Fanget på video: Ællinger på svømmetur så ikke faren, der lurede

Gedden har ingen fjender, bortset fra større gedder. Den er ikke kræsen og spiser både ællinger, rovfisk og måske hunde?

Syv små ællinger svømmede rundt i Peblinge Sø. Der kom en gedde, og så var de fem.

Og det hele blev fanget på video af Henrik Hagelskjær, da han mandag aften gik aftentur ved Søerne midt i København.

- De var simpelthen så søde. Så min kæreste blev meget ked af det, og det blev jeg da også lidt, siger Henrik Hagelskjær.

Lidt chokeret blev han, men som lystfisker, der også selv har haft gedder på krogen, kom det ikke bag på ham, at en gedde kunne tage en ælling.

- Det er jo naturens gang, men det da er hårdt, når det sker, siger han.

Fakta om gedder

  • Længde: Op til 150 centimeter.
  • Vægt: Op til 35 kilo.
  • Levetid: Op til 30 år.
  • Udbredelse: Næsten hele Europa og Asien samt Canada og USA.
  • Lever stort set overalt i danske søer, moser og åer. Kan også findes i Østersøen, hvor saltindholdet er lavt.
  • Jager primært sit bytte ved hjælp af synet.
  • Man har fundet 25 millioner år gamle fossiler med gedder, der fuldstændig ligner nutidens gedder.

​Kilde: Naturhistorisk Museum

Ingen dyr er fredet

At en sulten gedde spiser et par – i menneskets øjne – nuttede ællinger, kommer heller ikke bag på Bo Skaarup, der er biolog og museumsdirektør på Naturhistorisk Museum.

Den store fisk er nemlig et grådigt rovdyr. Og når gedden jager, er ingen dyr fredet.

- Gedden har en meget bred smag, et stort menukort, og den tager lystigt af det hele, siger Bo Skaarup.

Oftest vil en enlig ælling, der svømmer rundt alene, være mest udsat, men gedden kan godt spise flere af gangen.

- Gedder bliver temmelig store, så der er ikke noget galt for, at en gedde kan tage adskillige ællinger. Intet problem i det, siger Bo Skaarup.

Ville ikke vide sig for sikker som hund

Geddens mest almindelige byttedyr er fredfisk, altså fisk, der ikke spiser andre fisk. Men den kan også tage andre dyr som padder, rovfisk og måger, der ligger i vandoverfladen – måske endda en hund.

- Det er ret teoretisk, men jeg ville da ikke afvise, at hvis en af byens små chihuahuaer tog sig en dukkert i søerne… Så ville jeg ikke vide mig for sikker som hund eller hundeejer, siger Bo Skaarup.

Det betyder dybest set ikke noget for gedden, om det er fugl eller fisk. Eller vovse. Alt levende, der svømmer rundt i vandet og har en indbydende størrelse, er et potentielt bytte for den store rovfisk.

- For gedden smager ikke på byttet. Hvis den ser et bytte i vandoverfladen, så hugger den efter det, og så går det stærkt, siger Bo Skaarup.

En gedde har fanget en aborre, der har fanget en skalle. Gedden kan mærke, når der er jagt i vandet, og så bliver den selv opildnet til at jage. Billedet er taget af Bo Skaarup i Aqua ferskvandscenter i Silkeborg.
En gedde har fanget en aborre, der har fanget en skalle. Gedden kan mærke, når der er jagt i vandet, og så bliver den selv opildnet til at jage. Billedet er taget af Bo Skaarup i Aqua ferskvandscenter i Silkeborg. Foto: Bo Skaarup / Privatfoto

I teorien kan gedden også gå til angreb på et menneske, hvis man for eksempel stikker hånden ned i geddefyldte vande. Og så sidder man altså i saksen, for den holder godt fast.

- Gedden kan simpelthen ikke slippe sit bytte, siger Bo Skaarup.

Men risikoen er ikke stor. Bo Skaarup har aldrig hørt om gedder, der har gjort skade på mennesker, siger han.

Kannibaler så det basker

Voksne gedder kan blive op til 150 centimeter og veje op til 35 kilo. Her snakker vi vægten på en stor labrador. Den lever stort set overalt i danske søer, moser og åer, hvor den får lov at være relativt i fred.

Geddens største fjende er i virkeligheden sig selv. For voksne gedder har ingen fjender - udover større gedder.

- De er kannibaler, så det basker, siger Bo Skaarup.

Og netop geddens appetit for alt, hvad der rør sig i vandet, udgør en betydelig trussel for den selv.

Når først en fisk eller en fugl havner i geddens gab, så slipper dyret ikke fri igen.

- Gedden har et fantastisk gab, med bagudrettede tænder, og de sidder også på tungen, siger Bo Skaarup.

Men så sker det også, at gedden ender sine dage, fordi den gaber over mere, end den kan sluge. Gedden tygger ikke sit bytte. Den sluger det. Og den kan ikke spytte det ud igen.

- Det er en relativ stor dødsårsag for gedder, at de tager et for stort bytte, og så kvæles de i det, siger Bo Skaarup.

Vores svar på en haj

Det er også geddens tandsæt, der gør den til så effektivt et rovdyr, at Bo Skaarup kalder fisken for vores hjemlige søers svar på en haj.

- Den har udviklet et gebis, der er så effektivt til at angribe og fastholde og sikre, at byttet ikke har andre veje end ned i svælget, siger Bo Skaarup.

- Og det er kun på den måde, at den minder om en haj, tilføjer han.