige Jonas Melander Hammer skulle have mulighed for at købe en andelslejlighed i København.

- Han siger: "Jeg har fået nogle tilbud. Der er én, der godt vil give 25.000 kroner." Hvad betyder det for mig? Så siger han, at "du skal være velkommen til at byde over, og jeg skal selvfølgelig ikke bare have pengene, så jeg har noget toiletpapir stående, som du kan købe for 30.000", fortæller Jonas Melander Hammer.

Undersøgelse: 70 procent oplever krav om penge under bordet

Jonas Melander Hammer er langt fra den eneste i København, der oplever, at sælgeren af en andelsbolig forsøger at opnå såkaldte penge under bordet - en ulovlig overpris, der ofte betales kontant ved siden af den officielle pris, der betales via andelsforeningen.

Søndag kan TV 2 således via skjulte optagelser dokumentere, hvordan to sælgere af københavnske andelsboliger afkræver TV 2s journalist henholdsvis 10.000 til 20.000 kroner og 100.000 kroner, for at komme i betragtning til at kunne købe, selvom den er sat til maksimalprisen.

En pris, der er fastsat af andelsforeningen, og som ifølge lovgivningen ikke må overstiges.

I en andelsboligannonce på dba.dk fra maj i år ses det, hvordan nogle sælgere er mindre diskrete om, at der skal bydes på løsøre.
I en andelsboligannonce på dba.dk fra maj i år ses det, hvordan nogle sælgere er mindre diskrete om, at der skal bydes på løsøre. Foto: Screenshot fra dba.dk. Redigeret af TV 2

Yderligere har TV 2 sendt et spørgeskema ud til brugerne af Facebook-siden "Andelsboliger og Andelslejligheder i København", der giver besked, hver gang der sættes en andelsbolig til salg i København på sider som dba.dk og lignende.

Her svarer 70,1 procent af de 231 respondenter, at de har oplevet en sælger af en andelslejlighed, som direkte eller indirekte har foreslået penge under bordet, som det er tilfældet på de skjulte optagelser.

Sælger krævede 150.000 kroner for skabe

Christina Ziegler Beck Nyling er en anden af de boligsøgende, der har været ude for en lignende situation.

Da hun var ved at være færdig med sit studie, kunne hun ikke længere blive boende på sit kollegium, og hun søgte derfor efter en ny bolig.

Hun oplevede, hvor presset boligmarkedet er i København, og som tiden gik blev hun mere og mere desperat for at finde et nyt hjem.

- Jeg nåede nærmest ikke at komme ud og kigge på noget, før det allerede var revet væk. Så jeg syntes, det var rigtig svært at komme i gang med overhovedet at finde noget, siger Christina Ziegler Beck Nyling.

Se TV 2s skjulte optagelser, hvor andelsboligsælgere kræver penge under bordet:

En dag er hun dog heldig at være en af de første til at ringe på en annonce, hun ser på Den Blå Avis. 

- Jeg kommer ud og ser den og siger, den er superlækker, og jeg er faktisk rigtig interesseret.

- Da vi så skal til at runde af, så kigger han på mig og siger: ”Ja, men hvis jeg skal sælge den her lejlighed til dig, så skal jeg altså også lige have 150.000 for de skabe, der står inde i soveværelset, fortæller Christina Ziegler Beck Nyling, der i første omgang tilbød sælger 80.000 kroner for skabene.

Men da hun efterfølgende kom hjem og tænkte det nærmere igennem, kom hun på andre tanker.

- Jeg vidste jo godt, at det ikke var helt lovligt, og det sagde jeg også til ham. At jeg nok ikke var helt med på den, og så endte han med at sige: ”Okay, hvis du ikke har lyst til det, så sælger jeg bare min bolig til en anden”.

- Så jeg endte ikke med at købe den, siger Christina Ziegler Beck Nyling.

Direktør for andelsforeninger: Meld det til politiet

Hos Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF), der ifølge egne tal repræsenterer omkring 38 procent af andelsforeningerne i København, er direktør Jan Hansen rystet over, at så mange sælgere tør løbe en risiko ved at tage penge under bordet.

- Der er ingen tvivl om, at der er stor efterspørgsel på andelsboliger, men det skulle jo ikke føre til, at dem der så sælger, bare kræver penge under bordet for at få en gevinst ud af det, siger han.

Jan Hansen mener, at den rette kur mod ulovlige overpriser på andelslejligheder i København er ventelister.

- Vi kan se, at der er foreninger, der har ventelistesystemer, og det gør, at det ikke kan lade sig gøre at kræve penge under bordet. Derfor er ventelister en af mulighederne for at forhindre penge under bordet, siger han med henvisning til, at ventelisterne dikterer, hvem der skal overtage andelen ved et salg.

Samtidig råder han købere af andelsboliger samt andelsforeninger at gå til myndighederne.

- Hvis man bliver bekendt med penge under bordet, bør man overveje at anmelde det til politiet, siger Jan Hansen, der også mener, at man skal se på en forhøjelse af straffen, der i dag lyder på maksimum fire måneders fængsel.

- Det kan være et skridt i den rigtige retning.