Børn og unge gambler med dyre 'skins' på nettet

16x9
Unge kan uhindret gamble på e-sport, skriver Nordjyske. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

En rundspørge, NORDJYSKE har foretaget, viser at 638 har gamblet indenfor de seneste 14 dage.

Unge under 18 år har uhindret adgang til at spille om penge på både e-sportkampe og casinospil, fordi de bruger såkaldte skins fra det populære computerspil Counter Strike: Global Offensive til at lave deres indsatser. Det skriver NORDJYSKE Medier.

Skins kan beskrives som en slags camouflage, der får våbnene i skydespillet til at se ud på en særlig måde, og de kan handles mellem computerspillerne til flere hundredetusindekroner, nogle koster kun få ører.

Hos Center for Ludomani har de i år haft 18 personer i behandling for skingambling indtil videre, hvoraf de ni endnu ikke er fyldt 18. Til sammenligning havde de 18 personer i behandling for det hele sidste år.

- Vi risikerer en potentiel fordobling, når året er omme, og det er et kæmpe problem, at de unge har fri adgang til at spille hasard gennem skinbetting. Jeg er bange for, at problemerne vil blive værre med tiden, siger Henrik Thrane Brandt, souschef og behandlingsleder hos Center for Ludomani.

Ingen ved præcist, hvor mange der gambler med skins, men NORDJYSKE har spurgt 1124 CS:GO-spillere, hvoraf langt de fleste var under 18, til deres gambling vaner. 638 af dem svarer, at de har gamblet indenfor de seneste 14 dage.