Træskibe er noget, man er sammen om: - Vi har ikke en sportshal, men et skib

En fjerdedel af danske træskibe er i dag ejet af en forening.

Flere og flere træskibe er ikke længere ejet af private. Søfolk går nemlig sammen i skibsforeninger for at deles om skibet og om arbejdsopgaverne på det.

- Det er vel nærmest som en håndboldklub. Vi har bare ikke en sportshal. Vi har et skib, som vi bruger vores tid på, siger Niklas Poulsen, der er foreningsmedlem på skibet Noatun.

For 10 år siden var 10-15 procent af de bevaringsværdige træskibe ejet af en forening. I dag er tallet ifølge Træskibs Sammenslutningen steget til 25 procent.

Alene bliver arbejdet for stort

Noatun er et skib fra 1936, der til daglig ligger i Thisted, og her bliver det plejet og vedligeholdt af 40 forskellige ejere.

- Så længe vi alle føler, at det er vores båd, så fungerer foreningen kanon, fortæller Kasper Brandi, der er skibets skipper.

Gamle træskibe som Noatun kræver meget vedligeholdelse, og derfor er foreningsejerskabet inden for træskibe også blevet populært.

- Det er for meget at stå med selv. Arbejdsbyrden er alt for stor. Der skal bruges alt for mange hænder og for meget tid. Man skal gå alene med det, og det bliver bare surt, siger Kasper Brandi.

Skibets foreningsmedlemmer betaler årligt omkring 600 kroner i kontingent - og dermed tilhører Noatun dem alle.

Nemmere og hyggeligere sammen

En god del af skibets ejere var mandag ombord på båden, da den var søsat til kapsejladsen "Fyn Rundt". Og her var flere enige om, at foreningsmodellen er langt bedre end alt andet.

- At gå med det helt alene er ikke sjovt og hyggeligt på samme måde, som når vi mødes en gruppe, forklarer Niklas Poulsen.

- Det at være sammen med venner om et projekt, om at lave noget, siger Mette Due, der også er foreningsmedlem på skibet.