Lolland Kommune fyrer omstridt plejefirma

Pleje Plus skal ikke længere levere plejeservice i Lolland Kommune.

Et markant flertal i byrådet har besluttet at opsige samarbejdet mellem Lolland Kommune og Pleje Plus.

Det sker efter et møde torsdag aften.

Flere sager har ført til, at kommunen har givet det private plejefirma tre advarsler, og nu vil kommunen rive kontrakten i stykker.

- Det vil vi, fordi vi gennem en række måneder har oplevet en massiv mængde af faglige svigt, der også har været så voldsomme, at de har givet advarsler. Og derfor har vi ikke tillid til, at firmaet kan løse opgaven fremadrettet, siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S) til TV 2.

- Vi kan vinde en sag

Tidligere torsdag kom der en undersøgelse fra revisionsselskabet BDO, der konkluderer, at Pleje Plus ’med stor sandsynlighed’ har krævet penge af Lolland Kommune for pleje, som firmaet aldrig har leveret.

Men den konklusion har byrådet ifølge borgmesteren ikke lagt særlig stor vægt på.

- Det er primært de faglige svigt og det hensyn, vi skal tage til vores ældre borgere og den service, de får - den vurderer vi ikke, de leverer tilstrækkeligt, og derfor er vi nødt til at finde en anden løsning, siger Holger Schou Rasmussen.

Pleje Plus mener ikke, at kommunen er på juridisk sikker grund, og har derfor varslet et sagsanlæg. Men det tager borgmesteren med ro.

- Vi har med den gennemgang, vi har fået i dag, også med juridisk bistand udefra, fået en vurdering af, at vi godt kan vinde en sag, hvis det skulle komme til det, siger han.

Direktør: Rapport er urigtig

Og det kommer højst sandsynligt til en sag, siger Pleje Plus’ direktør, Lena Løve Jensen, torsdag aften til TV 2.

At byrådet har truffet beslutning om at ophæve kontrakten med firmaet, kommer ikke bag på hende. Hun mener ikke, at firmaet er blevet hørt i forhold til advarslerne fra kommunen.

- De advarsler, der er kommet, har vi jo tilbagevist som værende mangelfulde og ukorrekte. Så der kan jo komme flere advarsler, det kan der blive med at komme. Men vi har jo aldrig fået en chance for at modbevise dem, når vi ikke bliver taget seriøst, siger Lena Løve Jensen.

Et flertal i byrådet har besluttet at opsige samarbejdet mellem Lolland Kommune og Pleje Plus.

Hun afviser, at Pleje Plus har sendt regninger til Lolland Kommune for pleje uden at levere, som BDO-rapporten konkluderer. Lena Løve Jensen siger, at hun ikke kan tage rapporten seriøst.

- Den er urigtig, og den er baseret på oplysninger, som ikke er sandfærdiggjorte, og som ikke er blevet undersøgt til bunds, siger hun.

250 klager og tre advarsler

I februar kunne TV 2 afsløre, at Lolland Kommune havde fået flere end 250 klager over Pleje Plus. Det fik efterfølgende Styrelsen for Patientsikkerhed til at rette en alvorlig kritik mod kommunen for at have svigtet sin kontrol med det private plejefirma.

Kommunen har på sin side givet Pleje Plus tre advarsler i løbet af de sidste måneder på baggrund af de mange borgerklager.

Den første i april handlede om fem alvorlige svigt, blandt andet en dialysepatient, der var blevet glemt.

Den anden faldt i maj, hvor en borger var blevet glemt i fire dage, hvor vedkommende ikke havde fået skiftet ble.

Og den tredje advarsel faldt senere samme måned på grund af udeblivelse fra nattevagter to dage i træk og nødopkald, som ikke blev besvaret.