Hackerenhed kan få adgang private oplysninger: - De har andet at lave end at genere os

16x9
Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Eksperter er bange for, at Forsvaret fremover kan snage i vores sundhedsdata. Men trods det bakker Socialdemokratiet op om flere beføjelser til FE.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) overvejer at give mere magt til en hackerenhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det kan man se af en rapport, som forsvarsministeriet har sendt til Folketinget forud for forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

Kan snage i sundhedsdata

De udvidede beføjelser skal hjælpe efterretningstjenesten til at stoppe cyberspionage og cyberkriminalitet. Men flere eksperter råber vagt i gevær.

- Det får hårene til at rejse sig i nakken på mig, siger IT-sikkerhedsekspert Peter Kruse til Berlingske. 

Han er bange for, at efterretningstjenesten kan få adgang til patientjournaler, recepter og mails sendt mellem folketingsmedlemmer.

Konkret vil efterretningstjenesten nemlig få adgang til ikke blot at modtage data, men også selv at hente dem, forklarer Peter Kruse.

- Problematisk i et demokratisk samfund

De samme dybe rynker i panden har man hos Enhedslisten.

- Det er meget bekymrende. Det der bliver lagt op til er en meget massiv forøgelse af masseovervågningen af ganske almindelige danskere, siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen.

Specielt at FE får adgang til vores private sundhedsdata.

- Det synes jeg er dybt problematisk i et demokratisk samfund. Der skal man ikke have en efterretningstjeneste, der snager i lovlydige borgere, siger han

Socialdemokrater bakker op

Men trods advarslerne fra fagfolk og politiske kolleger, er Socialdemokraterne som udgangspunkt positive over for forsvarsministeriets anbefalinger.

- Jeg vi gerne sikre mig, at de har de kompetencer og mulighed for at beskytte os mod nogen, der vil Danmark og danskerne det ondt, siger forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen til TV 2.

Han frygter ikke misbrug af danskernes personlige oplysninger.

- De mennesker som sidder i FE er ikke ude på at genere dig og mig som udgangsunkt. De har én vigtig opgave: At beskytte os som nation og som enkeltindivider, forklarer han.

Omvendt er han bekymret for angreb udefra mod Danmark og medborgere.

- Hacking er er ny form for krigsførelse, som bruges af både stater og personer til at hacke private og offentlige virksomheder. Derfor tror jeg det er vigtigt, at de kan følge de spor, de falder over, forklarer han.