Præster ringer på hos nybagte forældre - politiker kalder det problematisk

Dåbstallene er faldet støt de sidste mange år. Det har fået de danske præster til at tage nye midler i brug for at vende udviklingen.

- Goddag, det er præsten.

Sådan indleder sognepræst Per Damgaard Pedersen, da døren går op. 

- Jeg har hørt, at I har fået en lille, så jeg er bare kommet forbi for at sige tillykke, fortsætter han.

Præsten er taget på tur rundt i sit sit sogn i Kolding for at snakke med de nybagte forældre og står i dørtærsklen hos Mark Schmidt og Eline Langtved og deres lille søn, William.

Det er første gang, at præsten tager rundt og stemmer dørklokker, men han er ikke den eneste. 

Nybagte forældre, der er medlemmer af folkekirken, får nemlig i stigende grad uanmeldt besøg af de lokale præster.

Udstyret med informationspjecer og et stort smil håber Per Damgaard Pedersen at få flere til at lade deres børn døbe. 

- Jeg tror, jeg er meget velkommen langt de fleste steder. Og så er der nok nogle steder, hvor de synes, at det er lidt træls, at jeg kommer, siger han. 

I huset i Kolding bliver hans uanmeldte besøg da også modtaget med overraskelse.

-  Da jeg åbnede døren, undrede jeg mig over, hvem det var. Det var lidt grænseoverskridende, fortæller Mark Schmidt. 

16x9
På sin lille seddel står navnene på de adresser sognepræst Per Damgaard Pedersen skal besøge. Foto: TV 2
16x9
Per Damgaard Pedersen ringer på ved den lille lyserøde stork, som bebuder, at der er tvillingepiger på adressen. Foto: TV 2

Dåben er ikke for alle 

På sin rute har Per Damgaard Pedersen et lille ark med adresserne på 12 kvinder, som har født indenfor de sidste tre måneder. Det er bare de kvinder, han skal besøge denne dag - hjemme i privaten har han et helt A4-ark fyldt med navne.

- Der er en dejlig kontakt, som vi ellers går glip af. Før i tiden skulle fædrene jo komme ned på kirkekontoret og fortælle, at de havde fået et barn. Nu får vi direkte elektronisk besked fra hospitalet. Jeg vil gerne ud og sige tillykke. Jeg vil gerne sige, at de kommer os ved, siger han.

De uanmeldte besøg har dog et et større formål.

De sidste 20 år er færre og færre børn blevet døbt i den danske folkekirke, og kurven går fortsat kun en vej: Nedad.

I København rundede man allerede i 2007 grænsen, hvor under halvdelen af de nyfødte blev døbt. I år var det under fire ud af ti børn.

Præsterne presser på

Det var da også i København, at hjemmebesøgene startede. Nu har det så bredt sig til resten af landet.  

- Det er jo et frit valg, om man vil have døbt sit barn, men efter min mening er det simpelthen så synd for de børn, der går glip af at få en far i himlen. Det er en vidunderlig ting at kunne sige som barn. At have den bevidsthed, siger Per Damgaard Pedersen. 

Udover sit hverv som sognepræst er han også formand for en styregruppe i Landsforeningen af menighedsråd, interesseorganisation for de danske menighedsråd, hvor de arbejder for at øge tilslutningen til dåb.

Han ser, at det er en forsøg, som flere og flere præster benytter sig af - og har gode erfaringer med.

- Jeg lægger ikke skjul på, hvad jeg vil. Jeg siger selvfølgelig, at vi reklamerer for os selv. Det plejer folk at smile venligt til, siger præst i Fredens-Nazereth sogn i København, Jens Ole Christensen, som også er begyndt på hjemmebesøgene.   

