Hendes ryg hælder 42 grader, og hun lider af Parkinsons - men der er ingen vej uden om arbejde, siger borgmester

16x9
Erling og Ulla Astrup Jensen er havnet i en strid med Struer Kommune. De er uenige med kommunen i, hvorvidt Ulla kan arbejde. Foto: Privatfoto

60-årige Ulla Astrup Jensen er flere gange blevet fyret på grund af sine sygdomme.

Hun kan smøre sig et stykke franskbrød eller lave en kop kaffe, hvis manden har sat bønnerne klar på bordet. 

Men der holder hendes selvstændighed stort set også op.

Alligevel har Struer Kommune nu sendt Ulla Astrup Jensen i arbejdsprøvning med den begrundelse, at hun står over for en operation, der gør hendes ryg helt stiv og forventes at tage toppen af hendes konstante smerter.

Som at arbejde med åbent benbrud

For ti år siden blev Ulla Astrup Jensen ramt af sygdommen Parkinsons, der giver hende rystesyge, hukommelsesbesvær og problemer med koncentrationen.

Samtidig lider hun af skoliose. Hendes ryg er skæv og hælder 42 grader til højre side.

16x9
Ulla Astrup Jensens rygsøjle er især faldet hurtigt sammen de seneste to år. I dag drejer den 42 grader skævt. Det giver smerter og skaber en farlig situation for de indre organer. Foto: Privatfoto

Siden 2015 har hun været arbejdsløs, først på dagpenge og siden på sygedagpenge, da hendes problemer med ryggen tog til. 

- Hendes hofteben og hendes ribben går mod hinanden, og det skaber en situation, der svarer til et åbent benbrud. Det giver stærke smerter, og det kan være livsfarligt, da der ikke er meget plads til de vigtige organer, fortæller Erling Astrup Jensen, der udtaler sig på sin kones vegne på grund af hendes hukommelses- og koncentrationsbesvær. 

16x9
Erling Astrup Jensen hjælper sin kone, Ulla Astrup Jensen, med at få sko på. Foto: Privatfoto

Hun er blevet tilbudt et korset til 25.000 kroner, der kan hjælpe med at holde ryggen på plads, og til september skal hun gennem en operation, der forhåbentlig kan stabilisere den.

Med det stillet i udsigt har Struer Kommune nu valgt, at hun skal på kontanthjælp og starte i arbejdsprøvning.

Fyret flere gange

Ulla Astrup Jensen har arbejdet det meste af sit liv, og på trods af sygdommen har hun flere gange forsøgt at vende tilbage på jobmarkedet.

- Begge gange er hun blevet fyret inden for en uge. Det ene sted arbejdede de med glas, og det rystede hun for meget til, og det andet var som flexchauffør, men hun var simpelthen for langsom, fortæller Erling Astrup Jensen. 

16x9
Ulla Astrup Jensen har haft et langt arbejdsliv med mange forskellige jobs. Hun har blandt andet arbejdet hos Arriva, før hun blev syg. Foto: Privatfoto

Ved juletid var Ulla Astrup Jensen på prøve i en lokal Kvickly. Det resulterede i en rapport, der konkluderede, at hun kan arbejde halvanden time to gange om ugen, hvis hun får tre pauser undervejs per arbejdsgang.

Derfor tror hverken hun eller manden på, at et fremtidigt arbejdsliv kan lade sig gøre i praksis. Heller ikke efter en operation.

Hvis man kan arbejde en smule, så skal man arbejde

Mads Jakobsen, borgmester i Struer Kommune for Venstre

- Når hun bliver opereret eller får korset, så bliver hun stiv fra hoften og op til midt på ryggen. Så kan hun få problemer med at være hygiejnisk efter toiletbesøg, så for mig er det helt urealistisk, at hun nogensinde kan få et arbejde. Selv hvis ryggen rettes fint op, er hendes Parkinsons der stadigvæk, siger Erling Astrup Jensen, der tilføjer at der efter operation kan gå flere år, inden Ulla er klar til arbejdsprøvningen igen, og at hun til den tid er tæt på efterlønsalderen.  

Alle skal prøves

Ægteparret har nu appelleret til Struer Kommune i håb om, at de vil droppe at sende Ulla Astrup Jensen i arbejde. 

- Jeg er ikke i tvivl om, at familien er ramt af sygdom. Det er mange, der kommer ud for, at deres livsvilkår pludselig ændrer sig på grund af sygdom, og det gør, at man havner i en svær situation, og det er de, medgiver borgmester i Struer Kommune, Mads Jakobsen (V). 

Virkeligheden overgår desværre igen fantasien.

Brian Guldhammer Rasmussen

Men han understreger samtidig, at der ikke er nogen vej udenom for ægteparret. 

- I store træk kan jeg godt se det fra deres side, men man skal huske, at lovgivningen er indrettet sådan, at hvis man kan arbejde en smule, så skal man arbejde. Derfor kommer nogle i forløb, hvor deres evner afprøves, og det giver desværre usikkerhed hos borgerne, siger Mads Jakobsen. 

16x9
Erling Astrup Jensen hjælper sin kone, Ulla Astrup Jensen, på med overtøjet. Det er blot en af de mange daglige gøremål, Ulla ikke magter selv. Hun kan blandt andet ikke løfte armene ret højt. Foto: Privatfoto

Desperationen deles igen og igen

Ægteparret er så uforstående over for lovgivningen, at de nu har fortalt deres historie på Facebook. Her er den delt over 1.300 gange de første 20 timer, og det er væltet ind med støttende kommentarer. 

- Det er simpelthen så langt ude, som det kan komme. Tænk på hvad den her sagsbehandling har kostet af penge. De eneste, der har tjent på det her, er dem, der har arbejdet på sagen. De har da haft job så længe, skriver Rita Wahlberg.

Jeg håber virkelig de år, hun har tilbage, bliver tålelige.

Erling Astrup Jensen

- Hvad er det dog for et cirkus vores land er ved at udvikle sig til, spørger Annegrethe Bæk Rasmussen.

- Virkeligheden overgår desværre igen fantasien, pointerer Brian Guldhammer Rasmussen.

VÆR SØD OG DEL - DET HJÆLPER 23-06-2017: Da vi pga Ulla Jensen fremskreden sygdom er tvungen til at bruge alle vores...

Posted by Erling Astrup on Saturday, June 17, 2017

Satser på ny løsning

De mange reaktioner kommer bag på ægteparret, men er i den grad en støtte. 

- Det er helt fantastisk. Vi er så rørt over det, siger Erling Astrup Jensen. 

Efter sidste møde med borgmesteren har han og konen nu besluttet at gå nye veje. 

De har søgt om førtidspension til Ulla. 

- Jeg håber virkelig, hun får den, så de år, hun har tilbage, bliver tålelige, siger Erling Astrup Jensen. 

Afgørelsen er dog kommunens og politikernes. Sagen forventes færdigbehandlet til august.