Nye regler truer 82.000 solcelleejere med højere elregning

16x9
Nye regler truer 82.000 solcelleejere med højere elregning Foto: Jonas Skovbjerg Fogh / Scanpix Denmark

I 2012 fik solcelleejere et løfte om fredning af afregningsvilkår i 20 år. Men nu trues de af ekstraregninger.

Flere end 82.000 husejere står til at få udhulet deres investering i et solcelleanlæg.

Det statsejede Energinet er nemlig i færd med at indføre nye regler, som ad bagdøren skruer op for solcelleejernes elregning.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, lørdag.

Årlige ekstraudgifter for op til 500 kroner

Ifølge Energinet vil det for størstedelen af de 82.000 solcelleejere betyde årlige ekstraudgifter på mellem 200 og 500 kroner. Samlet vil den årlige ekstraregning løbe op i omkring 20-25 millioner kroner.

Foreningen Danske Solcelleejere er forarget over de uventede millionregninger.

Det kan kun opfattes som tyveri

- Vi kan kun opfatte det her som et direkte tyveri, siger formand Michael Hvitfeldt til Finans.

Oprindeligt betød reglerne, at ejere af solceller for tid og evighed ville få modregnet solstrømmen i husstandens elforbrug én gang om året. På den måde kan solskinstimer i juli populært sagt få elmåleren til at løbe baglæns i november.

I november 2012 greb Folketinget ind over for den omsiggribende solcellefest. Samtidig blev folk, der allerede havde købt solceller, lovet, at der ikke ville blive rørt ved afregningsreglerne i de næste 20 år.

Men som led i indførelsen af fleksible elpriser for alle elkunder vil Energinet nu imidlertid ændre afregningsmodellen, så solcelleejernes elbetaling fremover opgøres på timebasis.

Danmarks Vindmølleforening, hvis medlemmer med små husstandsmøller også vil blive ramt, kalder kursskiftet et løftebrud.

- Det er en uskik, at man afgiver et løfte til private investorer, som man så laver om på et senere tidspunkt, siger direktør Christian Kjær til Finans.

Klima- og energiminister afviser enhver tale om løftebrud

Venstre stod bag løftet til solcelleejerne i 2012. Alligevel afviser klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) enhver tale om løftebrud.

I stedet peger han på, at sagen er ude af hans hænder, fordi afgørelsen ligger hos Energitilsynet, som er en uafhængig myndighed.

- Jeg kan som minister derfor ikke udtale mig om den konkrete model, siger Lars Christian Lilleholt til Finans.

Energitilsynet oplyser, at sagen nu sendes i høring. Energinet går efter at indføre de nye afregningsregler fra 2018.