Har haft 2.000 voldsnegle i haven i år: - Vi er holdt op med at tælle for længe siden

Danskerne opfordres til at udrydde den nye invasive art.

Det startede i det små. Først var der et par stykker om dagen, så var der 10, men i år er det eksploderet.

Parret Daniel Dyrhave og Trine Neumanns have er blevet invaderet af plettede voldsnegle.

- Jeg synes virkelig, at der er mange i dag, siger Trine Neumann, mens hun peger rundt på de mange dyr i græsset i Langeskov. 

- I år er vi nok oppe på 2000 i hvert fald - måske flere. Vi er holdt op med at tælle for længe siden.

Den lille snegl ligner umiddelbart en almindelig havesnegl, fordi den har et sneglehus, men den formerer sig langt hurtigere og er langt mere altædende - og så er den ligeså invasiv som de fleste haveejeres frygt: Dræbersneglen. 

- Det er vores hosta, som er nogle af dem, der er angribet allermest. Så nogle planter har vi valgt simpelthen ikke at have, fordi de bliver bare grimme at se på, når sneglene spiser dem, fortæller hun.

16x9
Sneglene bider store grimme huller i planterne i haven. Foto: TV 2

Flere haveejere vil møde sneglen

Sneglene findes endnu ikke overalt i Danmark, men ifølge Miljøstyrelsen, at de på stærk fremmarch.

- Du ser den mange flere steder end for ganske få år siden, siger biolog Hans Erik Svart fra Miljøstyrelsen. 

Egentlig kommer de sydfra, hvor klimaet er mildere, men i takt med, at klimaet i Danmark også ændres, så bliver de mere og mere normale herhjemme.

- Vi har ikke det fulde overblik over udbredelsen, men vil gerne reagere tidligt, så nogle haveejere kan nå gøre en tidlig, forebyggende indsats i deres haver, når den dukker op, siger Hans Erik Svart.

Fordi sneglene formerer sig så hurtigt, er der ofte mange af dem på samme. Ligesom hos Daniel Dyrhave og Trine Neumann sætter de sig overalt: På terassen, på havens planter og grøntsager og husmure. Går de små bæster først i gang kan de true havens sårbare planter og de almindelige snegle, skriver Miljøstyrelsen på deres hjemmeside

De skal tages i opløbet

Som biologen påpeger, bør haveejere allerede nu begynde at være opmærksomme på arten. Han opfordrer alle til at udrydde den i så vidt et omfang som muligt. 

- Vi synes, at man skal slå dem ihjel. Man kan hakke dem over med en spade, man kan træde på dem. Det er vigtigt, at alle gør en indsats, for jo flere, der gør det, jo mere effektivt vil det være, siger Miljøstyrelsen.

16x9
Hver dag kan Trine Neumann og Daniel Dyrhave samle spandevis af snegle, som de så kan skolde med kogende vand. Foto: TV 2

I Daniel Dyrhave og Trine Neumanns have gør de da også alt, de kan, for at udrydde de små bæster.

- Vi tager kampen op. De dør lige med det samme, når man træder på dem, så bliver de bare en stor snotklat, siger Daniel Dyrhave.

- Smask, lyder det, da han træder på sneglen på terassen.