Kronprinsens IOC-beslutning kritiseres: Det er ikke det kønneste selskab

16x9
Kronprins Frederik og Caroline Wozniacki, der var Danmarks fanebærer ved OL i Rio sidste år. Foto:

IOC er ikke et sted for en dansk kronprins, der skal være politisk neutral, mener chef for Play the Game.

FAKTA: Hvorfor skal Kongehuset forholde sig politisk neutralt?

- Det nuværende danske monarki er ifølge Grundloven konstitutionelt. Et konstitutionelt monarki er et demokratisk regeringssystem, hvor statsoverhovedet er en monark.

- Monarken er derfor magthaver af navn, men ikke regerer landet i praksis. Monarken kan altså ikke på egen hånd udføre politiske handlinger. Stadfæstelsen og dermed ikrafttrædelsen af de vedtagne love sker i Statsrådet, som består af ministrene under ledelse af dronningen.

- Det er i den forbindelse vigtigt at pointere, at monarken skal forholde sig neutral i forhold til partipolitik.

Kilde: Faktalink.dk 

Kronprins Frederiks beslutning om at stille op til en ny otteårig periode i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) møder opbakning fra den danske regering og glæde i Danmarks Idrætsforbund.

Men kronprinsens beslutning møder også kritik. For et medlem af kongehuset hører ikke hjemme i en organisation, der er så ladet med tunge økonomiske og politiske interesser som IOC.  

Det mener Jens Sejer Andersen, international chef for organisationen Play the Game, der arbejder for demokrati og gennemsigtighed i sport

- De beslutninger, IOC træffer, sker under massiv bevågenhed fra verdens stormagter og meget ofte også under indflydelse fra politiske særinteresser, siger Jens Sejer Andersen til TV 2.

Der er eksempelvis al mulig grund til at tro, at IOC’s beslutning om ikke at udelade Rusland fra OL i Rio sidste år på trods af omfattende dopingafsløringer skete af frygt for en reaktion fra præsident Vladimir Putin, mener han.

- Og desuden er der jo topfolk i Den Internationale Olympiske Komité, som er en del af meget betydelige kriminelle efterforskninger i Brasilien, USA, Schweiz og Frankrig. Så det er ikke det kønneste selskab, slet ikke hvis man vil fremstå som hævet over dagligdagens beskidte politik, tilføjer Jens Sejer Andersen.

Stærk repræsentant for Danmark

Men det er tilsyneladende ikke et problem for kronprins Frederik, der har været medlem af IOC siden 2009. Mandag annoncerede han på et pressemøde sin beslutning om at fortsætte otte år mere, hvis IOC genvælger ham.

Senere på dagen udsendte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) en pressemeddelelse, hvori han gav regeringens opbakning til kronprinsens beslutning.

- Kronprinsen er en stærk repræsentant for Danmark i IOC. Han har gennem sit medlemskab af IOC været med til at sætte fokus på unge og idræt. Kronprinsen er også en fast og meget værdsat støtte for de danske atleter, når Danmark kæmper om medaljer ude i verden. Det skyldes hans oprigtige og dybfølte engagement i atleterne og deres sport. Det har jeg stor respekt for, siger Lars Løkke Rasmussen i pressemeddelelsen.

Ikke bare smilende idrætsfolk

Fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) lyder det, at kronprinsen gør det godt for dansk idræt. Her er man glade for, at han genopstiller.

- Det, der især har værdi for DIF, er, at han er med til at åbne døre for os. Der har han et navn og et netværk, der gør, at vi har nemmere ved at få møder og få vores indflydelse gjort gældende internationalt, siger Morten Mølholm, der er direktør i DIF, til Ritzau.

Men det er ikke nok ifølge Jens Sejer Andersen, som mener, at man i stedet skal give kronprinsen en rolle som olympisk ambassadør for Danmark.

- Hans funktion som døråbner og ambassadør kan man formentlig ikke sætte en finger på, men det ændrer jo ikke ved, at der foregår meget andet i den olympiske verden end spændende konkurrencer mellem smilende idrætsfolk. Og det er de politiske og økonomiske kræfter, som kronprinsen, uanset om han vil det eller ej, ikke kan holde sig fri af, siger han.