16x9
Elina Langtved og Mark Schmidt, som har sønnen William, fik besøg af Per Damgaard Pedersen. De har ikke noget direkte imod, at præsten banker på deres dør, men tror, at det kan virke grænseoverskridende. Foto: TV 2
16x9
Til de forældre, som ikke er hjemme har Per Damgaard Pedersen skrevet en lille seddel, hvor han ønsker tillykke med barnet. Foto: TV 2

At cykle rundt til mødrene på barsel er bare en løsning. Andre steder sender de breve ud til de nybagte forældre med information om kirkernes tilbud for børn.

Begge dele overskrider dog langt kirkens beføjelser, mener medlem af borgerrepræsentationen i København, Tommy Petersen fra De Radikale.

- Det er problematisk

Den danske folkekirke har adgang til oplysningerne om alle nyfødte, fordi civilregistreringen - registreringen af, hvem der fødes og dør i Danmark - administreres under den. 

- Denne her sag viser med alt tydelighed, hvorfor det er problematisk, at den her betroede opgave ligger i kirken. Det handler om vores data og sikkerhed, og det har aldrig været formålet, at de oplysninger skal bruges, så kirken kan hverve nye medlemmer, siger Tommy Petersen til TV 2.

Han mener, at de direkte misbruger borgernes personlige oplysninger, når de tropper op foran deres dør med "reklame-materiale", fordi de får besked om, at der er glædelige nyheder i familierne.  

- Grænserne udviskes mellem, hvad der er borgernes interesser og kirkens interesser, siger han.

Kan være grænseoverskridende 

Kritikken rører slet ikke Per Damgaard Pedersen.

Selvom præsterne får oplysninger om nyfødte gennem civilregistret, er det kun registrerede medlemmer af Folkekirken, som præsterne opsøger. Dermed mener han, at de blot plejer medlemmernes interesser.

Derudover synes han, at han møder en positiv reaktion stort set hver gang. En af dem får han fra Ann-Britt Smorawski, der er en af de mødre, præsten er forbi på sin cykeltur rundt i Kolding. 

- Det er friskt. Som han (Per Damgaard Pedersen, red.) selv siger, så er alting elektronisk og meldes på nettet nu, så det er anderledes, når man får den personlige kontakt, siger hun.

Se hvad de andre forældre siger til besøget i mosaikken her:

Det siger forældrene

Nogle er dog mere kritiske over det uanmeldte besøg: 

- Lidt anderledes måde at gøre tingene på. Det er fint for os, men det kan nok have sine grænser, at der kommer en løbende, hvis man ikke er troende, siger Mark Schmidt fra Kolding, der er far til William.  

- Jeg tænker, at det var lidt gammeldags, tilføjer han.

Tommy Petersen fra De Radikale sammenligner metoden med det, man ser hos for eksempel Jehovas Vidner, der går fra dør til dør for at hverve medlemmer.  

- Det er en strategi, som andre religiøse organisationer har benyttet sig af. Det, der formildner det her, er, at Folkekirken trods alt kun kontakter sine medlemmer, siger han. 

Kirken har en klar dagsorden

Turen rundt i Kolding er nået til vejs ende for Per Damgaard Pedersen.

Han synes, at den første runde med pjecer under armen har været en stor succes og lader sig ikke påvirke af, hvis nogen synes, at det er anmassende. 

- Man kan mene, at forældrene aktivt skal tage det første skridt, men de betyder noget for os, så vi vil gerne ud og sige tillykke. Jeg kommer jo høfligt og med et smil, og det er altid dem, der sætter dagsordenen. Hvis de ikke er interesserede, så smutter jeg lige så stille igen, síger han.

- Mission er ikke et skældsord i min bog. Det betyder bare, at vi rækker det kristne budskab til dem, der vil tage imod, og dem, der ikke vil, lader vi vandre videre i deres liv, siger præst Jens Ole Christensen.

Om det er anmassende eller ej ændrer ikke på Tommy Pedersens syn på deres praksis. Han vil arbejde for, at civilregistreringen flyttes fra kirken til borgerservice, så der ikke bliver interessekonflikter. 

- Teknisk set kan det nyfødte barn ikke sige nej, og det er dem, der er målet for præsternes hvervestrategi, siger han.