Stort boom - filippinske piger i kø for at blive au pair i Danmark

Danske au pair-formidlinger oplever mere end en fordobling i antallet af udlændinge, der ønsker at komme til Danmark efter forhøjelse af lommepengene.

I 2015 blev der indført en række ændringer i den danske au pair-lovgivning, som har gjort det mere attraktivt at være au pair i Danmark.

Det betyder, at køen af udenlandske piger, der drømmer om at komme til Danmark som au pair, nu er vokset markant. 

- I løbet af det seneste år har vi oplevet mere end en fordobling af især filippinske au pairer, som opretter sig på vores hjemmeside for at søge mod Danmark, og den tendens ser vi fortsat, siger Jacob Christensen, som er medindehaver af online-tjenesten Aufini.dk, der formidler kontakt mellem udenlandske au pairer og danske familier.

- På almindelige dage er der cirka 40 til 45 nye au pairer, der opretter en profil på siden, men det seneste års tid har det været normalt, at tallet har ligget helt oppe på omkring 100 nye hver eneste dag, og det svarer til en stigning på næsten 123 procent, tilføjer Jacob Christensen.

Ud af de mere end 8000 au pair-ansøgere på Aufini.dk er cirka 65 procent fra Filippinerne.

Formidlingen mellem au pairer og familier foregår på samme måde som på et dating-site, hvor parterne selv optager den indbyrdes kontakt. Det er derfor uvist, hvor mange af kontakterne, der resulterer i konkrete au pair-ophold.

Videoklippet øverst er fra dokumentarserien 'Sandheden om vores au pair', der sendes onsdag kl. 20.00 på TV 2.

Au pairer tiltrækkes af forbedrede vilkår

Ifølge Jacob Christensen skyldes boomet i ansøgninger fra filippinske au pair-piger blandt andet stramningen af lovgivningen omkring den danske au pair-ordning, som blev gennemført i 2015.

Au pair-ordningen i Danmark

  • Au pair betyder "på lige fod", og ordningens formål er kulturel udveksling.
  • Au pairen skal være fyldt 17 år, men ikke 30 år på ansøgningstidspunktet, og den daglige arbejdstid skal være på minimum 3 og maksimum 5 timer, det vil sige mellem 18 og 30 timer om ugen. Au pairen skal have mindst halvanden fridag om ugen.
  • En au pair må udføre lettere husarbejde og børnepasning på lige fod med husets øvrige medlemmer.
  • Til gengæld for sit arbejde får au pairen kost og logi, lommepenge (minimum 4.150 kr. om måneden) og adgang til at følge sprogkursus på sprogskoler.

- Det lader til, at den øgede interesse for Danmark hænger sammen med de forbedrede vilkår og især forøgelsen af lommepengene. Det var ikke en stigning, vi oplevede umiddelbart efter, at lovgivningen trådte i kraft, så der har højst sandsynligt været en forsinkelse, før nyheden nåede til Filippinerne, forklarer han til TV 2.

Ændringen af de danske au pair-regler blev indført per 1. juli 2015 og betød blandt andet, at de månedlige lommepenge blev hævet fra 3250 til 4150 kroner, at au pairerne fik en halv fridag mere om ugen, og at værtsfamilierne blev pålagt at betale blandt andet sprogkursus og både ud- og hjemrejse for au pairerne.

Også øget interesse fra stressede, danske familier

Hos Aupairagent.dk, som er et mindre dansk au pair-formidlingsbureau, der går aktivt ind og matcher den enkelte au pair med en passende familie, modtager man ligeledes et stadigt voksende antal henvendelser.

- Jeg oplever en stigende interesse - ikke bare fra filippinske au pairer, men fra udenlandske au pairer generelt. Der er mange piger, men også drenge, som gerne vil til udlandet og opleve en anden verden end den, de kender. Så de kan få en kulturel oplevelse samtidig med, at de er en del af en dansk familie, siger Karina Volff Pedersen, der er indehaver af Aupairagent.dk.

Selvom flere viser interesse for at komme til Danmark og arbejde som au pairer, er der i 2017 ifølge SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration) sket et ret markant fald i antallet af opholdstilladelser til nye au pairer i Danmark. Der er tale om au pairer, der kræver visum og opholdstilladelse for at være i Danmark.

Karina Volff Pedersen mener dog ikke, at de danske familier er blevet mindre interesserede i at anskaffe sig en au pair.

- Flere og flere familier har en travl og stresset hverdag, og derfor er samværet med børnene højt prioriteret hos mange af de familier, jeg hjælper. Og det er ikke længere, som det var for nogle år tilbage, kun forundt en snæver del af den danske befolkning at have hjælp i hverdagen, konstaterer hun.

FOA-formand: Bedre vilkår beskytter mod udnyttelse

Au pair-rettigheder, indført i 2015

  • Betalt rejseudgift af værtsfamilien ved indrejse, hvis au pairen kommer fra et land udenfor Europa.
  • Betalt danskundervisning for 5000 kroner, som tidligere blev betalt af det offentlige. 
  • Lommepenge er hævet fra 3250 kroner til 4150 kroner om måneden.
  • En halv ekstra fridag, så au pairen har halvanden fridag om ugen.
  • Ret til at holde fri på alle officielle, danske helligdage.
  • Mulighed for at afholde ferie efterhånden, som den optjenes.
  • En måneds ekstra ophold for at finde en ny værtsfamilie i tilfælde af, at au pair-kontrakten opsiges.
  • Lommepenge i en måned efter eventuel opsigelse.

Formand for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, som i årevis har kæmpet for au pairernes rettigheder, er meget tilfreds med udviklingen, der er fulgt i kølvandet på de skærpede, danske au pair-regler.

- De forbedrede vilkår er med til at beskytte mod udnyttelse af au pairer som billig arbejdskraft, som vi desværre har haft en del sager om i de senere år. Hvis nogle værtsfamilier nu falder fra, fordi de mener, at de økonomiske omkostninger er blevet for store, er det formentlig fordi, de udelukkende har haft til hensigt at skaffe den billigst mulige hushjælp. Så dem kan vi godt undvære, siger Dennis Kristensen.

FOA-formanden er heller ikke overrasket over, at så mange - især filippinske - au pairer ønsker at komme til Danmark.

- Filippinerne er jo et folkefærd, der har tradition for at være migrationsarbejdere. Hver tiende filippiner, ialt omkring ni millioner, arbejder i udlandet, deriblandt i Mellemøsten, hvor løn- og arbejdsforhold er meget dårlige for au pairer. Så det er ikke så underligt, at de nu i stigende grad søger mod bedre forhold i de nordiske lande, mener han.

Au pairer: Så mange bor der i din kommune

Tallene angiver førstegangs-opholdstilladelser til au pairer i 2016. I alt er der givet 1349 nye tilladelser.

Se andet afsnit af 'Sandheden om vores au pair' onsdag kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play