Går mod tendensen med dans og nøgenhed: - Min krop er min, den er okay

En krop er rigtig i kraft af, at det er en krop. Den filosofi prøver Emilie Knudsen at udbrede på Instagram - med dans, nøgenhed og ærlighed.

Det er, som om at kroppen bare ved, hvad den skal gøre.

Først begynder hofterne at vugge fra side til side. Så kommer armbevægelserne med. Det løse hår svinger vildt om hendes ansigt, og da musikken når sit klimaks, vender hun ryggen til og begynder at ryste bagdelen, så både barmen og den lille bule på maven ryster med.

28-årige Emilie Knudsen står midt i sin dagligstue og danser, alt hvad hun kan. 

Samtidig kan hendes 13.000 følgere se med. For foran hende transmitterer hendes mobiltelefon direkte ud på det sociale medie Instagram.

- Vi mødes digitalt og danser, forklarer hun. 

- Og så bliver jeg så glad, når folk sender mig videoer af, at de selv danser. Jeg elsker det.

Blandt sine følgere er hun kendt som FemmeEmilie - et online-univers dedikeret til at sprede kropsglæde.

En anden Instagram

Dansevideoerne er bare én af de ting, Emilie Knudsen åbent deler ud af på sin profil.

Jeg vil gerne smide min krop i puljen og vise, at man også kan have krop på en anden måde.

Emilie Knudsen

Hun fortæller om sit privatliv med sin kæreste, deres 4-årige søn William og det lille ny familiemedlem, der kommer til december. 

Og så tager hun jævnligt billeder af sin krop, når hun nøgenbader eller ligger i sengen - uden at lægge skjul på, at noget hænger eller buler ud.     

- Mit Instagram-univers er skabt ud fra, at jeg vil gøre mennesker opmærksomme på, at det er muligt at møde noget andet på sociale medier end det, vi normalt ser, siger hun.

Dermed er Emilie Knudsen en del af den modtendens, der prøver at gøre op med de fejlfri, redigerede billeder af kroppe, som ofte fylder i medierne. En tendens, som blandt andet føres an af Instagram-profilerne 'HelseMathilde' og 'SofieLaFille'. 

De deler billeder af deres kroppe med overbevisningen om, at jo flere typer kroppe, der er at finde på de sociale medier, jo tydeligere bliver det, at vi alle ser vidt forskellige ud - og det er ok.

Emilie Knudsen på 28 år viser sin krop frem, men får mange seksuelle kommentarer med på vejen. Video: Morten Kirkegård
Emilie bader jævnligt nøgen ved havnen i Helsingør, hvor hun bor.
Emilie bader jævnligt nøgen ved havnen i Helsingør, hvor hun bor. Foto: TV 2
Hun arbejder målrettet for ikke at lade sig påvirke af, hvad andre måtte synes om hendes krop.
Hun arbejder målrettet for ikke at lade sig påvirke af, hvad andre måtte synes om hendes krop. Foto: TV 2

Usikkerheden skal udryddes 

TV 2 har de seneste dage dokumenteret, hvordan mange unge føler sig forkerte, fordi de ikke lever op til et snævert ideal for, hvordan man skal se ud. De bliver nemlig fodret med én type ekstrem slank krop på sociale medier.   

Her fortæller Emilie om de følgere som skriver til hende med deres egne problemer. Video: Morten Kirkegård

Jeg vil ikke udskamme høje, slanke kvinder eller silikonebryster, og jeg vil ikke sige, at min krop er den rigtige. Jeg vil bare sige, at vi har uanede muligheder.

Emilie Knudsen

- Jeg vil gerne smide min krop i puljen og vise, at man også kan have en krop på en anden måde. Det er jo klart, at man får en "forkerthedsfølelse", når man kun ser den ene type og så kigger ned ad sig selv og ser noget andet, siger Emilie Knudsen.

Hun har selv følt sig usikker på sin krop, men prøver at holde fast i det, hun står for. 

- Jeg øver mig i at blive modigere og minde mig selv om, at min krop er min. Det er okay, at den ser ud, som den gør. Den behøver ikke leve op til normerne, for de er formet af en industri, der tjener penge på, at vi vil ændre os selv, siger hun.

17-årig vil have sunde kropsidealer på skoleskemaet Video: Esther Margrethe Lynard

Dansen giver kropsglæde

Med et lille buk og et stort smil på læberne slutter Emilie Knudsen sin live-sending på Instagram. Musikken ebber ud, og hun tager et par dybe åndedrag af udmattelse.

Kommentarerne fra seerne på den anden side bliver ved med at løbe ind på mobilskærmen. Langt de fleste med positiv respons.

Emilie Knudsen kan følge med i strømmen af 'likes' og kommentarer, mens hun danser.
Emilie Knudsen kan følge med i strømmen af 'likes' og kommentarer, mens hun danser. Foto: TV 2
Dansetrinene får hele armen, når hun står i sin stue. Det handler om at give slip.
Dansetrinene får hele armen, når hun står i sin stue. Det handler om at give slip. Foto: TV 2

De mange gange, hun efterhånden har stået i stuen og givet den fuld gas, og de mange morgener, hvor hun har smidt håndklædet i solen på badebroen, har været med til at gøre Emilie Knudsen glad for sin egen krop.

- De negative tanker får mere og mere lov til bare at passere, i stedet for at jeg lader mig styre af dem, siger hun.

Sådan håber hun også, at andre vil kunne bruge hendes Instagram-konto. Tynde, tykke, høje, lave, stramme, rynkede, glatte som behårede:

- Jeg vil ikke udskamme høje, slanke kvinder eller silikonebryster, og jeg vil ikke sige, at min krop er den rigtige. Jeg vil bare sige, at vi har uanede muligheder.