Plejefirmaet Pleje Plus er gået konkurs: - Det er det dårligst tænkelige tidspunkt

16x9
Pleje Plus er gået konkurs. Arkivfoto. Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

Lolland Kommune tager sig nu af borgere, der modtager praktisk hjælp.

Det private plejefirma Pleje Plus på Lolland har fredag indgivet konkursbegæring.

Det oplyser Lolland Kommune i en pressemeddelelse.

Lolland Kommune overtager med øjeblikkelig virkning de borgere, som har modtaget personlig pleje og praktisk hjælp fra Pleje Plus. Det drejer sig ifølge TV2s oplysninger om 300 borgere i Lolland Kommune.

- Det er en alvorlig situation, men vi håndterer den så godt, vi kan. Det er det dårligst tænkelig tidspunkt - her i sommerferien, siger direktøren i Lolland Kommune, Klaus Marius Hansen, til TV 2.

Alle borgere, som modtager daglig personlig hjælp i weekenden, vil blive kontaktet af Lolland Kommune fredag. Øvrige borgere, der modtager daglig personlig hjælp, vil blive kontaktet hurtigst muligt. Borgere, som alene modtager praktisk hjælp, vil blive kontaktet af Lolland Kommune i den kommende uge.

Flere kommuner ramt

Kommunen kalder ikke personale, som i øjeblikket holder ferie, ind på arbejde for at tage hånd om situationen, og det kan derfor tage tid, før kommunen får styr på situationen: 

- Der går op mod en måned, før situationen er normal. Sommerferien skal overstås, og først der er personalesituationen normal. Vi kører på pumperne og maks udnyttelse af kapaciteten. Vi håber, at vi ikke kommer til at mangle hænder. Men vi kommer til at lave noget mindre godt og noget forsinket, siger Klaus Marius Hansen.

Et markant flertal i byrådet besluttede på et møde torsdag i sidste uge at opsige samarbejdet mellem Lolland Kommune og Pleje Plus.

Udover de 300 borgere, som er ramt i Lolland Kommune, får konkursbegæringen konsekvenser for 40-50 borgere i Guldborgsund Kommune, 11 borgere i Halsnæs Kommune, 16 borgere i Frederikssund og 21 borgere i Vordingborg. Det oplyser kommunerne til TV 2.

- Vi lukker butikken

Pleje Plus bekræfter konkursbegæringen over for TV ØST:

- Vi har besluttet os for at lukke butikken fra og med fredag. Det indebærer, at vi ikke kommer i Lolland Kommune mere, siger Lena Løve, direktør for Pleje Plus, til TV ØST. Hun siger, at det sker som en følge af en tvist med Lolland Kommune, som, hun hævder, skylder dem penge.

Ifølge Lena Løve vil selskabet forsøge at fortsætte samarbejdet med Vordingborg og Guldborgsund Kommune, som også har Pleje Plus ansat.

- Dem vil vi rigtig gerne fortsætte med. Det vil vi gøre ved at overføre det hele til et nyt firma, siger Lena Løve. 

Siden februar har Pleje Plus været i medierne, hvor TV 2 ved en aktindsigt kunne vise, at Lolland Kommune havde modtaget 250 klager over firmaet.

Kommunen vil rive kontrakt i stykker

De mange sager har ført til, at kommunen har givet det private plejefirma tre advarsler, og nu vil kommunen rive kontrakten i stykker.

- Det vil vi, fordi vi gennem en række måneder har oplevet en massiv mængde af faglige svigt, der også har været så voldsomme, at de har givet advarsler. Og derfor har vi ikke tillid til, at firmaet kan løse opgaven fremadrettet, sagde borgmester Holger Schou Rasmussen (S) i sidste uge til TV 2.

En undersøgelse fra revisionsfirmaet BDO konkluderer, at Pleje Plus 'med stor sandsynlighed’ har krævet penge af Lolland Kommune for pleje, som firmaet aldrig har leveret.

OVERBLIK: Pleje Plus er gået fallit
2016
Februar
Lolland Kommune opsiger samarbejdet med plejefirmaet Lev Vel og overgår til Pleje Plus med planen om besparelser på over fem millioner kroner årligt.
Juni
Pleje Plus overtager driften af den private ældrepleje i Lolland Kommune.
2017
Februar
TV 2 får aktindsigt i dokumenter, der viser, at Lolland Kommune har fået 266 henvendelser fra borgere over den behandling, de fik af Pleje Plus. Henvendelserne handlede om manglende rengøring, manglende medicinering og ingen svar på nødopkald.
250 af dem kunne karakteriseres som klager. Henvendelserne er løbet ind til kommunen over otte måneder. 10 af klagerne var af så alvorlig karakter, at Pleje Plus blev undersøgt af et eksternt revisionsfirma for kontraktbrud.
Den 4. april
Pleje Plus får første advarsel af Lolland Kommune, efter en rapport fra revisionsfirmaet BDO viser, at der med stor sandsynlighed kan være tale om leverancesvigt i fem ud af 10 af borgersagerne.
Den 5. april
Pleje Plus erkender fejl og undskylder over for borgerne.
Den 28. april
Lolland Kommune får to påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed, da de har brugt to måneder på at vurdere Lolland Kommunes håndtering af det private plejefirma Pleje Plus i kommunen.
De to påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed betyder, at Lolland Kommune skal dokumentere, at de lever op til kravene fra Styrelsen. Det er første gang, en kommune får påbud. 
Den 2. maj
På et møde i Ældre- og Sundhedsudvalget og Økonomiudvalget i Lolland Kommune bliver medlemmerne orienteret om indholdet af rapporten fra revisionsfirmaet BDO om Pleje Plus.
Rapporten ser nærmere på, om Pleje Plus har krævet betaling hos kommunen for plejeydelser, som de reelt ikke har udført. Altså om de har snydt. Men kommunen har brug for en mere uddybende rapport om økonomien og udskyder beslutningen til den 16. maj.
Den 16. maj
Lolland Kommune giver anden advarsel til Pleje Plus. Denne gang for fagligt svigt, da firmaet havde glemt en borger i fire dage, hvor personen ikke fik skiftet ble.
BDO rapporten om økonomien er først færdig 30. maj, og så skal Pleje Plus afgive deres forklaring. Før kan kommunen ikke afgøre, om der har været taget penge for ydelser, som ikke er blevet udført.
Den 30. maj
Lolland Kommune giver tredje advarsel til Pleje Plus. Det bunder i en udeblivelse af nattevagt to dage i træk og manglende besvarelse af nødkald, siger formanden for Ældreudvalget i Lolland Kommune.
Den 22. juni
Et markant flertal i byrådet beslutter at opsige samarbejdet mellem Lolland Kommune og Pleje Plus.
Flere sager har ført til, at kommunen har givet det private plejefirma tre advarsler, og nu vil kommunen rive kontrakten i stykker.
Den 30. juni
Pleje Plus indgiver konkursbegæring, og Lolland Kommune overtager med øjeblikkelig virkning de borgere, som har modtaget personlig pleje og praktisk hjælp fra Pleje Plus.
Cirka 400 borgere fordelt i fem kommuner er berørt af konkursen