Prins Joachim om sin fars beslutning: - Vi er indforståede med det

Prins Henrik vil ikke begraves ved sin kones side, men det er ingen overraskelse for familien.

Torsdag fik prins Henrik mange danskere til at spærre øjnene op, da det kom frem, at han ikke ønsker at blive begravet ved siden af dronning Margrethe i Roskilde Domkirke. Et hvilested, der ellers indebærer en sarkofag til 29 millioner kroner og mange års forberedelse.

Men udmeldingen kom ikke bag på prins Joachim.

Fredag deltog Prinsen på et pressemøde på Københavns Rådhus i forbindelse med sin rolle som protektor for Copenhagen Historic Grand Prix, der skydes i gang lørdag og søndag i København. Under pressemødet gav han en kort kommentar til Ekstra Bladet i kølvandet på sin fars udmelding.

- Det er ikke en nyhed for os i familien, og vi er indforståede med det, fortalte han og tilføjede efterfølgende:

- Det er, som alle har sagt, og som min mor også har sagt, noget vi har vidst i et stykke tid, og som vi er indforståede med, forklarede han til Ekstra Bladet.

Dronning Margrethe lægger kranse ved Kong Frederik 9. og Dronning Ingrids gravsted i Roskilde Domkirke, til venstre ses prins Henrik.
Dronning Margrethe lægger kranse ved Kong Frederik 9. og Dronning Ingrids gravsted i Roskilde Domkirke, til venstre ses prins Henrik. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Utilfreds med sin behandling

Traditionen for, at danske kongelige begraves i Roskilde Domkirke, er årelang, men prins Henriks beslutning sker på baggrund af, at han ikke har fået den titel, han har ønsket, fortæller kongehusets kommunikations chef, Lene Balleby, til BT:

- Det er ingen hemmelighed, at Prinsen i mange år har været utilfreds med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere. For Prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle – ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket, siger hun og fortæller yderligere, at Prinsen fortsat vil begraves i Danmark, men at de nærmere omstændigheder ikke er på plads endnu.

Dronning Margrethe udtrykte i en pressemeddelelse, at hun gennem noget tid har været bekendt med prins Henriks beslutning og er indforstået med den.

Beslutningen ændrer ikke ved Dronningens begravelsesplaner, og kongehuset slår fast, at Prinsen fortsat ønsker at blive begravet i Danmark, men at de nærmere omstændigheder endnu ikke er på plads.

Dronning Margrethe og prins Henrik kunne i år fejrer guldbryllup. De blev gift den 10. juni 1967.
Dronning Margrethe og prins Henrik kunne i år fejrer guldbryllup. De blev gift den 10. juni 1967. Foto: Åge Sørensen / Scanpix Danmark