Grevinde Alexandra frasiger sig sin apanage

Det er aldrig sket før, at en person har frasagt sig sin apanage.

Grevinde Alexandra har besluttet at frasige sig den årlige ydelse.

Det bekræfter advokat Bjarke Vejby fra Riemann Advokatfirma over for TV 2. Det sker fra den 22. juli 2020, hvor grevinde Alexandras yngste søn, Prins Felix, fylder 18 år.

Apanagen har hun fået siden 2004, hvor hun blev skilt fra Prins Joachim, og en særlov sikrede hende pengene.

I dag får hun 2,4 millioner kroner om året. Til sammenligning får prins Joachim 3,5 millioner og kronprins Frederik 19,6 millioner, hvoraf de to millioner går til kronprinsesse Mary.

Apanagen er efter lov om årpenge livsvarig, hvilket vil sige, at den ikke kan fratages grevinden uden hendes eget personlige samtykke.

Løkke respekterer grevindes valg

Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger ifølge Ritzau, at han har respekt for beslutningen.

- Jeg har noteret mig, at grevinde Alexandra har meddelt, at hun, når prins Felix fylder 18 år, ønsker at frasige sig den ydelse, som hun modtager fra den danske stat, så længe hun fortsat er erhvervsaktiv.

Med andre ord regner den 52-årige grevinde med at modtage apanagen igen, når hun forlader arbejdsmarkedet. 

- Det tager jeg til efterretning, og det er en beslutning, som jeg har stor respekt for, siger Statsministeren. 

Sådan startede kritikken af grevinde Alexandras apanage
1995
Romantisk vinterbryllyp
Her ses prins Joachim og tidligere prinsesse Alexandra danse brudevals til deres bryllup på Fredensborg Slot 18. november 1995. KELD NAVNTOFT / Scanpix Danmark
Den 18. november 1995 siger Prins Joachim og den fem år ældre asiatiske forretningskvinde Alexandra Christina Manley ja til hinanden ved et romantisk og sneklædt vinterbyllup. Sammen lever parret blandt andet af prins Joachims apanage. 
 
2004
Royal skilsmisse
Grevinde Alexandra, prins Nikolaj og prins Felix i 2004 Jeppe Michael Jensen / Scanpix Denmark
Efter ni år sammen som ægtepar bliver prins Joachim og prinsesse Alexandra det første royale par herhjemme i hundrede år, som bliver skilt. Kongehuset presser på for, at Alexandra med en særlov kommer på finansloven, så hun sikres apanage fra staten på trods af bruddet.
 
2007
Alexandra gifter sig igen
Prinsesse Alexandra og Martin Jørgensens bryllup i Øster Egede Kirke. Keld Navntoft / Scanpix
Efter den kongelige skilsmisse rygtes det, at Alexandra har fået en ny mand i sit liv, som hun og prinserne Nikolaj og Felix bor med. Martin Jørgensen hedder han, og han har blandt andet været fotograf på flere dokumentaroptagelser af kongehuset. I 2006 går parret første gang ud offentiligt sammen, og året efter lyder bryllupsklokkerne igen. 
2015
April
Danskerne vil ikke betale til grevinden
Arkiv. Annelene Petersen / Scanpix Denmark
En undersøgelse, som TNS Gallup gennemfører for BT, viser, at et flertal af danskerne synes, grevinden skal give afkald på sin livslange apanage. 
September
Endnu en skilsmisse
Grevinde Alexandra med prinserne Nikolaj og Felix. Scanpix
Grevinde Alexandra bliver endnu en gang alenemor. I en pressemeddelelse oplyser hun, at hun og Martin Jørgensen går hver til sit. 
2016
Februar
Beholder millionfortjeneste fra gratis villa
Alexandras bolig på Østerbro i København. Simon Bohr / Simon Bohr
Grevinde Alexandra sætter sit millionpalæ på Østerbro i København til salg. Palæet fik hun kvit og frit efter skilsmissen fra prins Joachim. Pengene fra salget beholder hun til at købe ny bolig for, og det får diskussionen om hendes apanage til at blusse igen. 
April
Parti vil sikre, ingen andre får grevindens særbehandling
Folketinget. Scanpix
Enhedslisten bebuder, at de vil stille forslag om, at grevindens indtægt ved eget arbejde fraregnes i hendes apanage. Samtidig vil de foreslå, at andre, der er gift ind i kongehuset, ikke vil kunne få en fast ydelse på samme måde som Alexandra i tilfælde af en skilsmisse.
2017
Februar
Voldsom lønstigning
Grevinde Alexandra. Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark
Ekstrabladet skriver, at grevinde Alexandra har fået en lønstigning på over 800.000 kroner, siden hendes apanage for første gang blev fastslået i 2004. Dengang fik hun 1,56 millioner kroner om året, mens beløbet i dag er steget til 2,4 millioner. Renset for inflation svarer det til en reallønsstigning på 400.000.
Juni
Grevinden siger selv stop
Grevinde Alexandra, prins Nikolaj og prins Felix. Sarah Christine Nørgaard / Scanpix Denmark
Grevinde Alexandra meddeler, at hun frasiger sig sin apanage fra 2020, hvor hun vil være 56 år, og indtil hun vælger at gå på pension. Året 2020 er valgt, da det er her, hendes yngste søn, prins Felix, fylder 18 år. 
 

Kritiseret længe

Grevindens apanage har ofte været op til diskussion. Sidste år på grund af et lovforslag fra Enhedslisten, som længe har arbejdet for at fjerne grevinden fra finansloven.

I et længere interview med BT har grevinde Alexandra kommenteret på klagerne.

- Der var en ordning, der blev besluttet i Folketinget. Det er dét, jeg vil sige til det. Og hvad angår meningsmålinger, er det sådan, det er. Når man er en offentlig person, er der en balance. Jeg har sagt til mine børn, at der i ny og næ vil blive skrevet ting om familien, som de ikke skal blive kede af, siger hun i et eksklusivt interview til BT.