Ny top 10 - danske attraktioner overgår sig selv i besøgstal

16x9
Tivoli ligger solidt på pladsen som den mest besøgte turistattraktion, men der er flere nye højdespringere på listen. Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

VisitDenmark har offentliggjort besøgstal for 2016, og selvom mange attraktioner har færre besøgende, er det samlede antal rekordhøjt.

Selvom flere af attraktionerne rundt om i landet har oplevet en tilbagegang i antallet af besøgende, er det samlede antal gæster igen i år højere end nogensinde før.  

25,7 millioner danske og udenlandske gæster har tilbragt fridage på museer, i forlystelsesparker og zoologiske haver i 2016. Det viser den opgørelse, som VisitDenmark har offentliggjort lørdag. 

Mens Tivoli stadig er den klart mest besøgte attraktion i landet, er ARoS kravlet op i top-10, og Botanisk Have i København er med på listen for første gang. 

Ifølge professor i turisme ved Syddansk Universitet, Anne-Mette Hjalager, hviler succesen i høj grad på, at attraktionerne ikke kun appellerer til turisterne, men også kan fastholde de lokales interesse. Netop derfor har Tivoli næsten den kroniske topplacering blandt de danske attraktioner.

- Tivoli er bestemt et ikonisk sted i København og Danmark for internationale turister, men de er også blevet københavnernes fristed midt i byen. De har stadig rigtig mange med årskort, som bare går en tur igennem, og det tæller jo også med i statstikken, siger hun.

Nederst i artiklen kan top-10 over de danske attraktioner ses.

Enkelte højdespringere

Listen viser også, at der er enkelte attraktioner, som tager et enormt spring i antallet af besøgende.

En af de steder er det moderne kunstmuseum Aros i Aarhus, som sidste år lå på en 12. plads på listen. Den har nu sneget sig op på en femteplads med 835.606 besøgende. Det er en fremgang på 46,8 procent fra året før.

En del af forklaringen på den positive udvikling ligger i, at museet har indført en ny registreringsmetode. Hvor det før kun var de gæster, der betalte entré, der blev registreret, er det nu alle besøgende, der tæller med.

Men en del af forklaringen ligger også i museets indsats for at tiltrække besøgende: 

- Mange museer er dybt afhængige af, at de har nogle udstillinger, som er såkaldte 'blockbustere'. Der har Aros generelt været rigtig dygtige til at have relevante udstillinger, siger Anne-Mette Hjalager.

- Omvendt så er der også noget relativt i det. På listen kan det ses, at for eksempel Moesgaard Museum i 2016 er gået ned med 21,2 procent fra året før. Det har sandsynligvis noget at gøre med, at de havde et højdespring i 2015, da de åbnede efter deres ombygning i slutningen af 2014. Nu falder antallet af besøgende til et mere jævnt niveau, siger hun. 

Museer glider ned af listen

To museer, som heller ikke kan juble over udviklingen i besøgstallet, er Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. 

Begge steder har haft gratis indgang for alle, men indførte i midten af 2016 betaling i entréen som direkte konsekvens af de besparelser, de blev pålagt af staten.

Nationalmuseet har mistet hver fjerde af sine besøgende og indtager nu en 17. plads på listen med Statens Museum for Kunst lige i hælene på 18. pladsen.  

- Det kan godt skyldes, at de lokale har brugt det som varmestue, hvis de havde en time til overs, hvis de skulle have en kop kaffe eller låne et toilet. Det er svært at sige, om det egentlig har været en god forretning for dem at indføre entréen, siger Anne-Mette Hjalager.

Vi er vilde med sus og action

Blandt de ti største attraktioner er halvdelen forlystelsesparker eller sommerlande.

Alligevel viser det samlede billede, at de 10 mest populære forlystelsesparker oplevede en lille nedgang i besøgstallet på 1,3 procent. 

Formand for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, Søren Kragelund, forklarer, at sommerlandene i Danmark generelt klarer sig rigtig godt, men at besøgstallet oftest afgøres af, hvordan vejrguderne har været i løbet af sommerens højsæson. En våd juni kan altså have været årsagen til det lille fald.  

De arbejder nu for, at de kan gøre sig selv endnu mere relevante i årets øvrige måneder:

- Vi ser nu også en tendens til, at de store går forrest med hensyn til at udvide sæsonen: Tivoli holder vinteråbent næste år, Tivoli Friheden havde deres første julemarked sidste år, og Bakken vil gerne holde åbent i forbindelse med efterårsferien.

Ifølge Anne-Mette Hjalager er sommerlandene enormt populære i Danmark, men det giver dog ikke det hele billede, når attraktioner blot opstilles i en række efter antallet af besøgende. 

- Man får ikke et helt billede af den spændende turisme, der er overalt i Danmark. Der er også er en masse andre aktiviteter, som popper op, som ikke er store, men folk synes er spændende og dejlige. Der er en kæmpe konkurrence på oplevelsesmarkedet - for eksempel mellem ham, du leger en paraglider af på stranden eller en kajak ved søen, men også mellem de store, siger hun.

Her er listen over de ti mest populære attraktioner i Danmark:

De 10 mest besøgte attraktioner i 2016

Tivoli

Arkivfoto Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark
I 2016 havde Tivoli i København 4.638.000 besøgende. Det er 95.000 færre end i 2015.

Dyrehavsbakken

Pjerrot på Dyrehavsbakken Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark
I 2016 havde Dyrehavsbakken i København 2.500.000 besøgende. Tallet er estimeret og 7,4 procent lavere end i 2015, hvor de regner med at 2.700.000 besøgte haven.

Legoland

Legoklodser Foto: HANNIBAL HANSCHKE / Scanpix Denmark
Det nøjagtige besøgstal for Legoland i Billund i 2016 er ikke kendt, men det er i omegnen af 1.700.000 gæster.

København Zoo

Zoologisk Have i København . Isbjørnene blev på denne varme dag forkælet med tonsvis af is i deres store bassin. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark
I 2016 havde Københavns Zoo 1.141.129 besøgende. Det er 6.471 færre end i 2015.

ARoS

Publikum nyder udsigten over Aarhus fra Olafur Eliasson 's Your Rainbow Panorama på toppen på Aros Kunstmuseum i Aarhus Foto: Torben Christensen / Scanpix Denmark
I 2016 havde ARos Aarhus Kunstmuseum 835.606 besøgende. Det er 266.282 flere end i 2015.
Museet har dog indført en ny registreringsmetode, hvilket betyder at tallet for 2016 dækker over alle besøgende, mens det i 2015 kun var éntrebetalende gæster, der blev registreret

Djurs Sommerland

Ørnen i Djurs Sommerland Foto: flemming krogh
I 2016 havde Djurs Sommerland i Østjylland  7.44.565 besøgende. Det er 57.028 færre end i 2015.

Louisiana

I 2016 havde Louisiana i Humlebæk i Nordsjælland 705.854 besøgende. Det er 18.726 færre end i 2015.

Aquadome - Lalandia Billund

Aquadome i Lalandia Billund Foto: STEEN JACOBSEN / Scanpix Danmark
I 2016 havde Lalandia i Billund 692.000 besøgende. Det er 56.000 flere end i 2015.

Rundetårn

Rundetårn Foto: Brian Bergmann / Scanpix
I 2016 havde Rundetårn i København 653.774 besøgende. Det er 74.128 flere end i 2015.

Faarup Sommerland

Fårup Sommerland Foto: PR foto (arkiv).
I 2016 havde Faarup Sommerland i Nordjylland 600.928 besøgende. Det er 12.674 flere end i 2015.