1800 tons forurenet byggeaffald gravet ned tæt på drikkevand

Sidste år benægtede firmaet overfor TV 2, at der var gravet forurening ned. Nu slår rapport fast, at der ligger masser af giftigt affald.

470 meter. Så kort er der fra 1800 tons forurenet byggeaffald til en drikkevandskilde, som årligt leverer vand til 30.000 danskere i hovedstadsområdet.

- Jeg synes, det er en alvorlig sag. Når der bliver begravet en masse forurening tæt på vores boringer, så er det noget, vi skal undersøge og være sikre på, ikke skaber en fare for vores drikkevand, siger Anne Scherfig Kruse, der er afdelingschef for Vandressourcer og Miljø i HOFOR, som forsyner hovedstadsområdet med vand.

Det er en meget alvorlig sag

Borgmester i Lejre Kommune, Carsten Rasmussen (S)

- Ikke værdigt for en virksomhed

Forureningen er gravet ned ved en nybygget lagerbygning i den lille landsby Øm i Lejre Kommune. Kommunen vurderer, at der ikke er akut fare for drikkevandet, men de lokale vil have affaldet gravet op og transporteret væk med det samme.

Stefan Willumsen er formand for det lokale vandværk i byen Øm i Lejre Kommune. Her står han oven på det nedgravede forurenede byggeaffald.
Stefan Willumsen er formand for det lokale vandværk i byen Øm i Lejre Kommune. Her står han oven på det nedgravede forurenede byggeaffald. Foto: TV2 / TV2

- Det er noget svineri, det de foretager sig. Det er ikke værdigt for en virksomhed at lave sådan nogle numre, hvor de går ind og prøver at skjule forurening, siger Stefan Willumsen, der er formand for det lokale vandværk, som servicerer de 190 husstande i Øm.

Affald skal graves op

Virksomheden, som står for byggeriet, hedder Bach Gruppen. De siger, at de ikke var bevidste om, at der blev gravet forurenet byggeaffald ned.

Sidste år kunne TV2 dokumentere, at virksomheden havde transporteret forurenet byggeaffald til byggepladsen i Øm.

Før- og efterbilledet herunder viser bunkerne af byggeaffald, som forsvandt fra firmaets byggeplads på Njalsgade i København.

I lang tid benægtede Bach Gruppen selv, at de havde transporteret affaldet til Øm, og at der skulle være noget forurening gravet ned i Øm.

Efter TV 2’s dækning fik Lejre Kommune foretaget nogle prøver som viste, at der var forurening i jorden. Det gav anledning til en yderligere omfattende undersøgelse, som nu ligger klar.

Den viser, at der i hvert fald er 1800 tons nedgravet byggeaffald, som er så forurenet, at konsulentfirmaet, der har stået for undersøgelsen, anbefaler, at det skal graves op.

Der er kun 470 meter fra det nedgravede affald til vandboringer, som forsyner 30.000 danskere i hovedstadsområdet med vand om året.
Der er kun 470 meter fra det nedgravede affald til vandboringer, som forsyner 30.000 danskere i hovedstadsområdet med vand om året. Foto: TV2 / TV2

Der er gravet flere forskellige typer forurening ned, men særligt det miljøfarlige stof PCB er et problem. I nogle af prøverne er der 11 gange mere PCB, end de grænser Miljøstyrelsen har sat for, hvornår grundvandet kan være i fare.

Der kan være mere forurening

Borgmester i Lejre Kommune Carsten Rasmussen (S) er bange for, at forureningen er værre end de konstaterede 1800 tons, og har derfor krævet, at Bach Gruppen nu laver yderligere undersøgelser.

- Det er en meget alvorlig sag. Rapporten overbeviser os ikke om, at der ikke er mere end de 1800 tons forurenet byggeaffald gravet ned. Der kan sagtens være mere, og derfor ønsker vi en fuldkommen klarlægning, og så vil vi derefter kræve det renset op, siger Carsten Rasmussen.

Borgemester i Lejre Kommune, Carsten Rasmussen, frygter at der kan være mere forurening end de 1800 tons byggeaffald, som allerede er konstateret.
Borgemester i Lejre Kommune, Carsten Rasmussen, frygter at der kan være mere forurening end de 1800 tons byggeaffald, som allerede er konstateret. Foto: TV2 / TV2

Han er skuffet over firmaets ageren i denne sag.

- Ud fra denne her sag må man konstatere, at selvom der er tale om et stort, velrenommeret firma, kan man ikke have blind tillid til dem. Noget kunne tyde på, at der ikke er en tilstrækkelig kontrol med, hvad man henter, og hvor man læsser det af henne, siger borgmesteren.

Firma: - Det er ikke os

Bach Gruppen fortæller, at de regner med, at forureningen kommer fra materialer, som de har købt hos en ekstern leverandør med beskeden om, at de var rene. De er i gang med at undersøge sagen nu.

Direktør i Bach Gruppen Lene Christensen fortæller, at de er i gang med at undersøge kilden til forureningen.
Direktør i Bach Gruppen Lene Christensen fortæller, at de er i gang med at undersøge kilden til forureningen. Foto: TV2 / TV2

- Vi vil gerne stå ved vores ansvar som bygningsejer. Vi har ansvaret for det her. Men det er vigtigt for os at finde ud af, hvor det kommer fra, og det tager noget tid, siger direktør i Bach Gruppen, Lene Christensen.

Kan du forstå, hvis det udefra ser ud som om, at I ikke har rent mel i posen?

- Jeg kan godt forstå, det du siger, og jeg kan også forstå i dag, at vi skulle have kommunikeret det her langt bedre fra starten af. Skulle vi nogensinde komme i en tilsvarende sag, har det her lært mig, at vi skal kommunikere bedre til omverdenen, siger Lene Christensen.