Plejehjem sagde nej tak til sovepiller - og erstattede det med kæledyr

Mange demente får beroligende medicin for at kunne falde til ro eller sove. Men på plejehjemmet Dagmarsminde har de fundet en helt anden løsning.

Det ligner umiddelbart et helt normalt plejehjem. Men så alligevel.

På skødet af beboeren Jytte Persson sidder den lille pelsede gæst, Ninka. 

Hvad er demens?

Demens er en fællesbetegnelse for en række sygdomstilstande karakteriseret ved vedvarende svækkelse af mentale funktioner. 

Symptomerne på en af disse sygdomme er:

  • svækkelse af en eller flere kognitive funktioner, herunder ofte hukommelse
  • forringelse af den praktiske funktionsevne i hverdagen
  • tilstanden udgør en forringelse i forhold til det tidligere funktionsniveau
  • symptomerne optræder ikke kun i forbindelse med delir

Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens

- Det kan næsten ikke undgås, at man får det rart, når man får sådan et dyr til sig, der gerne vil aes, siger hun, mens hun stryger den brune kanin hen over ørerne og ryggen. 

- Du skal stryge den ganske ganske langsomt, kan man mærke, at den putter sig og hygger sig.

På demensplejehjemmet Dagmarsminde i Græsted er det ikke et særsyn, at kaninerne kommer med ind i dagligstuen til de ældre - de tjener nemlig et større formål end som så:

Den ro, som dyrene giver de demente beboere, har erstattet alle former for beroligende medicin.

Se plejehjemmets forstander May Bjerre Eiby fortælle om tankerne bag dyr på Dagmarsminde i videoen herunder: 

En hel lille bondegård

På en tur rundt på plejehjemmet viser det sig hurtigt, at det ikke kun er de små kaniner, der er en del af beboernes hverdag.

I stuen spankulerer den store golden retriever-hund Hanton rundt og får et klap af en beboer i ny og næ. En kat løber rundt mellem stolebenene, og i haven er der både en lille flok geder og en hønsegård, hvor personalet og beboerne hver dag kan hente friske æg. Og så har de også akvariefisk. 

- Jeg har ikke haft dyr før, men det er meget dejligt, siger beboeren Lis Vibeke Sørensen, som også sidder med en kanin i hjemmets dagligstue. 

- Den er så beroligende.

Jytte Persson bliver i godt humør, når hun sidder med lille Ninka eller en af Dagmarsmindes andre kaniner.
Jytte Persson bliver i godt humør, når hun sidder med lille Ninka eller en af Dagmarsmindes andre kaniner. Foto: TV 2
Dagmarsmindes beboere sidder ofte med dyrene, når de får læst højt fra dagens avis.
Dagmarsmindes beboere sidder ofte med dyrene, når de får læst højt fra dagens avis. Foto: TV 2

Allerede da hjemmet åbnede op for to år siden, besluttede grundlægger og forstander, May Bjerre Eiby, at de ville erstatte medicinen med den omsorg, de kunne yde for de demente. 

- Mange af dem, som kom her og fik meget af den medicin, de sad faktisk bare og stirrede ned i gulvet og var svære at komme i kontakt med. Alt blomstrer ligesom op. Den indre sjæl blomstrer op, når man fjerner den her medicin, siger hun. 

Dyr kalder på beskyttelse

At et dyr i favnen kan være ligeså effektivt som antidepressiv, antipsykotisk og beroligende medicin, var ikke en overraskelse for May Bjerre Eiby. 

Dyrene vækker nemlig noget grundlæggende menneskeligt i os:

- Når vi er sammen med dyr, kalder det på vores trang til at beskytte og passe på. Det var vigtigt at arbejde med de her mennesker, som sommetider mister en del af deres empati med deres demens, siger May Bjerre Eiby.

- Det er meningsfuldt og giver en indre ro, når der er nogen eller noget at tage sig af, siger hun. 

Og netop det, at de ældre selv er med til at tage sig af dyrene som en af deres daglige opgaver, har også en enorm betydning.

- De her mennesker har måske haft mange nederlag, hvor de ikke har følt sig til nytte i samfundet, fordi de langsomt har oplevet ikke at kunne det, de kunne før. Hvis man så giver dem en opgave som denne her, føler de, at de er til reelt nytte, siger May Bjerre Eiby.

Medicinering er hverdag for demente

På langt de fleste plejehjem i Danmark får demente beroligende medicin for at dæmpe nogle af de negative symptomer ved sygdommen. 

- Der er meget, der tyder på, at der bliver brugt for meget medicin, siger uddannelsesleder ved Nationalt Videnscenter for Demens Karen Tannebæk.  

I slutningen af 2016 gik en video fra Dagmarsminde viralt på nettet. Se videoen herunder:

Kram og kærlighed har erstattet medicin på nyt hjem for ældre med demens.

Ifølge Videncentrets tal får 68 procent af de demente en form for beroligende medicin. 25 procent får mere en slags medicin.

Karen Tannebæk ser derfor positivt på Dagmarsmindes initiativ, selvom hun ikke mener, at dyr kan erstatte al medicin. 

- Vi skal jo afveje det, i forhold til hvad den enkelte har behov for, men målet er, at vi skal undgå de her mediciner, som faktisk ikke altid gør mennesket godt, fordi det kan øge faldrisikoen, dødeligheden og øge mange forskellige ting. Derfor er det vigtigt, at man kun bruger det, når det er allermest nødvendigt, siger hun.

Plejehjemmets kat og hund går rundt og passer sig selv blandt beboerne.
Plejehjemmets kat og hund går rundt og passer sig selv blandt beboerne. Foto: TV 2
Hønsene i haven er både til at ae, giver æg og er en del af beboernes daglige rutine.
Hønsene i haven er både til at ae, giver æg og er en del af beboernes daglige rutine. Foto: TV 2

- Det er ikke så svært

Spørger man May Bjerre Eiby har det ikke været nogen udfordring at fjerne angsten og medicinbehovet hos de demente beboere - og hun mener, at det sagtens kan overføres til andre steder. 

- Det er egentlig ikke så besværligt. Det handler om at fokusere meget struktureret på aktivitet og hvile.  

De kan se sort på hvidt, at deres metoder virker. Siden de 10 beboere flyttede ind, har plejehjemmet screenet dem på en række almindelige færdigheder. Det kan blandt andet være, om de kan finde sine ting, om de selv tage tøj på, og om de har vanskeligheder ved at føre en samtale. 

Screeningerne viser, at samtlige beboere har forbedret sig på plejehjemmet. 

Ifølge Karen Tannebæk fra Nationalt Videnscenter for Demens er det da også dokumenteret, at dyr bidrager til personlig velvære og kan nedbringe stress.

- Det er sandsynligt, at det også er det, de gør ved demente, siger hun.

- Det er glædeligt at se, at man ved godt omsorg og pleje kan opnå den effekt, at det (medicin, red.) ikke er nødvendigt mere. Det er absolut et pejlemærke for os i i demensomsorgen.