Savnet syvårig pige fundet død

16x9
Politiet var massivt til stede i området. Pigen blev fundet klokken 21. Foto: TV Midtvest

Det vides endnu ikke, hvorfor pigen forsvandt fra institutionen.

En syvårig pige, der har været forsvundet siden hun forlod en institution i Hald Ege ved Viborg søndag eftermiddag, er blevet fundet død.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Pigen blev fundet druknet i en sø i nærheden af institutionen klokken 21 af en af politiets patruljer. 

Politiet og borgere i området havde ledt efter pigen, siden hun blev meldt savnet klokken 16.

Pigen var psykisk handicappet, og havde ikke noget sprog.

Politiet oplyste, at et karaktertræk ved pigen var, at hun nogle gange handlede impulsivt, og kunne finde på at gå ind af åbenstående døre.

Politiet oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at der skulle ligge en kriminel handling bag pigens død, men at det stadig ikke er fastlagt, hvorfor pigen gik fra institutionen.

Pigens pårørende er underrettet.