Regeringen vil lukke Skat

Syv styrelser skal erstatte Skat efter flere skandalesager.

Indretningen af det danske skattevæsen fungerer ikke. 

Sådan lyder meldingen fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), der vil lukke Skat efter en række skandalesager. Det skriver Berlingske. 

I stedet vil regeringen indføre syv nye styrelser, der skal være i drift fra 1. juli 2018, lyder det fra ministeren. 

- Det er ikke en kritik af den enkelte medarbejder. Det er en kritik af det system, der er blevet sat op, men som bare ikke har leveret på de afgørende områder. Derfor er jeg nået frem til, at i stedet for at bruge penge på lappe på et Skat, der ikke leverer eller løfter opgaverne, og som – hvis vi skal være ærlige – aldrig rigtig har fungeret, så ophører Skat helt med at eksistere, siger Karsten Lauritzen til Berlingske. 

Ifølge TV 2's erhvervskommentator Ole Krohn fik vi allerede i sidste uge en forsmag på, at Skat skulle omlægges på en eller anden måde. Under diskussionen om de 100 milliarder kroner, som danskerne skylder Skat, proklamerede Karsten Lauritzen nemlig, at der ville blive oprettet et særligt gældskontor. 

- Det var en anerkendelse af, at hvis man fokuserer på de her syv områder, som får selvstændige, stærke direktører, og får at vide, at det, de skal beskæftige sig med, er en veldefineret kernekompetence - ja så får man måske et mere fokuseret system, end det vi kender i dag, siger Ole Krohn.

Afdelinger i hele Danmark

Skat er blandt andet blevet kritiseret for sit arbejde med at inddrive gæld, mens det er kommet frem, at de i en årrække har opkrævet boligskat ud fra forkerte ejendomsvurdering. Skandalerne har samlet set kostet staten et tocifret milliardbeløb. 

De syv nye styrelser vil blive spredt ud over hele landet. Det sker som led i udflytningen af statslige arbejdspladser. 

Men kan syv nye styrelser gøre det bedre end Skat? Svaret afhænger af, om Skat er i stand til at tiltrække de rigtige medarbejdere med de rigtige kompetencer, mener Ole Krohn. 

- Du kan sagtens sætte dig ned og lave en hel ny organisationsplan. Men spørgsmålet er, hvor dygtig man er til at implementere tingene og rent faktisk få sat et hold, der er dygtigt nok. 

Tempoet er afgørende for succes

Professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, understreger også, at implementeringsfasen er vigtig for at sikre, at det her lykkes. 

Der er nemlig tale om en 'kæmpe omstillingsproces', og derfor skal den sættes i gang så hurtigt som muligt, så man undgår at miste afgørende kræfter undervejs.

- Når man rykker rundt på tingene og skaber et vakuum, er der ledere og nøglemedarbejdere, der kan blive usikre - og så kan man risikere at miste nogle af dem. Derfor er det vigtigt at komme hurtigt på plads, siger han. 

Skatteministeren vil præsentere planen for styrelserne tirsdag formiddag med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde i Statsministeriet.