Tidligere direktør: Det er en jungle at klage over sommerhuse

Også forbrugerrådet Tænk ønsker klarere retningslinjer, men branchen afviser, at der skulle være et problem.

Da familien Sørensen fra Frederikshavn lørdag eftermiddag ankom til det lejede sommerhus ved Ertebølle i Nordjylland, blev de svært skuffede.

Sommerhusets standard levede på ingen måde op til forventningerne, og der var så beskidt og uhumsk at mor, far og fem børn hurtigt pakkede bilen igen og kørte hjem.

Nu har familien klaget skriftligt til DanCenter, der har stået for udlejningen af sommerhuset. Firmaet har over for TV 2 lovet, at familien vil få udbetalt en kompensation for den spolerede ferie.

Men både familien Sørensen og adskillige andre danskere, der onsdag reagerede på og kommenterede historien på TV 2 Nyhedernes Facebook-side, er frustrerede over de uigennemsigtige og ofte snørklede regler, der gælder for forbrugerne, når de har lejet et sommerhus, der af forskellige årsager ikke lever op til det forventede.

"Det lignede, at der var begået et mord."

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Tuesday, July 25, 2017

Kim Juhlin er formand for Fritidshusejerne - en forening for danskere, der udlejer deres sommerhus. Han efterlyser fælles regler for udlejningsbureauer og kalder bestemmelserne på området for en jungle:

- Når man ankommer efter lang transport med trætte, forventningsfulde børn, er det en kæmpe skuffelse, hvis sommerhuset er møgbeskidt eller mangler helt basale ting. Det er ikke i orden, at man så ovenikøbet bliver mødt med uigennemskuelige vilkår og bestemmelser, når man klager over forholdene. Jeg vil ikke sige, at lejerne er retsløse, for i sidste ende kan de altid gå til domstolene, men de står utrolig svagt.

Branchen: Reglerne er helt klare

Kim Juhlin, som selv i en årrække har været direktør for DanCenter, mener, at forbrugerne befinder sig i en gråzone med hensyn til regler:

- Politikerne har et ansvar for at lave nogle fælles regler på området, så forbrugerne ikke bliver bondefanget. Sommerhusudlejning er en kæmpe industri i Danmark, og der burde være økonomiske konsekvenser, hvis sommerhusene ikke lever op til det annoncerede.

Feriehusudlejernes Brancheforening er ikke enig i, at reglerne og klageprocedurerne for danske sommerhuslejere er uklare og mudrede.

Ifølge foreningen er reglerne dækket af både kontraktretten og aftaleretten, og desuden er der oprettet et godkendt klagenævn af branchen sammen med Forbrugerrådet Tænk.

Feriehusudlejning er ved at blive danskernes foretrukne ferieform med en vækst på 200 procent siden år 2000 fra 1,5 millioner danske overnatninger til 5 millioner i 2017. Hertil kommer 12 millioner tyske overnatninger og andre nationaliteter.

Set i det perspektiv mener Feriehusudlejernes Brancheforenings administrerende direktør, Carlos Villaro Lassen, ikke, at der er et problem.

- Klagenævnet for feriehuse har cirka 70 henvendelser årligt med klager, så det viser, hvor velordnet området fungerer på trods af, at alle feriehuse er privatejede, men udlejet gennem professionelle bureauer, siger han til TV 2.

Af ankenævnets hjemmeside fremgår det, at klagerne som udgangspunkt kan vedrøre "enhver mangel, der måtte udspringe af en lejeaftale. Dette kunne være manglende rengøring, mangler ved pool og spa, eller husets standard".

Tænk: Klar placering af ansvar

Hos Forbrugerrådet Tænk mener vicedirektør Vagn Jelsøe, at der skal være helt klare regler for, hvor ansvaret for fejl, mangler og eksempelvis utilstrækkelig rengøring skal placeres.

- Vi efterlyser, at det bliver slået klart fast, at hvis man formidler udlejning af sommerhuse, biler eller andet, så har man et ansvar. Der er retstilstanden ikke nødvendigvis i dag. Forbrugerne må ikke blive kastebold i de her sager. Derfor mener vi, at det skal fremgå tydeligt af kontrakten, at ejer og formidler hæfter solidarisk. I dag er det uklart og forskelligt fra bureau til bureau, hvem der hæfter for hvad, siger Vagn Jelsøe til TV 2.